Nintendo er på vej med en ny Switch
Den nye model er bekræftet af Nintendo
Nintendo Switch har ikke udviklet sig alverden siden lanceringen i 2016, men salget er stille og roligt vokset - i 2019 udkom der en Switch lite model med en mindre skærm og uden muligheden for at koble op på et tv. Ved udgangen af 2020 havde de to Switch-modeller tilsammen solgt 80 millioner eksemplarer.
Mange har på det seneste gættet på, at Nintendo ville være på vej med en opdateret version af den originale Switch - og det er nu bekræftet.
Den nye Nintendo Switch (OLED) er som den originale switch en hybrid-konsol der både fungerer håndholdt og via en tv-opkobling, og de nye tiltag er lette at overskue.
Nintendo Switch (OLED) holder samme størrelse som den originale Switch, men er nu udstyret med en 7" OLED-skærm, mod den originale 6.2" LCD-skærm, desuden er den interne lagerplads blevet udvidet fra 32GB til 64GB, og fordi skærmelementet er tyndere, har man haft mulighed for at installere bedre højttalere i den nye version.
Mange havde gættet på, at den nye Switch også ville opgradere hardware som processor og grafikchip, men det er ikke tilfældet - og Nintendo Switch er derfor stadig en konsol, der understøtter en max. skærmopløsning på 1080p.
Nintendo Switch (OLED) bliver ved lanceringen ført frem i to farvevarianter, en hvid med hvide controllers (joy-cons) og en neonrød/blå udgave, med matchende joy-cons.
Der er tale om en let hardware-opgradering af den eksisterende Switch, og man får fornemmelsen af, at Nintendo, der har haft svært ved at skaffe hardware nok, til at producere efter efterspørgslen, simpelthen har set deres anledning, til at udskifte en håndfuld komponenter, fremføre den som en ny model - for simpelthen at kunne svare på efterspørgslen af den 5 år gamle konsolvariant.
Nintendo Switch (OLED-model) lanceres den 8. oktober 2021. Der foreligger endnu ingen officielle priser.