Når man falder
Kærlighed er nu engang svært...
Det bliver ikke en pusse-nusse historie om, hvor smukke hendes øjne er, eller om hvor fantastisk et syn det er, når hendes hår falder ned i hendes øjne på den helt specielle måde. Eller hvordan min krop skælver og mine fødder giver efter, når hun siger mit navn. Nej, det bliver en fortælling om, hvordan jeg engang, ja og stadigvæk kan, miste fuldstændig kontrollen over mine følelser, og falde med mit hjerte halsende efter mig. Dette er en fortælling om kærlighed...
Dem der har haft den fantastiske oplevelse af, at være forelsket, kan sikkert godt relatere en smule til det, jeg skal til at fortælle. Dem som ikke har vil sikkert rynke næse og tænke; 'Sikke en omgang pis', men sandheden er, at jeg føler en smule med dem, som aldrig har oplevet kærlighed på nært hold. For det er den eneste ting her i verden, som er det værste og det bedste på samme tid, og det er netop det, som gør det så unikt.
Pigen i mit liv mødte jeg for fire år siden, og aldrig har mit liv været det samme igen. Hun bor meget langt væk fra mig, og godt det samme. Forstået på den måde, at det tog mig over et år at komme over hende, uden nogensinde at have kysset hende eller ordentlig fortalt, hvad jeg følte for hende. Så derfor er det en vigtig del i min helingsproces, at hun bor et stykke væk fra mig, så jeg kan tænke på noget andet.
Tanken om, at hun ikke er min, er noget af det som kan få mig til at forbande kærligheden, for hvorfor skal den være så svær? Hvorfor kan den ikke være let og ligetil? Ja svaret er jo nok, at hvis kærlighed var let, så ville alle have det, og hvad unikt er der så i det? Men ligeså mange kvaler hun kan give mig, lige så mange smil bringer hun ind i mit liv, for selvom tanken om hende er hård, så er det også det, som får mig til at ville mere. Så man kan egentlig sige, at jeg vil tusinde gange hellere gennemleve hver dag i smerte end at leve en dag uden hende i mine tanker.
Forstå mig dog ret, at jeg har altså været sammen med andre piger i disse fire år, men problemet er, at når hun så engang imellem dukker op i mit liv, så blegner alle andre, og jeg er tilbage til den dag, jeg så hende for første gang. Den dag tiden stod stille, og hvor jeg ville have givet min højre arm for at have blevet i det øjeblik for evigt. Ja, sådan er kærlighed.
Man gør åndssvage ting og ønsker, tror og især håber på, at himlens guder hører ens bønner. Sjovt hvor meget man kan forandre sig i løbet af et øjeblik, og på et splitsekund finde sig selv i at være utro mod sine idealer og standpunkter. Lige lidt hjælper det. Du kan ikke gemme dig for det, du kan ikke spare det op, og du kan bestemt ikke fortælle det, hvordan du vil have det. Kærlighed er uforudsigeligt, så lige i det, du tror, at du er på toppen af verdenen og har styr på det hele, kommer det fra en skyfri himmel og vælter dig ned af bjergets sider.
Så måske en dag vil du, hvis du ikke allerede nikker genkendende til ovennævnte, finde den specielle person, som kan få tiden til at stå stille. Jeg har fundet min og lige meget hvad der end måtte ske, så vil hun på den ene eller anden måde altid være at finde et sted i mit hjerte.
Tango India Lima Mike India November Romeo India Echo...
Dem der har haft den fantastiske oplevelse af, at være forelsket, kan sikkert godt relatere en smule til det, jeg skal til at fortælle. Dem som ikke har vil sikkert rynke næse og tænke; 'Sikke en omgang pis', men sandheden er, at jeg føler en smule med dem, som aldrig har oplevet kærlighed på nært hold. For det er den eneste ting her i verden, som er det værste og det bedste på samme tid, og det er netop det, som gør det så unikt.
Pigen i mit liv mødte jeg for fire år siden, og aldrig har mit liv været det samme igen. Hun bor meget langt væk fra mig, og godt det samme. Forstået på den måde, at det tog mig over et år at komme over hende, uden nogensinde at have kysset hende eller ordentlig fortalt, hvad jeg følte for hende. Så derfor er det en vigtig del i min helingsproces, at hun bor et stykke væk fra mig, så jeg kan tænke på noget andet.
Tanken om, at hun ikke er min, er noget af det som kan få mig til at forbande kærligheden, for hvorfor skal den være så svær? Hvorfor kan den ikke være let og ligetil? Ja svaret er jo nok, at hvis kærlighed var let, så ville alle have det, og hvad unikt er der så i det? Men ligeså mange kvaler hun kan give mig, lige så mange smil bringer hun ind i mit liv, for selvom tanken om hende er hård, så er det også det, som får mig til at ville mere. Så man kan egentlig sige, at jeg vil tusinde gange hellere gennemleve hver dag i smerte end at leve en dag uden hende i mine tanker.
Forstå mig dog ret, at jeg har altså været sammen med andre piger i disse fire år, men problemet er, at når hun så engang imellem dukker op i mit liv, så blegner alle andre, og jeg er tilbage til den dag, jeg så hende for første gang. Den dag tiden stod stille, og hvor jeg ville have givet min højre arm for at have blevet i det øjeblik for evigt. Ja, sådan er kærlighed.
Man gør åndssvage ting og ønsker, tror og især håber på, at himlens guder hører ens bønner. Sjovt hvor meget man kan forandre sig i løbet af et øjeblik, og på et splitsekund finde sig selv i at være utro mod sine idealer og standpunkter. Lige lidt hjælper det. Du kan ikke gemme dig for det, du kan ikke spare det op, og du kan bestemt ikke fortælle det, hvordan du vil have det. Kærlighed er uforudsigeligt, så lige i det, du tror, at du er på toppen af verdenen og har styr på det hele, kommer det fra en skyfri himmel og vælter dig ned af bjergets sider.
Så måske en dag vil du, hvis du ikke allerede nikker genkendende til ovennævnte, finde den specielle person, som kan få tiden til at stå stille. Jeg har fundet min og lige meget hvad der end måtte ske, så vil hun på den ene eller anden måde altid være at finde et sted i mit hjerte.
Tango India Lima Mike India November Romeo India Echo...
