Mobil
Musikpakke fra Nokia
Nokia tilbyder musikpakke til din Nokia-mobil. Pakken indeholder almindelige høretelefoner fra Koss, hukommelseskort på 512 MB, lydadapter og kabel til overførsel af MP3-filer.
En undersøgelse foretaget af Gallup, på vegne af Nokia, afslører at langt størstedelen af unge mellem 15 og 24 år ser MP3 som en vigtig eller meget vigtig funktion, når de skal ud og købe ny mobiltelefon.
Dette har Nokia forstået og ønsker at være den førende leverandør af musikmobiler. De har i deres seneste mobiler, heriblandt N91 og 6230i, lagt stor vægt på at samle avanceret mobilteknologi og kraftig musikafspiller i en og samme enhed.
Som et led i denne satsning, har de lavet en musikpakke som indeholder solide høretelefoner fra Koss, kabel til overførsel af Mp3-filer, lydadapter og et hukommelseskort på hele 512 MB i én og samme æske.
– Nu kan man lytte til musik med almindelige høretelefoner på mobilen, og det tror vi mange musikinteresserede danskere, specielt de unge, vil sætte pris på, siger Oskar Södergren, Product Marketing Manager, Nokia Mobile Phones & CMO Scandinavia.
Nokias mobilundersøgelse 2005
Denne undersøgelse tegner et mønster af hvordan skandinaverne bruger mobiltelefonen, og hvad de ønsker sig af egenskaber. Undersøgelsen bygger på svar fra 1000 mobilbrugere i hvert af de skandinaviske lande og har afdækket, hvordan vi anvender mobiltelefonen, og hvilke ønsker og forventninger vi har til nye, avancerede funktioner.
Undersøgelsen viser, at musik er vigtig for mobilbrugerne. I alt mener 29 % af nordmændene, 28 % af svenskerne og 19 % af danskerne, at radio er vigtig eller meget vigtig. 23 % af nordmændene, 27 % af svenskerne og 15 % af danskerne siger, at Mp3 er en vigtig eller meget vigtig funktion. Særligt de unge mellem 15 og 24 år er interesserede i radio og Mp3. Hele 46 % og 44% af de unge har svaret, at henholdsvis Mp3 og radio er vigtige funktioner på mobilen.
Billedet i artiklen er blot en illustration, ikke det pågældende produkt.