Moster Celly, min arvetante
En sommerspøg af de avancerede for de avancerede
Jeg skal hilse jer alle sammen fra min favoritmoster Celly (præsten, der døbte hende, havde en hørefejl, så hun ikke kom til at hedde Nelly, som det var meningen). Hende må I lære at kende. En velkonserveret dame, ubestemmelig af alder, stadig ved sine fulde sex, noble manerer, høj cerutføring. Hendes valgsprog er, at smiger kan man købe, misundelse må man gøre sig fortjent til.
Moster Celly har ingen hjemmecomputer, for som hun siger, hun har endnu ikke lært at betjene fjernsynsapparatet (på hushovmesterens fridag), og før agter hun ikke at beskæftige sig med andet teknisk snurrepiberi. Når hun besøger mig i Spanien, skal hun derfor have alle måltider serveret ved monitoren, hvor hun sidder klistret til stolesædet fra morgen til aften, mens jeg zapper for hende på internet, indtil jeg omkring midnat går i seng med værkbrudne muskler og flimmer for øjnene.
Hun er ret begejstret for Connery ― "det er virkelig nuttet," siger hun. Men babe-artiklerne imponerer ikke damen, som i sin ungdom for låste døre og nedrullede gardiner smuglæste Varité og Cocktail, den tids uartige månedsmagasiner, nam-nam, guf-guf, (her må jeg for at gøre denne suspekte læsning mere logisk supplere det foreløbige signalement af min favoritmoster med den indiskrete oplysning (som jeg håber at få absolution for), at hun har periodevise lesbiske tilbøjeligheder, af hvilken grund hun er familiens sorte damefår). "Man bør leve sit liv, så man ikke behøver at gemme sin dagbog, og det har Celly heller aldrig gjort, men hun burde," siger en af hendes talrige kusiner.
Moster Celly har ingen hjemmecomputer, for som hun siger, hun har endnu ikke lært at betjene fjernsynsapparatet (på hushovmesterens fridag), og før agter hun ikke at beskæftige sig med andet teknisk snurrepiberi. Når hun besøger mig i Spanien, skal hun derfor have alle måltider serveret ved monitoren, hvor hun sidder klistret til stolesædet fra morgen til aften, mens jeg zapper for hende på internet, indtil jeg omkring midnat går i seng med værkbrudne muskler og flimmer for øjnene.
Hun er ret begejstret for Connery ― "det er virkelig nuttet," siger hun. Men babe-artiklerne imponerer ikke damen, som i sin ungdom for låste døre og nedrullede gardiner smuglæste Varité og Cocktail, den tids uartige månedsmagasiner, nam-nam, guf-guf, (her må jeg for at gøre denne suspekte læsning mere logisk supplere det foreløbige signalement af min favoritmoster med den indiskrete oplysning (som jeg håber at få absolution for), at hun har periodevise lesbiske tilbøjeligheder, af hvilken grund hun er familiens sorte damefår). "Man bør leve sit liv, så man ikke behøver at gemme sin dagbog, og det har Celly heller aldrig gjort, men hun burde," siger en af hendes talrige kusiner.
Det er klart som blæk i en mørk kælder, at jeg altid tager mig godt og kærligt af moster Celly. Hun er trods alt min arvetante, og vi er omtrent jævnaldrende (indviklede familieforhold), og jeg elsker at låne hendes røde Aubum V-12, årgang 1932, her fotograferet i nærheden af kærlighedsstien i Nørreskov en dag, hvor nummerpladen var raslet af under kørslen på den ujævne skovsti. Det tog mig næsten to timer at finde den i en grøftekant fuld af brændenælder (jeg hader brændenælder lige så meget som broccoli).
Det ene uheld tilgiver jeg dog gerne den gamle mukkebikke, da den som en magnet tiltrækker mange herlige oplevelser, blide og stemningsfulde for nogles vedkommende, andre fulde af åndenød og hjertebanken.
Når jeg rigtig skal have en aften ud af det ved at dyrke tosomheden, hvis min fysik og kondition ellers tillader det, foretrækker jeg transvestitter, fordi jeg er biseksuel (alle i min familie er biseksuelle, men nogle familiemedlemmer med et lavt intelligentniveau har ikke fundet ud af det). For mange år siden var jeg meget betaget af Ritt Bjerregaard, fordi jeg troede, hun var det. Det nævner jeg som et fingerpeg om min type, hvis der skulle være nogen blandt Connery-kiggerne med dette specielle design. Adressen kan de få på redaktionen.
Det ene uheld tilgiver jeg dog gerne den gamle mukkebikke, da den som en magnet tiltrækker mange herlige oplevelser, blide og stemningsfulde for nogles vedkommende, andre fulde af åndenød og hjertebanken.
Når jeg rigtig skal have en aften ud af det ved at dyrke tosomheden, hvis min fysik og kondition ellers tillader det, foretrækker jeg transvestitter, fordi jeg er biseksuel (alle i min familie er biseksuelle, men nogle familiemedlemmer med et lavt intelligentniveau har ikke fundet ud af det). For mange år siden var jeg meget betaget af Ritt Bjerregaard, fordi jeg troede, hun var det. Det nævner jeg som et fingerpeg om min type, hvis der skulle være nogen blandt Connery-kiggerne med dette specielle design. Adressen kan de få på redaktionen.
Min standard-indledningsreplik ved det første møde med én, der ser ud til at kunne leve op til forventningerne (se foto af Åge = Åse i korte bukser, lækker), er: "Jeg er den, dine forældre advarede dig imod." De opdager senere, at det ikke er en vittighed. I mellemtiden bliver de slyngveninder med min moster, selv om enkelte af dem først lige skal komme sig over, at hun efter tre ansigtsløftninger ser yngre ud end de (Åses fætter Bo=Bodil (i hvid kjole længere ned) sagde: "Somme tider må man se virkeligheden i øjnene og afvise den"). "Intet kan i den grad få en mand til at glemme et ansigt som en dyb halsudskæring, og jeg foretrækker, at ingen glemmer mit," forklarede hun en af dem. "Mennesket hører til dyreriget, og mænd viser det oftere end kvinder," tilføjede hun.
Moster Celly var ung pige, da de mørke besættelsesår med de mange amourøse aktiviteter i lommelygternes skær i beskyttelsesrummene og nærmeste omgivelser lakkede mod enden, og efterkrigs-depressionsårene tonede frem som mørke skyer i horisonten. Hun har en medfødt evne til at ane nært forestående ubehageligheder og et ligeledes medfødt talent for at beskytte sig selv mod dem, så hun holdt op med at lede efter den ideelle mand og begyndte at se sig om efter en ægtefælle.
Væk med romantikken, det billige skidt, kærlighed ved første blik er alligevel også omtrent lige så pålidelig som lægens diagnose ved første håndtryk.
Moster Celly var ung pige, da de mørke besættelsesår med de mange amourøse aktiviteter i lommelygternes skær i beskyttelsesrummene og nærmeste omgivelser lakkede mod enden, og efterkrigs-depressionsårene tonede frem som mørke skyer i horisonten. Hun har en medfødt evne til at ane nært forestående ubehageligheder og et ligeledes medfødt talent for at beskytte sig selv mod dem, så hun holdt op med at lede efter den ideelle mand og begyndte at se sig om efter en ægtefælle.
Væk med romantikken, det billige skidt, kærlighed ved første blik er alligevel også omtrent lige så pålidelig som lægens diagnose ved første håndtryk.
Som det fremgår af ungdomsbilledet af hende på disse sider, taget sommeren 1946, (Celly til højre, veninden Kamma i midten, og Kammas søster Edel til venstre) havde hun visse aktiver ― passiverne var hendes altid tomme portemonnæ ― så hun kunne vælge og vrage mellem et utal af ægteskabskandidater, og det gjorde hun så. Valget faldt på Heinrich von Henselring, som hun traf nytårsaften på Hotel d'Angleterre, hvor hun fejrede årsskiftet med Kamma, Edel og andre veninder, med forfatteren her som en blanding af chaperone og postillon d"amour (de kunne ikke få fat i andre). Heinrich boede i hotellets fyrstesuite og hans øjne havde længe nippet lækkersultent til hende, så da han endelig fik chancen, inviterede han hende op på en whisky og sofa.
Denne midaldrende gentleman med fingerspitzgefühl for smukke hunkønsvæsener var af tysk afstamning, og den gik helt tilbage til Margrethe I's tid. Hans fjerne forfader giftede sig ind i Kalmarunionen, som der var lige så meget ballade med som vore dages union, og da han var modstander af den (familiekrønikken beretter ikke hvorfor), pådrog han sig dronningens vrede og blev hovedløs.
Den første Henselring i dronningedømmet efterlod sig tre sønner af tvivlsom adelig herkomst ― faktisk var hans kone en uægte, svensk prinsesse ― men ved list og rævestreger opnåede de et baronet med tilhørende gods, som er gået i arv fra den ene Henselring til den anden. Det har været belastende for danmarkshistorien, og især dem der har skrevet den.
Denne midaldrende gentleman med fingerspitzgefühl for smukke hunkønsvæsener var af tysk afstamning, og den gik helt tilbage til Margrethe I's tid. Hans fjerne forfader giftede sig ind i Kalmarunionen, som der var lige så meget ballade med som vore dages union, og da han var modstander af den (familiekrønikken beretter ikke hvorfor), pådrog han sig dronningens vrede og blev hovedløs.
Den første Henselring i dronningedømmet efterlod sig tre sønner af tvivlsom adelig herkomst ― faktisk var hans kone en uægte, svensk prinsesse ― men ved list og rævestreger opnåede de et baronet med tilhørende gods, som er gået i arv fra den ene Henselring til den anden. Det har været belastende for danmarkshistorien, og især dem der har skrevet den.
Buxeholm Gård er det beskedne navn for et herresæde omtrent på størrelse med Buckingham Palace, og da overnattende gæster undertiden klagede over, at de ikke kunne finde rundt (engang forvildede en gæst sig væk i 3 dage), lod moster Celly en gæstebolig opføre for nogle år siden, en halv kilometer fra hovedbygningen ― for samtidig at blive fri for at høre på overnattende gæsters eventuelle snorken.
Når jeg starter fra gæstehusets garage i den røde Aubum, skal jeg huske at se efter, om der er fuld tank, ellers når jeg ikke ned til gitterlågen ud til hovedvejen. Den slubrer benzin i sig som moster Celly champagne.
I modsætning til alle sine forfædre var hendes mand enebarn, og da der også var noget i vejen med hans klunker, forblev hun barnløs. Hans eneste hobby var hans vinkælder ― på størrelse med Kongens Nytorv ― og den gengældte hans kærlighed på en utaknemlig måde. En dag gled hans ene fod på den med ekskrementer fra rotter og flagermus slimede stentrappe, da han var på vej op med nogle støvede flasker, hvorpå han trillede ned igen ad alle trinene og brak sin adelige nakke. Han udåndede midt i en dekorativ rødvinspøl, årgang 1909.
Nu er moster Celly en enke, der er sin sorg mere hengiven, end hun nogensinde havde været sin mand.
Min kære moster hører til disse sjældne sofisticated kvinder, der har flere brikker at flytte rundt med, end man vil mistænke dem for. Hun påstår beskedent, at hun ikke er særlig begavet, men, som hun siger, "veludviklede instinkter kan som regel fortælle os, hvad vi skal gøre, længe før hjernen har regnet det ud." Da hun bemærkede min skepsis over denne påstand, spurgte hun: "Ved du ikke, at piger trods alt er klogere end drenge?"
"Nej, det vidste jeg ikke," svarede jeg.
"Der kan du selv se," sagde hun triumferende.
Når jeg synes, at Connery-læsere bør lære min favoritmoster at kende, skyldes det min fornemmelse af, at de kan lære noget af hende. For eksempel hendes yndlingstese, at man kan ikke lave om på sine forældre, men man kan gøre noget for sine efterkommere. Eller noget praktisk, som hvordan man får plads på et hotel, hvor alt er optaget ― et dilemma som enhver kan komme ud for, og det er aldrig rart at stå med håret i postkassen (det er utroligt, hvad der findes af uhumske ting og sager i sådan én).
Når jeg starter fra gæstehusets garage i den røde Aubum, skal jeg huske at se efter, om der er fuld tank, ellers når jeg ikke ned til gitterlågen ud til hovedvejen. Den slubrer benzin i sig som moster Celly champagne.
I modsætning til alle sine forfædre var hendes mand enebarn, og da der også var noget i vejen med hans klunker, forblev hun barnløs. Hans eneste hobby var hans vinkælder ― på størrelse med Kongens Nytorv ― og den gengældte hans kærlighed på en utaknemlig måde. En dag gled hans ene fod på den med ekskrementer fra rotter og flagermus slimede stentrappe, da han var på vej op med nogle støvede flasker, hvorpå han trillede ned igen ad alle trinene og brak sin adelige nakke. Han udåndede midt i en dekorativ rødvinspøl, årgang 1909.
Nu er moster Celly en enke, der er sin sorg mere hengiven, end hun nogensinde havde været sin mand.
Min kære moster hører til disse sjældne sofisticated kvinder, der har flere brikker at flytte rundt med, end man vil mistænke dem for. Hun påstår beskedent, at hun ikke er særlig begavet, men, som hun siger, "veludviklede instinkter kan som regel fortælle os, hvad vi skal gøre, længe før hjernen har regnet det ud." Da hun bemærkede min skepsis over denne påstand, spurgte hun: "Ved du ikke, at piger trods alt er klogere end drenge?"
"Nej, det vidste jeg ikke," svarede jeg.
"Der kan du selv se," sagde hun triumferende.
Når jeg synes, at Connery-læsere bør lære min favoritmoster at kende, skyldes det min fornemmelse af, at de kan lære noget af hende. For eksempel hendes yndlingstese, at man kan ikke lave om på sine forældre, men man kan gøre noget for sine efterkommere. Eller noget praktisk, som hvordan man får plads på et hotel, hvor alt er optaget ― et dilemma som enhver kan komme ud for, og det er aldrig rart at stå med håret i postkassen (det er utroligt, hvad der findes af uhumske ting og sager i sådan én).
Mens Lyndon Johnson ved et svineheld (den enes død, den andens brød) var Amerikas præsident, strandede moster Celly i Chicago på grund af en flyforsinkelse. Hun ringede til adskillige hoteller, men det var en kongres-uge, derfor alt optaget. Så tog hun en taxi ind til centrum og henvendte sig på et eksklusivt hotel, hvor hun tidligere havde boet. Receptionisten beklagede meget, men var urokkelig.
"Der er ingen værelser!"
Moster Celly bad derefter om at tale med direktøren, af hvem hun fik nøjagtig samme besked. Han vidste imidlertid ikke, hvem han stod over for. "Jeg ved, at det er skik og brug at holde et par enkelte værelser i reservere," sagde hun. "De vil vel ikke påstå, mr. direktør, at De ville afvise præsidenten for De forenede Stater, hvis han trådte ind ad døren i dette øjeblik og bad om et værelse?"
"Jeg vil tro, vi blev nødt til at skaffe præsidenten et værelse,"
indrømmede direktøren.
"Godt," udbrød hun og strålede som en sol. "Lyndon Johnson er tilfældigvis i Texas i aften. Vil De være rar at give mig hans værelse." Det fik hun.
Det jeg personligt beundrer moster Celly mest for er hendes kvikke replikker, som ofte sætter tidens aktuelle begivenheder i relief. I 1971 sagde hun til sin hjertensveninde Kamma: "Hvem skulle have troet, at olie kunne fremkalde så mange gnidninger?"
Da jeg i et øjebliks letsindighed røbede for hende, at jeg ville skrive om hende i Connery, så hun på mig et par spillende øjne ¾ som brune bolcher, der lige var blevet suttet på — og sagde: "Så husk bare en vigtig ting, sødhe Martin ... man skal ikke undervurdere en kvinde — medmindre man taler om hendes alder eller vægt."
"Der er ingen værelser!"
Moster Celly bad derefter om at tale med direktøren, af hvem hun fik nøjagtig samme besked. Han vidste imidlertid ikke, hvem han stod over for. "Jeg ved, at det er skik og brug at holde et par enkelte værelser i reservere," sagde hun. "De vil vel ikke påstå, mr. direktør, at De ville afvise præsidenten for De forenede Stater, hvis han trådte ind ad døren i dette øjeblik og bad om et værelse?"
"Jeg vil tro, vi blev nødt til at skaffe præsidenten et værelse,"
indrømmede direktøren.
"Godt," udbrød hun og strålede som en sol. "Lyndon Johnson er tilfældigvis i Texas i aften. Vil De være rar at give mig hans værelse." Det fik hun.
Det jeg personligt beundrer moster Celly mest for er hendes kvikke replikker, som ofte sætter tidens aktuelle begivenheder i relief. I 1971 sagde hun til sin hjertensveninde Kamma: "Hvem skulle have troet, at olie kunne fremkalde så mange gnidninger?"
Da jeg i et øjebliks letsindighed røbede for hende, at jeg ville skrive om hende i Connery, så hun på mig et par spillende øjne ¾ som brune bolcher, der lige var blevet suttet på — og sagde: "Så husk bare en vigtig ting, sødhe Martin ... man skal ikke undervurdere en kvinde — medmindre man taler om hendes alder eller vægt."
