Connery

Nordstrøm - Dagdrømmer

Spændinger i luften fra Nordstrøm.

3 ud af 6 stjerner
Nordstrøm - Dagdrømmer
Det er nok de færreste radiolyttere, der ikke har hørt Nordstrøms hit, 'Berlin'. Med en udnævnelse som Ugens Uundgåelige på P3 er singlen og dermed bandet allerede spået en god fremtid. Ni uger på Tjeklisten taler da også for sig selv. Desuden har Nordstrøm allerede et par gange trukket i deres hvide jakkesæt for at fyre den af på blandt andet Spot og Roskilde Festival. Denne opmærksomhed har skabt store forventninger til duens debutalbum, 'Dagdrømmer' - en plade fyldt med dansk elektropop, produceret af svenske Marco Manieri, der også har drejet knapperne for Swan Lee og The Cardigans.

De to københavnere ønsker med albummet at gøre op med pop-rockens traditionelle lyd og begrænsninger, som de før har prøvet kræfter med. Der ligger mange overvejelser og eksperimenter bag albummet, der har været to år undervejs. Det er forholdsvis lang tid taget i betragtning af, at der er tale om et popalbum, men gruppen ville sikre et udtryk, der er helt deres eget og så tæt på det perfekte som muligt.

Resultatet er blevet en lyd, der minder meget om 80'ernes Pet Shop Boys i en lidt forskruet udgave. Desværre er musikken tilsat en portion tekster, der mest af alt minder om dansk melodi grand prix standart i førnævnte årti. Der ikke meget tyngde i de til tider ret banale tekster, og omkvædet har en tendens til allerede at indtræffe 40 sekunder inde i sangen, for derefter at fortsætte i det uendelige.
Musikken kommer til at fremstå monotont, når det hele tiden er de samme strofer, der går igen. Derfor har jeg haft en tendens til konsekvent at skifte til 'Berlin', som har en fungerende tekst, der henter sin inspiration i Tom Kristensens digt 'Nat i Berlin'.

Den ensformige lyd viser sig dog kun at være et skalkeskjul. Smæk et par hørebøffer på, og pludselig får Nordstrømmen mere spænding på kablerne. Her kommer instrumenterne til sin ret, og hvilken fryd det er at høre alle de små finurlige detaljer, der faktisk ligger skjult i baggrunden. Det gør musikken mere nuanceret og helhedsindtrykket en del mere levende - hvis man altså kan abstrahere fra at skulle plages med det samme omkvæd om og om igen. Måske drengene næste gang skulle fokusere lidt mindre på at gøre musikken studieperfekt og i stedet teste den på et middelmådigt Bilka-anlæg, der som oftest ikke har meget tilovers for detaljer. For det er klart, at de to fyre har potentiale og ambitioner, men mangler lidt inspiration, der kan sætte power på deres tekster.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce