Gear
Motorola Edge 60-serien lander i Danmark: Kraftig AI, vilde kameraer – og rekordlang batterilevetid
Designet som en luksustelefon – bygget til hårdfør hverdag
Motorola har løftet sløret for deres nyeste flagskibe i edge-familien, og både edge 60 og edge 60 pro sætter barren højt med kraftig hardware, avanceret kunstig intelligens og en af markedets længste batterilevetider. De to modeller rammer danske butikker den 15. maj til henholdsvis 3.599 kr. og 4.799 kr.
Ved første øjekast skiller edge 60-serien sig ud med et unikt design, der kombinerer et firkantet, kurvet look med strukturerede overflader inspireret af materialer som læder og nylon. Pantone har sat deres farveekspertise i spil med særlige farvevalg som Dazzling Blue og Shamrock.
Men det er under overfladen, at Motorola for alvor markerer sig. Begge modeller har IP68/IP69-certificering, Corning Gorilla Glass 7i og opfylder den militære holdbarhedsstandard MIL-STD-810H. Med andre ord: De er bygget til at modstå både fald, støv og vand.
Performance-mæssigt får brugerne adgang til smart AI-styret funktionalitet via den nye “moto ai”, der blandt andet tilbyder features som “Next Move”, som sporer, hvad der vises på skærmen – f.eks. en opskrift – og foreslår næste skridt. Det hele er drevet af MediaTek Dimensity 8350 Extreme-chippen i Pro-modellen.
Kameraerne har også fået en tydelig opgradering. Sony LYTIA™-sensor, 50 MP hovedkamera, ultravidvinkel-objektiv og 10 MP telefoto med op til 50x Super Zoom i edge 60 pro. Dertil kommer en 50 MP frontkamera til selfies og AI-baseret billedforbedring, som automatisk justerer eksponering, skarphed og farver – angiveligt med øje for ægthed i både hudtoner og det samlede farveudtryk.
På batterifronten skiller edge 60 pro sig ud med et 6.000 mAh-batteri og rekordscore hos DXOMARK. Ifølge Motorola får man en hel dags strøm på blot seks minutters opladning med 90W TurboPower (oplader sælges dog separat). Edge 60 får et 5.200 mAh-batteri og 68W hurtigopladning.
Tilbehørsmæssigt lanceres også nye “moto buds loop”-øretelefoner med Bose-lyd og “moto watch fit”, et fitnessur, der integrerer med Android-enheder.
Motorola lover samtidig en grønnere fremtid: Begge modeller produceres med genanvendt aluminium og scorer A i energiklassificering. Motorola bevæger sig med edge 60-serien tættere på både high-end markedet og en tech-verden, hvor AI og bæredygtighed bliver stadig vigtigere.
Læs også: