Når hverdagen slår igen
Der er vel grænser for, hvor meget man kan ha' i sit hovede...?
Tømmermænd kender vi alle forklaringen på. Det er noget med en umådeholdt indtagelse af væske dagen før, at tørsten rigtig indtræffer. En klog mand sagde en gang, at den følelse man har i kraniet, når man har tømmermænd, er samme følelse, som når man er ved at dø af tørst - med andre ord, så vil det at dø af tørst, som følge af dehydrering, føles som dagen efter den fedeste bytur nogensinde...
Sygdom i familen der i mod. Det er en faktor man slet ikke kan forholde sig til, eller forsvare sig i mod, for uanset hvor meget man tror man kan klare, så gør det sgu nas, når man får at vide, at ens 60-årige onkel render rundt i Kokkedal med kræft. En uppercut fra hverdagen og Pallisgaard er en smule rystet. Vi står ikke hinanden nært i min famile, en ting jeg virkelig hader og fordømmer, men sådan er Le Pallisgaards.
Manglen på nærhed betyder dog ikke, at vi en en flok følelseskolde in
Kræft - det moderne menneskes forbandelse. Kræften har taget min Morfar, min Mormor og fire gange forsøgt, at tage min mor fra mig, men ukrudt forgår sgu ikke så let. Hun render stadig rundt i Ryomgaard og passer hus mm. Det at kræft har været så tæt på så mange gange, får tankerne hen omkring risikoen for, at jeg selv er genetisk belastet med de sataner.
Jeg vil sgu ikke dø af kræft. Min død skal være smuk, fredelig og gerne i mine nærmestes selskab...
..hvis da ikke jobbet tager livet af mig først. Mit hjerte banker med en hvilepuls på ca 80 slag (plejer at ligge omkring 60-65), jeg tænker på arbejde når jeg står op, når jeg har frokost pause, når jeg skal i seng og i det hele taget når jeg skal tænke. Hvornår lærer jeg at slappe af?
Her er det så, at tømmermænd kommer ind, for de er fremragende stressbekæmpere - eller er de? For med tømmermænd udsyder man vel egentlig kun dagens opgaver til dagen efter. Jeg havde den udsøgte fornøjelse, at drikke mig stiv i gode venners selskab, på en gudsforladt "lille-torsdag".
Fadøl, whiskeyshots, mere fadøl, nye shots og livligt fortalte historier om sprængning af 16 kg. dynamit, en halmballe, en 200 ltr dieseltank og andet godt, der serieforbindes på en måde, så man kan sprænge hele lortet med batteriet fra en mobiltelefon. Og hvem siger man skal være af anden religiøs overbevisning, for at sprænge ting i luften?
Årsagen til denne famøse "lille-torsdag" var en både skræmmende og overvældende ny status som single. Som Neua siger: "Livet er ikke en sprint - livet er en marathon!". Jeg håber jeg er i form og ikke møder muren med det samme, men jeg ved der lys forude.
Sygdom i familen der i mod. Det er en faktor man slet ikke kan forholde sig til, eller forsvare sig i mod, for uanset hvor meget man tror man kan klare, så gør det sgu nas, når man får at vide, at ens 60-årige onkel render rundt i Kokkedal med kræft. En uppercut fra hverdagen og Pallisgaard er en smule rystet. Vi står ikke hinanden nært i min famile, en ting jeg virkelig hader og fordømmer, men sådan er Le Pallisgaards.
Manglen på nærhed betyder dog ikke, at vi en en flok følelseskolde in
Kræft - det moderne menneskes forbandelse. Kræften har taget min Morfar, min Mormor og fire gange forsøgt, at tage min mor fra mig, men ukrudt forgår sgu ikke så let. Hun render stadig rundt i Ryomgaard og passer hus mm. Det at kræft har været så tæt på så mange gange, får tankerne hen omkring risikoen for, at jeg selv er genetisk belastet med de sataner.
Jeg vil sgu ikke dø af kræft. Min død skal være smuk, fredelig og gerne i mine nærmestes selskab...
..hvis da ikke jobbet tager livet af mig først. Mit hjerte banker med en hvilepuls på ca 80 slag (plejer at ligge omkring 60-65), jeg tænker på arbejde når jeg står op, når jeg har frokost pause, når jeg skal i seng og i det hele taget når jeg skal tænke. Hvornår lærer jeg at slappe af?
Her er det så, at tømmermænd kommer ind, for de er fremragende stressbekæmpere - eller er de? For med tømmermænd udsyder man vel egentlig kun dagens opgaver til dagen efter. Jeg havde den udsøgte fornøjelse, at drikke mig stiv i gode venners selskab, på en gudsforladt "lille-torsdag".
Fadøl, whiskeyshots, mere fadøl, nye shots og livligt fortalte historier om sprængning af 16 kg. dynamit, en halmballe, en 200 ltr dieseltank og andet godt, der serieforbindes på en måde, så man kan sprænge hele lortet med batteriet fra en mobiltelefon. Og hvem siger man skal være af anden religiøs overbevisning, for at sprænge ting i luften?
Årsagen til denne famøse "lille-torsdag" var en både skræmmende og overvældende ny status som single. Som Neua siger: "Livet er ikke en sprint - livet er en marathon!". Jeg håber jeg er i form og ikke møder muren med det samme, men jeg ved der lys forude.
