Connery

Nebraska [Anmeldelse]

Instruktøren bag The Descendants og Sideways er tilbage med en ny skæv komedie.

5 ud af 6 stjerner
United International Pictures - Nebraska [Anmeldelse] United International Pictures
Den største gevinst
Woody Grant (Bruce Dern) er en aldrende alkoholiker og en mand af få ord, der sjældent udviser følelser. En dag modtager han et brev fra firmaet Mega Sweeptakes Marketing, hvori der står, at han har vundet en million dollars. Han skal blot afkrydse, hvilke magasiner han gerne vil abonnere på og indsende brevet igen, men Woody stoler ikke på postvæsnet og er fast besluttet på at aflevere brevet personligt. Hans kone nægter dog at hjælpe, så den lettere åndsfraværende Woody beslutter sig at gå hele vejen fra Billings, Montana til sin fødeby Hawthorne i Lincoln, Nebraska, hvor kontoret ligger. En rejse på ca. 1200 km. Det kan hans yngste søn, den følsomme David (Will Forte) dog ikke have på samvittigheden og begiver sig derfor ud på et mindeværdigt roadtrip med sin far.
ANNONCE
United International Pictures - Nebraska [Anmeldelse] United International Pictures
En mand kommer hjem
Da Woody og David ankommer til den søvnige forstadsby Hawthorne bliver de indlogeret hos Woodys bror Ray (Rance Howard) og hans familie. Der går ikke længe før Woody får fortalt, at han har vundet en million og pludseligt er Rays to tabersønner Bart (Tim Driscoll) og Cole (Devin Ratray) meget interesserede i deres onkel.
ANNONCE
United International Pictures - Nebraska [Anmeldelse] United International Pictures
Når gribbene flokkes
Det samme gælder byens øvrige borgere, der nærmest behandler Woody som en helt, der er hjemvendt fra krigen, da de ligeledes hører om præmien. Woody må også uundgåeligt stå til regnskab for sin fortid. Flere ”venner” og familiemedlemmer kommer nemlig fra nær og fjern og påstår at Woody lånte penge af dem i sin tid. Især hans forhenværende partner Ed Pegram (Stacy Keach) er fast besluttet på at afvikle den gamle gæld. Men Woody holder fast i sin præmie.
ANNONCE
United International Pictures - Nebraska [Anmeldelse] United International Pictures
Det sande USA
Med Nebraska er instruktøren Alexander Payne tilbage i roadmovie sub-genren, som han tidligere har stiftet bekendtskab med i Sideways og About Schmidt og Nebraska er da også umiskendeligt en klassisk Payne film. Gennem hans kamera oplever vi nemlig USA med lige dele charme og skævhed, balanceret på den hårfine grænse mellem et grin og en tåre, som Payne er så fremragende til at ramme.
ANNONCE
United International Pictures - Nebraska [Anmeldelse] United International Pictures
En lille film med et stort hjerte
Filmen er sort/hvid, hvilket betyder at den fra starten af afskærer et bestemt publikum og Nebraska emmer da på alle måder også af independent film. Der er intet episk over denne rejse, der derimod er en følsom og finurlig fortælling, fyldt med melankoli og smerte, bristede drømme, uforløste forventninger og indebrændt bitterhed, men samtidig fyldt med skønhed og kærlighed. Med andre ord en menneskelig historie om livets op- og nedture, smukt fortolket af en af Amerikas mest vedkommende instruktører.
ANNONCE
Drengerøvsfaktor: 0%
 
Teknisk information:
Original titel: Nebraska
USA, 2013
Instruktør: Alexander Payne
Medv.: Bruce Dern, Will Forte, June Squibb, Bob Odenkirk, Stacy Keach, Devin Ratray og Tim Driscoll
Genre: Drama/Komedie/Road movie
Billedformat: 2.35:1
Farve: Sort/hvid
Lyd: Dolby Digital/DTS
Spilletid: 115 min
Dansk bio premiere:13. februar 2014
Distributør: United International Pictures
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce