Film
Netflix giver nyt liv til kasseret komedie fra Ted Lasso-holdet
Gammelt projekt i nye tider.
En tv-idé kan være for tidligt ude, for mærkelig eller bare lande det forkerte sted. I Hollywood betyder det ofte døden for et projekt. Men nogle gange dukker idéerne op igen, og i dette tilfælde er det Netflix, der puster liv i en komediepilot, som Fox sagde nej til helt tilbage i 2013. Serien hedder I Suck at Girls, og bag projektet står flere af folkene, der senere var med til at skabe Ted Lasso.
En pilot, der aldrig fik chancen
I Suck at Girls blev oprindeligt udviklet som pilot for Fox i 2013, men nåede aldrig videre end tegnebrættet. På daværende tidspunkt var både tone og tematik måske et skævt match for den klassiske amerikanske netværks-tv-model. Serien fokuserer på tre teenagere midt i puberteten og deres forsøg på at navigere i venskaber, identitet og det modsatte køn, mens deres far kæmper med at finde sin rolle som forælder til næsten-voksne børn.
Netflix har nu valgt at samle det oprindelige kreative hold og give idéen en ny chance. Serien er i castingfase og forventes at få optaget en ny pilot i foråret 2026.
Læs også:
Ted Lasso-effekten
Det er svært at se bort fra det faktum, at de involverede navne i dag vejer noget tungere end for 12 år siden. Justin Halpern og Patrick Schumacker står igen for manuskriptet, mens Bill Lawrences produktionsselskab Doozer er med ombord. Lawrence har siden 2013 fået massiv succes med Ted Lasso og er i forvejen kendt for Scrubs, som også netop er blevet genoplivet i en ny version.
Ted Lasso har vist, at der stadig er plads til varme, karakterbårne komedier med et blødere menneskesyn, og det er sandsynligvis netop den erfaring, Netflix nu vil trække på.
Historien og karaktererne
Selvom detaljerne stadig er sparsomme, kredser serien om tre teenagere i overgangen mellem barn og voksen. En af de centrale figurer er hovedpersonens bedste ven, en sportsbygget 15-årig dreng, der overhovedet ikke interesserer sig for sport, men i stedet er dybt engageret i anime og japansk kultur. Han beskrives som ekstremt loyal og fungerer som et stabilt holdepunkt i fortællingen.
Faren i serien forsøger samtidig at omstille sig til livet med teenagere i huset, hvilket lægger op til klassiske generationssammenstød og mere afdæmpet familiekonflikt frem for punchline-baseret sitcom-humor.
Et andet tv-landskab end i 2013
Tv-branchen har ændret sig markant siden Fox takkede nej. Streaming har åbnet for smallere formater og mere nicheprægede fortællinger, og Netflix har de seneste år eksperimenteret mere med pilotproduktioner igen.
Om I Suck at Girls denne gang bliver til en hel serie, er stadig uvist. Men timingen er en anden, platformen er en anden, og det kreative hold kommer med helt andre kort på hånden end for tolv år siden.
Læs også: