Når korthuset vælter
Hvorfor skete det og hvordan?
Alting har været godt, rigtig godt. Så godt, at livet nærmest ikke kunne blive bedre. Jeg har en kone, jeg elsker, en familie, der står med begge ben på jorden og lever i bedste velgående. Min fritid bliver brugt på sport, hjælpe venner med forskellige projekter og starte et lille firma med en rigtig god kammerat, kort sagt: Det går godt, rigtig godt.
Arbejdet skulle egentlig bare være en vikarstilling hos en større dansk virksomhed i deres kundeservice, den var tidsbegrænset til et halvt år, men på grund af interesse og lyst blev jeg tilbudt fastansættelse og jeg sagde ja tak. Dog kunne dette først ske, når min vikartid var udløbet.
Glad var jeg, da jeg vendte hjem til min livsledsager i Valby og fortalte de gode nyheder. Det var ikke nok med fastansættelse; jeg skulle også være med til at stå for firmaet udvidelse på fibernetområdet - jo jo, glæden var stor i Valby.
Samtidig flød artiklerne og opgaverne til Connery.dk i en lind strøm. Jeg havde styr på mine skriverier og var på et tidspunkt både på Aniston og Connery med artikler. Vi arrangerede fest og hyggede generelt i skribentstaben.
Opgaverne var måske lige i overkanten, men søgen efter accept og lysten til at gøre en forskel gjorde, at jeg påtog mig alle dem der kunne. Jeg nød det og forklarede derhjemme og til vennerne, at dette bare var en overgangsfase, jeg lige skulle igennem.
En torsdag hvor jeg mødte ind på arbejde et kvarter før tid skulle jeg som sædvanlig lige se om administratorfunktion krævede noget af mig på siden, men alt var som det skulle være. Der var blevet startet en tråd med sjove navne, eller også startede jeg den selv.
Lidt skriverier frem og tilbage om at arbejde i et kundecenter. Der er sgu mange sjove navne der ringer ind på sådan en torsdag. Min fejl lå bare den torsdag i, at det ikke er alle, der selv synes, at det er hysterisk morsomt at hedde det ene eller det andet. Jeg postede nemlig nogle af vores kunders navne.
Jeg syntes selv, det var forholdsvis morsomt, men nogle af vores brugere mente ikke det samme, så de var så venlige at sende hele indholdet til min chef og så blev jeg bortvist. Det var selvfølgelig min egen fejl, men hold da kæft, hvor var det bittert at mærke, at det man lagde allermest af sin fritid i, blev brugt imod en.
Tilbage på jobmarkedet, opgaverne begyndte at blive for mange. Jeg lovede og lovede og holdt ingenting. Var stor i slaget, i byen, derhjemme og alle andre steder - man er vel en verdensmand, drengerøv og så videre. Nyt job, nye udfordringer, alt for mange udfordringer.
Jeg fik et superfedt job, jeg til enhver tid ville have nydt, hvis ikke det var, fordi der lå et brev, da jeg kom hjem fra ferie med besked om, at de ikke kunne udbetale min løn næste måned. Det ledte til flere tanker, tanker jeg holdt for mig selv. Tanker jeg ikke delte, det skabte splittelse blandt mine venner, altså folk, som stolede på mig og troede på det stykke arbejde jeg skulle ligge for dagen for dem. Denne sindstilstand, hvor tingene bare tog til og jeg gjorde alting halvt skabte flere nederlag og var skyld i, at jeg svigtede næsten alle steder, hvor der svigtes kunne.
Oven i det fik min mor foretaget en større operation og min farmor blev indlagt med en blodprop og så væltede korthuset. Jeg brugte dage på sofaen, jeg har bare siddet der og lavet ingenting, mens det hele voksede indeni mig og hvor kigger man hen, når hver gang man ser to øjne er det nogle man før eller siden har svigtet? Jeg troede aldrig, jeg skulle herned og vende. Dernede hvor det ikke engang giver ekko når man tuder.
Lidt skriverier frem og tilbage om at arbejde i et kundecenter. Der er sgu mange sjove navne der ringer ind på sådan en torsdag. Min fejl lå bare den torsdag i, at det ikke er alle, der selv synes, at det er hysterisk morsomt at hedde det ene eller det andet. Jeg postede nemlig nogle af vores kunders navne.
Jeg syntes selv, det var forholdsvis morsomt, men nogle af vores brugere mente ikke det samme, så de var så venlige at sende hele indholdet til min chef og så blev jeg bortvist. Det var selvfølgelig min egen fejl, men hold da kæft, hvor var det bittert at mærke, at det man lagde allermest af sin fritid i, blev brugt imod en.
Tilbage på jobmarkedet, opgaverne begyndte at blive for mange. Jeg lovede og lovede og holdt ingenting. Var stor i slaget, i byen, derhjemme og alle andre steder - man er vel en verdensmand, drengerøv og så videre. Nyt job, nye udfordringer, alt for mange udfordringer.
Jeg fik et superfedt job, jeg til enhver tid ville have nydt, hvis ikke det var, fordi der lå et brev, da jeg kom hjem fra ferie med besked om, at de ikke kunne udbetale min løn næste måned. Det ledte til flere tanker, tanker jeg holdt for mig selv. Tanker jeg ikke delte, det skabte splittelse blandt mine venner, altså folk, som stolede på mig og troede på det stykke arbejde jeg skulle ligge for dagen for dem. Denne sindstilstand, hvor tingene bare tog til og jeg gjorde alting halvt skabte flere nederlag og var skyld i, at jeg svigtede næsten alle steder, hvor der svigtes kunne.
Oven i det fik min mor foretaget en større operation og min farmor blev indlagt med en blodprop og så væltede korthuset. Jeg brugte dage på sofaen, jeg har bare siddet der og lavet ingenting, mens det hele voksede indeni mig og hvor kigger man hen, når hver gang man ser to øjne er det nogle man før eller siden har svigtet? Jeg troede aldrig, jeg skulle herned og vende. Dernede hvor det ikke engang giver ekko når man tuder.
Hvad er en mulighed når man ikke griber den?
Hvad er det der driver den?
Hvorfor er den så latterlig nær
Giver en følelse mærkelig og sær
En følelse af livet der danser i stampe
I kreds, i ring, uden formål - i krampe
En verden af mulighederne altid er åben
Muligheden har været der lige siden dåben
Men hvad skal jeg gøre når jeg nu ikke kan?
Fyret, fallit, ikke en mand
Har fået et slag på mit selvværd og stolthed
Er kold når talentet i fortid var skoldhed
Muligheden har altid været i vejen
Som et skib der aldrig lå stille ved kajen
Jeg troede jeg havde den her i min hånd
Men pist var den væk, hvor var det bånd
Der knyttede mig tæt til karriere og ære
Hvad gør man præcis når man ikke vil lære
Ikke vil udnytte det som der rækker
Men hellere kigge i berømmelsens sprækker
Mulighed dit svin jeg tog dig for givet
Måske er du væk? Hvad nu med livet?
Al dette er selvfølgelig ikke sket henover natten, men der har været utallige timers gloen på hvid væg og sidden alene, mens tankerne bare tordnede rundt i hovedet på en. Hvordan skulle regningerne blive betalt og hvad med de og de venner. Jeg har ikke skrevet dette for at få medlidenhed eller en milliard gode råd. Bare for at forklare og fordi det her er min terapi - skriveriet.
Jeg har heller ikke nogen gode råd til, hvordan man undgår at nå ned på bunden, jeg kan kun sige, at man springer selv og det foregik i mit tilfælde med lukkede øjne og en imponerende omgang facade og benægtelse. Men heldigvis bliver man klogere af sådan en omgang, eller rettere, jeg er blevet klogere.
Klogere på mig selv og mine begrænsninger. Men vigtigst af alt klogere på mine venner, familie og min kone. Hun har været der hele tiden, lagt øre til urimeligt dårlige argumenter, været tålmodig, trøstet og alt det, som skulle på det helt rigtige tidspunkt.
Vennerne har løftet i flok. Nogle er flygtet, nogle har begrænset mine muligheder, men langt de fleste har accepteret det. Selv min efterhånden rigtig gode ven. Jeg smadrede vores fællesdrøm med min inaktivitet, men du er stadig V.I.P. og du ved hvem du er. Det var min historie, hvad er din?
Hvad er det der driver den?
Hvorfor er den så latterlig nær
Giver en følelse mærkelig og sær
En følelse af livet der danser i stampe
I kreds, i ring, uden formål - i krampe
En verden af mulighederne altid er åben
Muligheden har været der lige siden dåben
Men hvad skal jeg gøre når jeg nu ikke kan?
Fyret, fallit, ikke en mand
Har fået et slag på mit selvværd og stolthed
Er kold når talentet i fortid var skoldhed
Muligheden har altid været i vejen
Som et skib der aldrig lå stille ved kajen
Jeg troede jeg havde den her i min hånd
Men pist var den væk, hvor var det bånd
Der knyttede mig tæt til karriere og ære
Hvad gør man præcis når man ikke vil lære
Ikke vil udnytte det som der rækker
Men hellere kigge i berømmelsens sprækker
Mulighed dit svin jeg tog dig for givet
Måske er du væk? Hvad nu med livet?
Al dette er selvfølgelig ikke sket henover natten, men der har været utallige timers gloen på hvid væg og sidden alene, mens tankerne bare tordnede rundt i hovedet på en. Hvordan skulle regningerne blive betalt og hvad med de og de venner. Jeg har ikke skrevet dette for at få medlidenhed eller en milliard gode råd. Bare for at forklare og fordi det her er min terapi - skriveriet.
Jeg har heller ikke nogen gode råd til, hvordan man undgår at nå ned på bunden, jeg kan kun sige, at man springer selv og det foregik i mit tilfælde med lukkede øjne og en imponerende omgang facade og benægtelse. Men heldigvis bliver man klogere af sådan en omgang, eller rettere, jeg er blevet klogere.
Klogere på mig selv og mine begrænsninger. Men vigtigst af alt klogere på mine venner, familie og min kone. Hun har været der hele tiden, lagt øre til urimeligt dårlige argumenter, været tålmodig, trøstet og alt det, som skulle på det helt rigtige tidspunkt.
Vennerne har løftet i flok. Nogle er flygtet, nogle har begrænset mine muligheder, men langt de fleste har accepteret det. Selv min efterhånden rigtig gode ven. Jeg smadrede vores fællesdrøm med min inaktivitet, men du er stadig V.I.P. og du ved hvem du er. Det var min historie, hvad er din?
