Når tingene hober sig op
Er det dovenskab eller hvad sker der, når tingene hober sig op og det hele bliver uoverskueligt...?
Vi kender det godt de fleste af os. Mange af os lever efter princippet: "Gør ikke i dag, hvad du kan udsætte til i morgen". Og vi lider af følgerne.
Spørger man en beboer på et plejehjem, hvad vedkommende mener om ungdommen nu til dags er der forholdsvis stor sandsynlighed for, at svaret er, at vi er dovne, ikke passer vores studie, fester for meget, larmer, ikkerejser os i bussen for ældre, og at vi i det hele taget er en generation, der er fuldstændig håbløs.
Under folketingsvalget var et af de varmeste emner, der især blev diskuteret iblandt de unge, den store skævhed i fordelingen mellem unge og ældre, som vi vil opleve de kommende år. Nu er det så, at den engagerede politisk bevidste unge skribent skulle stille sig på barrikaderne og komme med et opråb!
Men så kommer det, som jeg netop prøver at udtrykke i denne artikel: Vi er ligeglade!
Man burde gøre et eller andet, måske sætte stemmeretten ned til 8 år og derved sørge for at de unge ikke mister magten! Måske man skulle afskaffe plejehjem og sende folk over 75 år til sydpolen kun iført pyjamas? Eller måske bare fjerne valgretten for folk, der ikke arbejder?
Men det gør vi ikke. Vi læner os tilbage, vender os om på den anden side og sover videre, for det ordner sig nok. Eller også så ordner vi der på mandag... vi skal jo lige i byen og være stive weekenden igennem.
Hvis jeg skal komme med et eksempel, der er lidt lettere at forholde sig til og som sandsynligvis er noget som er genkendeligt for de fleste, så lad os kigge på uddannelse.
Vi nærmer os med hastige skridt eksamenstiden og bare ordet får det til at løbe koldt ned af ryggen på skribenten. De gode gamle dage, hvor man kunne læse pensum op, i forberedelsestimen inden den mundtlige eksamen, er et overstået kapitel, når man går på en videregående uddannelse.
Man kan ej heller medbringe lidt noter, som man har lånt sig til og så håbe på, at den går til de skriftlige eksamener, i hvert fald ikke, hvis man håber på noget, som bare ligger tilnærmelsesvis tæt på et ottetal... det er lige omtrent lige så sandsynlig som, at en dansk superligaklub kvalificerer sig til slutspillet i Champions League.
Men så kommer det, som jeg netop prøver at udtrykke i denne artikel: Vi er ligeglade!
Man burde gøre et eller andet, måske sætte stemmeretten ned til 8 år og derved sørge for at de unge ikke mister magten! Måske man skulle afskaffe plejehjem og sende folk over 75 år til sydpolen kun iført pyjamas? Eller måske bare fjerne valgretten for folk, der ikke arbejder?
Men det gør vi ikke. Vi læner os tilbage, vender os om på den anden side og sover videre, for det ordner sig nok. Eller også så ordner vi der på mandag... vi skal jo lige i byen og være stive weekenden igennem.
Hvis jeg skal komme med et eksempel, der er lidt lettere at forholde sig til og som sandsynligvis er noget som er genkendeligt for de fleste, så lad os kigge på uddannelse.
Vi nærmer os med hastige skridt eksamenstiden og bare ordet får det til at løbe koldt ned af ryggen på skribenten. De gode gamle dage, hvor man kunne læse pensum op, i forberedelsestimen inden den mundtlige eksamen, er et overstået kapitel, når man går på en videregående uddannelse.
Man kan ej heller medbringe lidt noter, som man har lånt sig til og så håbe på, at den går til de skriftlige eksamener, i hvert fald ikke, hvis man håber på noget, som bare ligger tilnærmelsesvis tæt på et ottetal... det er lige omtrent lige så sandsynlig som, at en dansk superligaklub kvalificerer sig til slutspillet i Champions League.
I starten af semesteret køber vi bøger for tusinde og atter tusinde kroner, og stiller dem på hylden derhjemme, hvor de står uåbnede og ser så fine ud. Fuld af forhåbning starter man med at følge med til forelæsningerne. Man læser det man skal, og det kører på skinner.
Men et eller andet sted imellem torsdagsbaren og byturene i weekenden knækker filmen.
Til at starte med er det et par leksikoner som bliver skippet. Pensum for første semester er til at overskue og man kan indhente det i efterårsferien siger man til sig selv.
Men så kommer der et par byture på tværs, man vender sig om på den anden side og sover et par timer ekstra og pludselig var der gået et halvt år og man er håbløst bagud.
Det nye semester starter op og oveni alt det man er bagud kommer der nye fag, og nyt pensum. Tingene hober sig op i en så stor mængde, at det uoverskueligt.
I stedet for at gribe sig selv om bollerne og gå i gang fra en ende af, tager man i byen og drikker sig stiv. Det skal nok gå det hele. Det plejer det at gøre.
De obligatoriske opgaver bliver løst på et hængende hår, og i horisonten lurer de grumme eksamener.
Med vinteren kommer tit smådepressioner. Kassekreditten får et ekstra indhug til januarudsalget, og man tager på skiferie, hvor man drikker resterne af hjernen væk, således, at et hvert håb om at læse op på pensum forsvinder.
I en ond spiral fortsætter man sin tur nedefter på første klasse. Hver weekend tager man et par trin ned af trappen nærmere dybet, og hver søndag ligger man med tømmermænd og tænker på, at der kun er en uge til næste weekend alt imens man luller sig selv i søvn igen med sætningen: "Det ordner jeg i morgen, jeg har jo også en hel påskeferie, det skal nok gå".
Men et eller andet sted imellem torsdagsbaren og byturene i weekenden knækker filmen.
Til at starte med er det et par leksikoner som bliver skippet. Pensum for første semester er til at overskue og man kan indhente det i efterårsferien siger man til sig selv.
Men så kommer der et par byture på tværs, man vender sig om på den anden side og sover et par timer ekstra og pludselig var der gået et halvt år og man er håbløst bagud.
Det nye semester starter op og oveni alt det man er bagud kommer der nye fag, og nyt pensum. Tingene hober sig op i en så stor mængde, at det uoverskueligt.
I stedet for at gribe sig selv om bollerne og gå i gang fra en ende af, tager man i byen og drikker sig stiv. Det skal nok gå det hele. Det plejer det at gøre.
De obligatoriske opgaver bliver løst på et hængende hår, og i horisonten lurer de grumme eksamener.
Med vinteren kommer tit smådepressioner. Kassekreditten får et ekstra indhug til januarudsalget, og man tager på skiferie, hvor man drikker resterne af hjernen væk, således, at et hvert håb om at læse op på pensum forsvinder.
I en ond spiral fortsætter man sin tur nedefter på første klasse. Hver weekend tager man et par trin ned af trappen nærmere dybet, og hver søndag ligger man med tømmermænd og tænker på, at der kun er en uge til næste weekend alt imens man luller sig selv i søvn igen med sætningen: "Det ordner jeg i morgen, jeg har jo også en hel påskeferie, det skal nok gå".
Er det denne ungdom som skal være med til at forme samfundet, som vi kender det i dag?
Er det virkelig så underligt, at den ældre generation er "fordomsfuld" overfor os unge og siger, at vi er dovne? Det kan være, at der er noget om snakken.
Jeg har i hvert fald tænkt mig at gøre noget ved situationen... i morgen.
Er det virkelig så underligt, at den ældre generation er "fordomsfuld" overfor os unge og siger, at vi er dovne? Det kan være, at der er noget om snakken.
Jeg har i hvert fald tænkt mig at gøre noget ved situationen... i morgen.
