Myternes løb
Tour de France er lige dele hård, kynisk forretning og drømmende mytologisk passion.
Det brand, som Tour de France udgør, har en genkendelse på 96 % i selve Frankrig og kun 6 % mindre kender til det i resten af Europa. Disse tal er højere end for nogen anden sportsbegivenhed i Europa.
Tour de France er en moderne mytologisk begivenhed, hvor rytterne indtager dramaets hovedscene. I modsætning til alle andre store sportsgrene, gælder det ikke kun om at vinde. Der er kun en håndfuld ryttere, som har en chance for at vinde den samlede stilling, og derfor tager de små historier -løbet i løbet- langt mere opmærksomhed.
Måske er dette årsagen til, at Tour de France er verdens største årligt tilbagevendende mediebegivenhed. De eneste sportsbegivenheder, der modtager større opmærksomhed, er de Olympiske Lege og verdensmesterskabet i fodbold.
Hvert år står 15 millioner mennesker, og dertil kommer to milliarder mennesker, som ser løbet på tv.Rent billedæstetisk er Tour de France det bedste tv-producerede løb, der findes. Intet andet tre-ugers cykelløb kan konkurrere med Touren i billedskønne omgivelser og sublim tv-produktion.
Det store cirkus
Tour de France er et gigantisk moderne cirkus af helt uoverskuelige proportioner, der hver eneste dag rykker teltpælene op og flytter til en ny by. Selve organisationen bag løbet optager 1200 hotelværelser hver dag. Dertil kommer journalister, handlende uden direkte tilknytning til organisationen, medrejsende tilskuere, og, selvfølgelig, rytterne, som alt i alt mangedobler det antal af mennesker, der følger med karavanen rundt. Det er en stor Roskilde-festival dedikeret til cykling, som hver aften besøger en ny by.
I fodsporene af de mange mennesker følger selvfølgelig også en masse penge, og derfor er moderne myter også bygget op omkring kapital-interesser. Det er nemt at forstå, hvorfor så mange franske provinsbyer lægger så meget arbejde i at få løbet til at lægge ruten forbi deres by. En etapeafslutning er i højeste kurs, men mindre kan også gøre det. En etapestart er ønskelig, men er stadig for dyr for visse byer til at betale, så derfor må nogle nøjes med, at få ruten lagt forbi deres by.
Det kan være dyrt, men for mange byer er det alt sliddet værd bare for at få lov til at se små 200 lycra-beklædte mænd med barberede ben trille igennem byen med hastigheder, der til tider kan nærme sig 50 km/t. I visse byer tager det højest et par minutter, men de minutter har i visse tilfælde været på tegnebordet i årevis.
Amaury-organisationen, som arrangerer Tour de France, offentliggør hvert år i oktober ruten til det kommende års løb ved et stort galla i Paris. På det tidspunkt har man gerne ligget i forhandling med visse byer i over et år. Bjarne Riis' hjemby Herning begyndte allerede i 1998 at diskutere med Tour-societetet at få en prolog eller muligvis en etapestart til byen. Men indtil videre fortsætter forhandlingerne.
Tour de France er en moderne mytologisk begivenhed, hvor rytterne indtager dramaets hovedscene. I modsætning til alle andre store sportsgrene, gælder det ikke kun om at vinde. Der er kun en håndfuld ryttere, som har en chance for at vinde den samlede stilling, og derfor tager de små historier -løbet i løbet- langt mere opmærksomhed.
Måske er dette årsagen til, at Tour de France er verdens største årligt tilbagevendende mediebegivenhed. De eneste sportsbegivenheder, der modtager større opmærksomhed, er de Olympiske Lege og verdensmesterskabet i fodbold.
Hvert år står 15 millioner mennesker, og dertil kommer to milliarder mennesker, som ser løbet på tv.Rent billedæstetisk er Tour de France det bedste tv-producerede løb, der findes. Intet andet tre-ugers cykelløb kan konkurrere med Touren i billedskønne omgivelser og sublim tv-produktion.
Det store cirkus
Tour de France er et gigantisk moderne cirkus af helt uoverskuelige proportioner, der hver eneste dag rykker teltpælene op og flytter til en ny by. Selve organisationen bag løbet optager 1200 hotelværelser hver dag. Dertil kommer journalister, handlende uden direkte tilknytning til organisationen, medrejsende tilskuere, og, selvfølgelig, rytterne, som alt i alt mangedobler det antal af mennesker, der følger med karavanen rundt. Det er en stor Roskilde-festival dedikeret til cykling, som hver aften besøger en ny by.
I fodsporene af de mange mennesker følger selvfølgelig også en masse penge, og derfor er moderne myter også bygget op omkring kapital-interesser. Det er nemt at forstå, hvorfor så mange franske provinsbyer lægger så meget arbejde i at få løbet til at lægge ruten forbi deres by. En etapeafslutning er i højeste kurs, men mindre kan også gøre det. En etapestart er ønskelig, men er stadig for dyr for visse byer til at betale, så derfor må nogle nøjes med, at få ruten lagt forbi deres by.
Det kan være dyrt, men for mange byer er det alt sliddet værd bare for at få lov til at se små 200 lycra-beklædte mænd med barberede ben trille igennem byen med hastigheder, der til tider kan nærme sig 50 km/t. I visse byer tager det højest et par minutter, men de minutter har i visse tilfælde været på tegnebordet i årevis.
Amaury-organisationen, som arrangerer Tour de France, offentliggør hvert år i oktober ruten til det kommende års løb ved et stort galla i Paris. På det tidspunkt har man gerne ligget i forhandling med visse byer i over et år. Bjarne Riis' hjemby Herning begyndte allerede i 1998 at diskutere med Tour-societetet at få en prolog eller muligvis en etapestart til byen. Men indtil videre fortsætter forhandlingerne.
Italiensk for begyndere
Der havde længe været spekulationer om, at Armstrong skulle have kørt Giro d'Italia tidligere på året, men det blev ikke til noget. Han havde ellers selv sagt i flere interviews, at Giro'en var et af de løb, han godt kunne tænke sig at prøve at køre, inden han trak sig tilbage.
Under sidste års udgave af den italienske rundtur, dukkede der da også rygter op om, at Armstrong var taget til Italien og havde trænet på dele af ruten til 19. etape af det års løb. Uden sit [daværende holds] U.S.Postal-tøj kunne han træne uden at blive genkendt.
Det, han kunne se den dag på Passo della Pressolano, ville være nok til at skræmme hvem som helst fra nogensinde at vende tilbage. Det var det værste, en cyklist kunne forestille sig, og det burde være nok til hæve et øjenbryn eller to selv hos en mand, der har overvundet kræft.
Italien ser sig selv som hjertet og fødestedet af cykelsporten, men da de første 20 ryttere var kommet over stregen, begyndte tilskuerne bare at vade ud på vejen, som om det hele var slut. De mere end hundrede ryttere, der stadig kørte etapen og kæmpede for at komme i mål indenfor tidsgrænsen, blev nødt til at kæmpe sig igennem hvad der kun kan beskrives som en gågade. Det var et organisatorisk mareridt, som udstillede alle de onde rygter, der har været om løbet i hele dets levetid.
Sådan noget ville aldrig ske noget andet sted eller i nogen anden sport. Prøv at tænk, hvad der ville ske, hvis nogle tilskuere til en kamp i SAS-ligaen besluttede, at de ikke gad at blive for at se hjemmeholdet tabe, og derfor ville skynde sig ud og nå bilerne før andre, men på vej ud vandrede de lige over fodboldbanen, fordi det var kortere. Det er ikke svært at forestille sig, hvad hvilke formiddagsaviser kunne få ud af det.
Ligesom lort tiltrækker fluer..
Selvølgelig har Armstrongs jerngreb om Touren ført til, at der har været spredte og skjulte anklager mod ham om brug af præstationsfremmende midler. Alt andet ville være utænkeligt; man kan ikke vinde verdens hårdeste sportsbegivenhed 6 år i træk i en sportsgren, der er præget af præstationsfremmende midler og innuendo, og så regne med at vandre derfra uden skyggen af mistanke på sig.
Men når det så er sagt, så er det -trods mange års ihærdig indsats af det franske politi- ikke lykkedes at finde nogen substanielle beviser med Texaneren. I fjor udgav den franske journalist Pierre Ballester i samarbejde med David Welsh bogen "L.A. Confidential", der var endnu en bogudgivelse i rækken om cykelsport, der er fyldt med injurier og pseudo-anklager á la "rytteren bor i samme by som den dopingmistænke læge xxxxx, og her ses et billede fra en børnefødselsdag, hvor man kan se de to tale sammen". For at dæmpe den offentlige vrede har det franske retsvæsen så igangsat endnu en undersøgelse af Armstrong, som stadig er under behandling.
Mistankerne har hængt ved siden år 2000, hvor Lance vandt sin anden Tour-sejr, men indtil videre, er det aldrig lykkedes at komme med afgørende beviser eller bare mistænkelige fakta mod manden. Hovedpersonen siger selv "I'll take any test, any time, anywhere".
Der havde længe været spekulationer om, at Armstrong skulle have kørt Giro d'Italia tidligere på året, men det blev ikke til noget. Han havde ellers selv sagt i flere interviews, at Giro'en var et af de løb, han godt kunne tænke sig at prøve at køre, inden han trak sig tilbage.
Under sidste års udgave af den italienske rundtur, dukkede der da også rygter op om, at Armstrong var taget til Italien og havde trænet på dele af ruten til 19. etape af det års løb. Uden sit [daværende holds] U.S.Postal-tøj kunne han træne uden at blive genkendt.
Det, han kunne se den dag på Passo della Pressolano, ville være nok til at skræmme hvem som helst fra nogensinde at vende tilbage. Det var det værste, en cyklist kunne forestille sig, og det burde være nok til hæve et øjenbryn eller to selv hos en mand, der har overvundet kræft.
Italien ser sig selv som hjertet og fødestedet af cykelsporten, men da de første 20 ryttere var kommet over stregen, begyndte tilskuerne bare at vade ud på vejen, som om det hele var slut. De mere end hundrede ryttere, der stadig kørte etapen og kæmpede for at komme i mål indenfor tidsgrænsen, blev nødt til at kæmpe sig igennem hvad der kun kan beskrives som en gågade. Det var et organisatorisk mareridt, som udstillede alle de onde rygter, der har været om løbet i hele dets levetid.
Sådan noget ville aldrig ske noget andet sted eller i nogen anden sport. Prøv at tænk, hvad der ville ske, hvis nogle tilskuere til en kamp i SAS-ligaen besluttede, at de ikke gad at blive for at se hjemmeholdet tabe, og derfor ville skynde sig ud og nå bilerne før andre, men på vej ud vandrede de lige over fodboldbanen, fordi det var kortere. Det er ikke svært at forestille sig, hvad hvilke formiddagsaviser kunne få ud af det.
Ligesom lort tiltrækker fluer..
Selvølgelig har Armstrongs jerngreb om Touren ført til, at der har været spredte og skjulte anklager mod ham om brug af præstationsfremmende midler. Alt andet ville være utænkeligt; man kan ikke vinde verdens hårdeste sportsbegivenhed 6 år i træk i en sportsgren, der er præget af præstationsfremmende midler og innuendo, og så regne med at vandre derfra uden skyggen af mistanke på sig.
Men når det så er sagt, så er det -trods mange års ihærdig indsats af det franske politi- ikke lykkedes at finde nogen substanielle beviser med Texaneren. I fjor udgav den franske journalist Pierre Ballester i samarbejde med David Welsh bogen "L.A. Confidential", der var endnu en bogudgivelse i rækken om cykelsport, der er fyldt med injurier og pseudo-anklager á la "rytteren bor i samme by som den dopingmistænke læge xxxxx, og her ses et billede fra en børnefødselsdag, hvor man kan se de to tale sammen". For at dæmpe den offentlige vrede har det franske retsvæsen så igangsat endnu en undersøgelse af Armstrong, som stadig er under behandling.
Mistankerne har hængt ved siden år 2000, hvor Lance vandt sin anden Tour-sejr, men indtil videre, er det aldrig lykkedes at komme med afgørende beviser eller bare mistænkelige fakta mod manden. Hovedpersonen siger selv "I'll take any test, any time, anywhere".
Den største - nogensinde
I år går Lance Armstrong efter den syvende Tour de France-sejr, og mange mener, at en mulig sejr endegyldigt vil slå hans navn fast som den største cykelrytter nogensinde. Store ryttere som Bernard Hinault og Eddy Merckx, der betragtes som ikonerne indenfor sporten, vandt aldrig mere end 5 Tour-sejre hver, og indtil Armstrong kørte ind på scenen, var det blevet et alment accepteret fænomen i cykelsporten, at den menneskelige krop bliver udsat for så stor fysisk udmattelse ved at vinde et Tour de France, så det ikke kan lade sig gøre at vinde mere end 5 Tour de France-sejre. Det var i hvertfald den forklaring, man brugte for Merckx, Hinault, Jacques Anquetil og Miguel Indurain, der alle kun nåede 5.
Hemmeligheden bag Armstrongs domination af Tour de France har selvfølgelig været, at han ene og alene har fokuseret på det løb. Indurain, som var den sidste før ham til at vinde 5 Tour-sejre, vandt også Giro d'Italia 2 gange i den samme tid, hvor han dominerede Tour de France.
Men det er ikke muligt at sammenligne disse ting. Eddy Merckx vandt måske 10 store tre-ugers etapeløb (udover Tour de France 5 gange, vandt han Giro d'Italia 4 gange og Vuelta a España 1 gang), men det var en anden tid. Verden var anderledes, cykelsporten var anderledes, holdtaktikker i cykling har forandret sig drastisk og medieopmærksomheden omkring sport er mangedoblet siden dengang.
Hvis man bare tager dagens cykelsport, så er det meget svært at sammenligne med, da Armstrong begyndte at cykle i de tidlige halvfemsere, så hvorfor overhovedet sammenligne ham med ryttere, der kørte længe før han selv fik taget støttehjulet af trehjuleren?
Den store afslutning
Men det er også det, der er det fascinerende ved cykelløbet. Der er noget ubestemmeligt over det, selvom man i moderne tid efter amerikansk forbillede mere og mere har indført statistiske data og tidtagning på opkørsler af de enkelte bjerge, så man kan sammenligne ryttere i usammenlignelige situationer, så kan man alligevel aldrig sammenligne det helt.
Der svæver en aura over det, som på mange måder er indbegrebet af myter. Hvis der er noget, Tour de France elsker, så er det løbets egne myter. Og der ville ikke kunne findes nogen mere storslået afslutning til myten om den Texanske cowboy, der rullede igennem Frankrig på sin jernhest, end ved at lade ham vinde en hidtil uset syvende sejr, før han rider ud i solnedgangen.
I år går Lance Armstrong efter den syvende Tour de France-sejr, og mange mener, at en mulig sejr endegyldigt vil slå hans navn fast som den største cykelrytter nogensinde. Store ryttere som Bernard Hinault og Eddy Merckx, der betragtes som ikonerne indenfor sporten, vandt aldrig mere end 5 Tour-sejre hver, og indtil Armstrong kørte ind på scenen, var det blevet et alment accepteret fænomen i cykelsporten, at den menneskelige krop bliver udsat for så stor fysisk udmattelse ved at vinde et Tour de France, så det ikke kan lade sig gøre at vinde mere end 5 Tour de France-sejre. Det var i hvertfald den forklaring, man brugte for Merckx, Hinault, Jacques Anquetil og Miguel Indurain, der alle kun nåede 5.
Hemmeligheden bag Armstrongs domination af Tour de France har selvfølgelig været, at han ene og alene har fokuseret på det løb. Indurain, som var den sidste før ham til at vinde 5 Tour-sejre, vandt også Giro d'Italia 2 gange i den samme tid, hvor han dominerede Tour de France.
Men det er ikke muligt at sammenligne disse ting. Eddy Merckx vandt måske 10 store tre-ugers etapeløb (udover Tour de France 5 gange, vandt han Giro d'Italia 4 gange og Vuelta a España 1 gang), men det var en anden tid. Verden var anderledes, cykelsporten var anderledes, holdtaktikker i cykling har forandret sig drastisk og medieopmærksomheden omkring sport er mangedoblet siden dengang.
Hvis man bare tager dagens cykelsport, så er det meget svært at sammenligne med, da Armstrong begyndte at cykle i de tidlige halvfemsere, så hvorfor overhovedet sammenligne ham med ryttere, der kørte længe før han selv fik taget støttehjulet af trehjuleren?
Den store afslutning
Men det er også det, der er det fascinerende ved cykelløbet. Der er noget ubestemmeligt over det, selvom man i moderne tid efter amerikansk forbillede mere og mere har indført statistiske data og tidtagning på opkørsler af de enkelte bjerge, så man kan sammenligne ryttere i usammenlignelige situationer, så kan man alligevel aldrig sammenligne det helt.
Der svæver en aura over det, som på mange måder er indbegrebet af myter. Hvis der er noget, Tour de France elsker, så er det løbets egne myter. Og der ville ikke kunne findes nogen mere storslået afslutning til myten om den Texanske cowboy, der rullede igennem Frankrig på sin jernhest, end ved at lade ham vinde en hidtil uset syvende sejr, før han rider ud i solnedgangen.
