Musik

Neil Young langer ud efter Trump: Frygter at blive afvist på vej ind i USA

Young har både canadisk og amerikansk statsborgerskab.

Neil Young langer ud efter Trump: Frygter at blive afvist på vej ind i USA
Foto: Per Ole Hagen, CC BY-SA 1.0, via Wikimedia Commons

Den canadisk-amerikanske rocklegende Neil Young overvejer, om han overhovedet tør tage hjem igen efter sin kommende Europa-turné.

Årsagen? Han har kritiseret Donald Trump. Igen.

“Hvis du siger noget negativt om Trump, kan du blive nægtet adgang”

Neil Young har skrevet på sin hjemmeside, at han frygter konsekvenserne af at kritisere Donald Trump, især nu hvor han planlægger at vende tilbage til USA efter sin første Europa-turné i seks år.

“Hvis jeg tager til Europa og taler om Donald Trump, kan jeg være en af dem, der vender tilbage til USA og bliver nægtet indrejse eller smidt i fængsel for at sove på et betongulv,” skrev han.

“Det sker hele tiden nu. Lande udsender nye rejseanbefalinger til folk, der vender tilbage til USA.”

Young, som har både canadisk og amerikansk statsborgerskab, understreger, at han ikke ved, hvad der kan ske, men advarer sine fans:

“Hvis jeg ikke kan vende tilbage og spille min amerikanske turné, så vil alle jer, der har købt billetter, gå glip af koncerten. Det er rigtigt, venner, hvis man siger noget negativt om Trump eller hans administration, kan man blive nægtet adgang til USA, hvis man er canadier. Og hvis man har dobbelt statsborgerskab som mig, ja, så må vi jo finde ud af det sammen.”

Spotify er nede i Danmark: Her er hvad vi ved

Læs også: Spotify er nede i Danmark: Her er hvad vi ved

Musikeren der aldrig var Trumps soundtrack

Neil Young har i årevis været en af Trumps mest vedholdende kulturelle modstandere.

Allerede i 2015, da Trump brugte Youngs klassiker “Rockin’ In The Free World” til et kampagnestunt, sagde Young, at kandidaten “ikke havde tilladelse” til at bruge sangen, og sagsøgte ham senere for det.

“Forestil dig at høre Rockin’ In The Free World efter denne præsident har talt, som om det var hans sang,” skrev Young dengang. “Jeg skrev den ikke til dét.”

Efter han fik amerikansk statsborgerskab i 2020, under Trumps første præsidentperiode, skrev Young et åbent brev, hvor han kaldte præsidenten “en skændsel for mit land.”

Kritikere nægtes adgang

Youngs frygt kommer ikke ud af det blå. I de seneste uger er flere kendte Trump-kritikere blevet nægtet adgang til USA, herunder det britiske punkband UK Subs og en fransk forsker.

En tyrkisk ph.d.-studerende ved Tufts University blev tilbageholdt den 25. marts for “at støtte Hamas,” og selv tidligere præsident i Costa Rica, nobelprisvinder Oscar Arias, har fået sin amerikanske visum annulleret efter at have kritiseret Trump offentligt.

Flere europæiske lande, herunder Danmark og Finland, har nu opdateret deres rejsevejledninger til USA.

Der advares især om risiko for tilbageholdelse af transpersoner, ikke-binære samt generel politisk chikane.

Tyskland minder om, at et visum ikke garanterer adgang, og Storbritannien advarer om risiko for fængsling.

Young kalder det hele “helt ude af karakter” for USA.

“Det virker som om, at folk, der frit udtrykker deres meninger, nu er sårbare over for en ikkeeksisterende Trump-lov, som gør det muligt at blive fængslet eller straffet for ikke at vise loyalitet. Loyalitet over for hvad, egentlig?”

Han afslutter med en stille reference til den amerikanske troskabsed: “Ét land, udeleligt, med frihed og rettigheder for alle. Kan I huske det? Det kan jeg.”

Martin Garrix inviterer endnu en gang unge talenter til Amsterdam

Læs også: Martin Garrix inviterer endnu en gang unge talenter til Amsterdam

Green Day langer ud efter Trump med alternativ sangtekst under Coachella

Læs også: Green Day langer ud efter Trump med alternativ sangtekst under Coachella