Connery

Nordjysk beskedenhed trak flot investering til millionvirksomhed

Knivskarpe Mathias og Mike landede ny løve med underspillet selvsikkerhed

Det er en meget nordjysk facon, ikke et bralre for meget op om sine egne bedrifter, og gennem tiden har det skabt nogle både sjove, akavede og cool underspillede præsentationer for nordjyske iværksættere, der har taget den lange tur fra Aalborg til København, for at gå ind i Løvens Hule og præsentere en 'fin nok' forretningsidé. 

2024-sæsonen af Løvens Hule gør ingen undtagelse - og i 2. afsnit af den 9. sæson stifter dommerne bekendtskab med Mike og Mathias, der på rolig facon går ind og præsenterer virksomheden, som begge droppede SU'en for, for at kunne præsentere løverne for en årsomsætning på fem millioner kroner. En flot bedrift. 

Mike og Mathias står bag virksomheden Qookware, der oprindeligt startede som et foretagende fokuserende på virkelig skarpe kokkeknive, men nu er på vej mod at skabe et univers der opsluger hele madlavningsoplevelsen. 

ANNONCE
Fra venste: Mike, Tahir og Mathias - PR-foto - Nordjysk beskedenhed trak flot investering til millionvirksomhed Fra venste: Mike, Tahir og Mathias - PR-foto

"Kommer I fra Aalborg?" spørger Anne Stampe, efter gutternes indledende pitch - og følger op med "Jeg har aldrig hørt nogen sige elskede så fladt som du gjorde."

"Nej, os nordjyder vi er måske lidt nede på jorden," lyder det roligt fra Mike, der underbygger pointen: "Det kan man kalde en styrke og en svaghed, for nogen gange kan det der med at sælge sig selv være lettere hvis man er mere... sprudlende, eller hvad man nu siger." 

Det er ikke første gang, at vi oplever Løverne falde pladask for den nordjyske underspillethed. Helt tydeligt her på redaktionen, står det da vores egen kompagnon Jakob Neua var med til at trække en af programmets største investeringer hjem, for den digitale ejendomsmæglervirksomhed Estaldo. 

Det nordjysk prægede pitch af Qookware bar også frugt for Mike og Mathias, der efter fire lidt vævende afslag trak den nye Løve Tahir Siddique med i virksomheden med en investering på 250.000 kroner for 15% af virksomheden. Det er sgu flot - men slet ikke så underligt endda. 

Hvad man ikke får med i programmet, gør sig især gældende i de egenudviklede knive, med blandt andet en award for Bedste Kokkekniv ved Gastroworld Awards 2023, og ambassadørskab fra Michelin-kokken Michael Nørtoft der for tiden er kaptajn på det danske kokkelandshold, og den nordjyske køkkeniværksætter Michael Miv Pedersen, der ejer den velrenommerede Aalborg-restaurant Tabu. 

ANNONCE
Det er tydeligvis et par tilfredse nordjyske herrer, der nu har fået en erfaren investor med i truppen.  - Nordjysk beskedenhed trak flot investering til millionvirksomhed Det er tydeligvis et par tilfredse nordjyske herrer, der nu har fået en erfaren investor med i truppen.

I en pressemeddelelse, som Qookware har fremsendt fortæller de nordjyske iværksættere, at investeringen er en vigtig en, i form af de kloge penge, der kommer fra Tahir: "Vi er meget beærede over at få en erfaren investor som Tahir Siddique med på holdet. Vi driver en sund og indtægtsgivende virksomhed, men har brug for en medspiller, vi kan sparre med omkring de næste skridt, vi skal tage, som skal bringe virksomheden op på et helt andet niveau. Vi er i bund og grund to glade madentusiaster, der har lært at drive virksomheden, mens vi har bygget den."

Den nye løve, der blandt andet er kendt for den massivt brugbare sportsapp Livescore.com, fortæller om investeringen i de 'enormt sympatiske og dygtige nordjyske gutter' der "rent faktisk har formået at skabe en forretning i vækst, som jeg er overbevist om, vi sammen kan få til at vokse i fremtiden. Det er en virksomhed, der er i konstant fornyelse, og det tiltaler mig." og fortsætter: "Jeg kan bidrage med at sparke nogle døre ind og hjælpe dem med at udvide forretningen herhjemme men især også i udlandet, for det, de her drenge kan, er altså virkelig godt," afslutter Siddique.

Det bliver spændende at se, hvor rejsen går hen for Qookware. I mellemtiden ser vi frem til at se endnu flere både fantastiske og sjove iværksætterpitches i Løvens Hule, der fortsætter sendefladen over de kommende uger på DR. 

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce