Film

Netflix laver Catan til film og serier: men hvordan filmer man fårehandel?

Det er specielt.

Det er ikke første gang, Netflix hiver inspiration op af spilhistorien, men denne gang går de hele vejen tilbage til brætspilsreolen. Catan, også kendt som Settlers of Catan, bliver nemlig til både live-action og animationsfilm – og der er også tv-serier på tegnebrættet.

Og ja – det er det dér spil, hvor man konstant mangler én eneste mursten for at bygge en vej.

Fra hyggeaften til streamingunivers

Catan handler om at kolonisere en ø, samle ressourcer, handle med naboen (og fortryde det senere), og være den første til at bygge sig til 10 point. Det er simpelt i sin grundform, men spiller altid anderledes – og det er måske netop det, Netflix satser på: fleksibilitet og et globalt brand med 30 års spilhistorie i bagagen.

Produktionerne bliver udviklet i samarbejde med Catan Studios og sønnerne til Klaus Teuber, der opfandt spillet i 1995. Teuber døde i 2023, men Catan lever videre – nu som Netflix-franchise. Og det er ikke bare én film: vi taler både animation, live-action og muligvis også noget uscripted content, som Netflix kalder det.

En blanding af vikinger, vesten og landsbyliv?

Det interessante spørgsmål er selvfølgelig: Hvordan omsætter man sekskantede ressourcer og handelsaftaler til narrativ underholdning?

Bliver det Game of Thrones light – bare med savværker og fårefarme? Eller skal vi forvente noget i stil med Vikings: Valhalla møder SimCity? Der er ikke noget officielt plot endnu, så spekulationerne er åbne – men vi forestiller os allerede episke opgør om hvem der får lov at bygge den længste vej.

Board games = big business

Catan er ikke alene. Netflix har allerede annonceret planer for Monopoly, og succesen med fx The Witcher og Arcane har vist, at nørdede universer sagtens kan fungere på streaming.

Men Catan? Det bliver en test. For uden et fast hovedplot eller figurgalleri skal Netflix selv skabe noget ud fra et system, der normalt handler om at rulle med terninger og forsøge ikke at blive blokeret af røveren.

Det kan blive genialt. Det kan også blive… mærkeligt.