Lokal
Motorvejen spærres i 18 timer: Bro over E45 skal rives ned
Bilister på E45 Østjyske Motorvej må forberede sig på forlænget rejsetid og omfattende omkørsler i weekenden den 30. og 31. maj, når Vejdirektoratet totalspærrer motorvejen mellem afkørsel 56b Horsens C og afkørsel 55 Horsens N.
Spærringen sker som led i udbygningen af E45 mellem Vejle og Skanderborg, hvor den gamle motorvejsbro på Silkeborgvej ved Horsens V skal rives ned.
Motorvejen bliver lukket for al trafik fra lørdag den 30. maj klokken 15.00 til søndag den 31. maj klokken 09.00. Samtidig bliver Silkeborgvej, rute 52, spærret over motorvejen i samme periode.
Mens arbejdet står på, ledes trafikken ad en omkørsel via Ny Hattingvej, Hattingvej, Schyttesvej (rute 52), Skanderborgvej (rute 170) og Østbirkvej (rute 461).
Vejdirektoratet forventer, at både motorvejen og de omkringliggende veje i det nordvestlige Horsens vil blive belastet af ekstra trafik.
“Hvis det er muligt, vil jeg anbefale trafikanter at undgå at køre på motorvejen og i det nordvestlige Horsens, mens vi spærrer. Presset på de kommunale veje og lyssignaler bliver markant ændret, når motorvejstrafikken også skal igennem, og det kan let betyde kø og forlænget rejsetid,” siger John Kjærsgaard, projektchef i Vejdirektoratet.
Hjemmeværnet og Sydøstjyllands Politi vil være til stede i området for at hjælpe med trafikafviklingen under spærringen.
Også cykelstibroen syd for Silkeborgvej bliver lukket, mens nedrivningsarbejdet foregår.
Tilskuere er velkomne
Ved tidligere bronedrivninger på strækningen har mange borgere mødt op for at følge arbejdet, og Vejdirektoratet forventer også interesse denne gang.
Der bliver derfor etableret særlige områder til tilskuere på både den østlige og vestlige side af motorvejen. Områderne placeres ved ydersiden af til- og frakørslerne syd for Silkeborgvej.
Vejdirektoratet understreger dog, at publikum skal respektere afspærringer og anvisninger fra entreprenøren.
“–Det er et stykke arbejde, hvor der er mange kræfter og store maskiner i spil. Og det er ikke ufarligt. Derfor er det vigtigt, at eventuelle tilskuere, som gerne vil se de store maskiner arbejde, bliver bag de markeringsbånd, som vores entreprenør sætter op,” siger John Kjærsgaard.
Når broen er fjernet, mangler der fortsat afsluttende arbejde på til- og frakørslerne i området. Trafikanter må derfor fortsat regne med midlertidig asfalt og mindre gener i perioden efter nedrivningen.
Vejdirektoratet forventer, at arbejdet i området er helt afsluttet senest til efteråret.
Læs også: