Når din verden falder sammen

Det næste i vil læse er ikke nemt for mig at skrive men det ville ikke være en tilfredsstillelse for mig hvis jeg ikke er hudløs ærlig, så med andre ord i får en artikel hvor jeg bærer følelserne uden på tøjet.
 
I januar flyttede jeg hertil fra Jylland, fordi jeg elsker København og gerne ville væk fra det provinshul jeg følte mig fanget i. Det hele skete lidt fra den ene dag til den anden og var ekstatisk over at jeg endelig skulle flytte hjemmefra. 
 
Faktisk på dagen efter jeg ankom til København fik jeg et job i et salgsbureau, og jeg vidste intet om salg men det skulle hurtigt vise sig at jeg rent faktisk var god til det. Så fra dagen jeg flyttede, til dagen for en måned siden hvor det hele gik galt, lavede jeg stort set ikke andet end at møde nye mennesker og dedikere mig selv til mit nye job.
 
Så skete det. For en måned siden kollapsede min virkelighed og jeg vågnede op til en meningsløs verden, hvor jeg ikke kunne finde hverken glæde eller vrede. Det hele var en kulmination af mange ting. Mit arbejde som jeg var fuldstændig opslugt i, hjemve, mangel på motivation til at lave noget udover at smide mig på sofaen, men det som nok gjorde udslaget var, at jeg fik at vide at min far havde fået en depression. Så føler man sig pludselig MEGET langt væk hjemmefra.
 
Det eneste jeg ville var bare at rejse hjem og være hos min far, selvom han sagde at min søster og jeg skulle koncentrere os om vores egen liv og at han nok skulle klare den. Jeg valgte i stedet for, at begrave mig i arbejdet og lukke alt andet ude og den illusion om at alting var som det altid havde været, blev mere og mere dominerende.
 
Min hverdag blev efterhånden ligegyldig, meningsløs ligefrem. Jeg stod op, gik på arbejde, kom hjem og gik i seng. Som dagene gik mistede jeg min sidste livline, lysten til at arbejde.
 
Det hele sluttede af med et sammenbrud mit på min arbejdsplads og jeg meldte mig syg og rejste endelig hjem til mine forældre til en tiltrængt rekreation.

Jeg fik det faktisk endnu værre de første dage jeg var hjemme fordi, at jeg endnu ikke havde fortalt dem at jeg havde ramt et hul, og jeg ville jo ikke bringe problemer med hjem nu hvor det var min far som jeg ville koncentrere mig om.

Til sidst måtte jeg jo erkende overfor dem hvorfor jeg pludselig dukkede op på dørtrinnet og fik en af de mest intensive samtaler jeg nogensinde har haft med mine forældre. Jeg tilbragte næsten en hel måned hjemme hos de gamle, hvor mit humør endelig begyndte at vende ilbage. Den form for tryghed som man finder hjemme i sine vante rammer kan simpelthen ikke købes for penge.
 
Gennem denne depression har jeg haft tid til at tage en masse ting op til revurdering omkring mig selv som person, men den har også givet mig et andet aspekt på livet i sin enkelthed. For det er lige netop det, det er, enkelt. Hvis man kan finde modet til at sluge sin stolthed og bede om hjælp kan disse ting forhindres, eller de kan i hvert fald bremses og bearbejdes.

Hvis jeg blot havde stoppet op og sat tempoet lidt ned, så jeg havde jeg nok fundet den nødvendige tid som jeg skulle bruge for at bearbejde alle de nye indtryk som jeg fik da jeg flyttede til København. Det jeg glemte var, at jeg flyttede faktisk fra min gamle hverdag, som jeg havde kendt hele mit liv og at jeg pludselig befandt mig i en hel ny verden, hvor alting skulle bygges op igen.
 
Jeg er nu tilbage efter min depression, stadig vaklende på mine ben men jeg bevæger mig bestemt i den rigtige retning. Dette har været en dyr lektie for mig at lære og det har sat mig meget tilbage i hvad jeg egentlig gik og troede jeg vidste om livet. Hjælpen er åbenbart lige om hjørnet, men man får den ikke hvis man ikke spørger.
 
Dette er min historie. Den er sikkert ikke unik men den er min.
 
Til sidst vil jeg gerne sige tak til Pallisgaard som ikke gav mig sparket men troede på at jeg nok skulle komme tilbage.     

Tak til Neua fordi han støttede mig igennem det hele og tjekkede op på mig engang imellem.
 
Tak til Mia (Myren) fra Aniston.dk fordi hun fodrede læserne med babes i mit fravær.