Film
Netflix laver historisk legetøjsaftale for ‘KPop Demon Hunters’: Mattel og Hasbro deler rampelyset
Efter den gigantiske KPop succes.
To af verdens største legetøjsfirmaer, der ellers normalt kæmper om pladsen i børneværelserne, er nu gået sammen i et historisk samarbejde. Netflix har nemlig udpeget både Mattel og Hasbro som “co-master” licensees på merchandise til animationshittet KPop Demon Hunters. Jep – Barbie og MONOPOLY i fælles front for at omsætte en animeret K-pop-musical til et globalt merch-monster.
Fra streaming til stormagasin
Filmen, som havde premiere tidligere i år, har med sin blanding af dæmonjagt, K-pop vibes og girl power i anime-stil ramt en global nerve. KPop Demon Hunters følger pigegruppen HUNTR/X, som lever et dobbeltliv – på scenen som popstjerner og bag kulisserne som dæmondræbere. Den er blevet Netflix’ mest sete film nogensinde med over 325 millioner visninger på verdensplan. Og det har selvfølgelig sat gang i maskineriet.
Mattel står for dukker, actionfigurer og legesæt – og starter allerede med et presale af en tre-pak HUNTR/X dukker den 12. november. Hasbro tager sig af alt det andet lir: elektroniske gadgets, plysdæmoner, rollespilsgear og selvfølgelig spil – blandt andet MONOPOLY Deal: KPop Demon Hunters, som rammer hylderne først.
Merchmaskinen starter i 2026
De første produkter kommer ud i foråret 2026, men allerede i denne uge åbnes for forudbestillinger på Amazon, Target og Walmart. Planen er, at udgivelserne skal strække sig hele vejen gennem julesæsonen og ind i det nye år, så fans i alle aldre kan få fingrene i lidt dæmonisk girlpower.
Det her er ikke bare en tilfældig legetøjsaftale – det er et tydeligt signal fra Netflix om, at KPop Demon Hunters ikke blot er en film, men starten på et større univers. Og det er ret sjældent, at man ser rivaler som Mattel og Hasbro i fælles dans omkring samme brand.
Universet bag dæmonerne
For dem der ikke har set filmen endnu: KPop Demon Hunters er en animeret musicalfilm sat i et neonfarvet Seoul, hvor dæmoner truer menneskeheden, og det eneste, der står imellem dem og verdens undergang, er en håndfuld K-pop-idoler med sværd og attitude. Forestil dig Sailor Moon møder BLACKPINK, blandet med lidt Ghostbusters, og du er ikke helt galt på den.
Med sit populære soundtrack, farverige animation og en fanbase, der spænder fra tweens til voksne animefans, har filmen skabt det perfekte udgangspunkt for et franchise. Og med de to største legetøjsfirmaer bag sig, er det kun et spørgsmål om tid, før HUNTR/X bliver lige så genkendelige som Barbie og Optimus Prime.
Læs også: