Det er snart 20 år siden, Nicolas Cage senest rendte rundt med et skattekort, et par historiske konspirationer og en lettere lemfældig tilgang til amerikanske nationalskatte. Men nu er der endelig nyt fra en af 00’ernes helt store eventyrfilm.
National Treasure 3 er officielt i udvikling.
Det har instruktør Jon Turteltaub, manden bag de to første film, bekræftet under en liveoptagelse af podcasten National Treasure Hunt. Her kunne han fortælle, at arbejdet på den længe ventede tredje film nu rent faktisk er i gang.
Og ja: Planen er at få Nicolas Cage tilbage som Benjamin Franklin Gates.
Den originale bande skal samles igen
Ifølge Turteltaub bliver der arbejdet på et manuskript til National Treasure 3, samtidig med at ambitionen er at få så mange som muligt fra det oprindelige cast tilbage foran kameraet.
Det åbner naturligvis døren for Diane Kruger som Abigail Chase og Justin Bartha som Riley Poole, der sammen med Cage udgjorde kernen i de første film.
Disney og Nicolas Cages repræsentanter har endnu ikke selv meldt noget officielt ud om projektet, så der er fortsat en række brikker, som skal falde på plads. Der er eksempelvis hverken annonceret optagestart eller premieredato.
Men efter årevis med rygter og forskellige udgaver af en potentiel treer er forskellen denne gang, at Turteltaub direkte bekræfter, at filmen er i aktiv udvikling.
Læs også:
National Treasure var rendyrket 00’er-eventyr
Den første National Treasure landede i 2004 og ramte en ganske særlig blanding af Indiana Jones, amerikansk historie og konspirationsteorier.
Nicolas Cage spillede historikeren og skattejægeren Ben Gates, hvis familie gennem generationer havde jagtet en enorm skat med forbindelse til blandt andre tempelridderne og USA’s grundlæggelse.
Problemet var bare, at et af de vigtigste spor befandt sig på bagsiden af USA’s uafhængighedserklæring.
Den eneste logiske løsning?
At stjæle den.
Filmen endte med at indtjene omkring 347 millioner dollars på verdensplan og blev fulgt op af National Treasure: Book of Secrets i 2007. Her blev historien endnu større med Abraham Lincolns attentat, Mount Rushmore og en hemmelig bog, som kun USA’s præsidenter har adgang til.
Toeren klarede sig endnu bedre og omsatte for omkring 459 millioner dollars globalt.
Alligevel blev den tredje film aldrig til noget.
Disney forsøgte allerede at genoplive universet
National Treasure har dog ikke ligget helt stille siden 2007.
I 2022 forsøgte Disney at genstarte universet med Disney+-serien National Treasure: Edge of History. Serien fulgte en ny gruppe skattejægere og eksisterede i samme univers som filmene, hvor blandt andre Justin Bartha vendte tilbage som Riley Poole.
Nicolas Cage var derimod ikke med.
Serien fik kun en enkelt sæson, inden Disney trak stikket, og dermed blev håbet om en rigtig fortsættelse med Ben Gates endnu en gang rettet mod en tredje spillefilm.
Nu ser det ud til, at det endelig er den vej, Disney går.
Vi mangler stadig svaret på side 47
Og National Treasure 3 har faktisk et ganske oplagt sted at begynde.
I slutningen af Book of Secrets beder USA’s præsident Ben Gates om at undersøge den mystiske side 47 i præsidenternes hemmelige bog.
Da Gates senere bliver spurgt til siden, beskriver han indholdet som noget, der kan ændre ens liv.
Og så sluttede filmen.
Hvad der står på side 47, har derfor været et mysterium siden 2007 og er efterhånden blevet en mindre besættelse blandt fans af filmene.
Om Turteltaub og Disney endelig har tænkt sig at fortælle os, hvad Nicolas Cage så på den side, er endnu uvist.
Men National Treasure 3 er i det mindste rykket et stort skridt tættere på virkeligheden.
Nu mangler vi bare Nicolas Cage, et absurd historisk mysterium og en amerikansk nationalhelligdom, som Ben Gates absolut ikke burde få lov til at røre ved.
Læs også: