Mortal Shell 2-anmeldelse: Soulslike med dødsmetal i blodet

Der findes mørke fantasy-spil, og så findes der Mortal Shell 2.

Cold Symmetrys efterfølger til Mortal Shell fra 2020 er stadig solidt plantet i Soulslike-genren, men denne gang er der skruet op for stort set alt. Verden er større, våbnene mere varierede, karakterbygningen mere fleksibel og universet så kompromisløst dystert, at det til tider føles som at bevæge sig rundt på forsiden af et dødsmetalalbum.

Det kunne hurtigt være blevet anstrengende. I stedet ender det med at være en af spillets største kvaliteter.

For Mortal Shell 2 har identitet. Masser af den.

Fra kompakt Soulslike til storladen toer

Det første Mortal Shell udkom i 2020 og blev især interessant på grund af sit Shell-system. I stedet for at vælge traditionelle karakterklasser kunne man overtage kroppene fra faldne krigere og dermed skifte egenskaber og spillestil.

Konceptet vender tilbage i Mortal Shell 2, men Cold Symmetry har bygget betydeligt mere omkring det. Hvor etteren var en forholdsvis kompakt Soulslike, er efterfølgeren blevet et langt større eventyr med en mere åben verden, masser af små dungeons og langt større frihed til at eksperimentere.

Man behøver heldigvis ikke have gennemført originalen for at følge med. Gamle spillere vil genkende figurer og referencer, men Mortal Shell 2 fungerer glimrende som sit eget udgangspunkt.

Denne gang spiller man Harbinger, der tjener den enorme og mildest talt lettere foruroligende Mether. Menneskene i verden har gennem tiden taget dele af hendes krop og til sidst hendes Ova, som Harbinger nu skal finde og bringe tilbage.

Det lyder omtrent lige så hyggeligt, som det er.

En verden med personlighed

Fainweald er fyldt med ruiner, sumpe, huler, groteske væsner, kulter og den slags arkitektur, hvor man hurtigt får fornemmelsen af, at byplanlæggeren havde et lidt usundt forhold til kranier.

Men Mortal Shell 2 er ikke bare mørkt for mørkets skyld.

Der findes en mærkelig humor under det hele. Man kan støde på bizarre fjender, spille lut, møde en boss i en raketdrevet kørestol og opleve andre indslag, der næsten burde ødelægge den dystre stemning, men som mærkeligt nok gør verden mere interessant.

Samtidig er der langt mere at udforske. Små dungeons ligger spredt ud over landskabet, og de bedste af dem føles håndbyggede frem for kopierede. Nogle byder på små puzzles, hemmelige passager og særlige mekanikker, der kun bruges det pågældende sted. Det giver udforskningen en konstant fornemmelse af, at næste afstikker faktisk kan være værd at undersøge.

Det er en ret markant forbedring over etterens mere forvirrende områder.

Farvel til stamina

Den største ændring i kampsystemet er samtidig en af de mest interessante: Mortal Shell 2 har droppet den traditionelle stamina-måler.

Du kan løbe, undvige og angribe uden konstant at holde øje med en grøn bjælke, og i begyndelsen føles det næsten forkert, hvis man har brugt de seneste 15 år på at blive opdraget af Dark Souls.

Men det fungerer.

Kampene handler i højere grad om afstand, timing, positionering og om at bruge de muligheder, ens Shell giver. Resultatet er et kampsystem, der stadig har den tunge Soulslike-fornemmelse, men samtidig er mere aggressivt og umiddelbart.

Forsvaret kan desuden tilpasses gennem forskellige Seals. Man kan blandt andet fokusere på blokering, parering eller den klassiske Harden-mekanik, hvor kroppen bliver stenhård og kan absorbere et angreb.

Der findes endda en Slayer Seal, der fungerer som en slags integreret lettere sværhedsgrad, mens spillere med hang til smerte kan aktivere Night Mode og gøre verden mere fjendtlig.

Det gør Mortal Shell 2 usædvanligt fleksibelt for genren.

Kroppen bestemmer spillestilen

Shell-systemet er stadig seriens store særkende.

Der er denne gang otte primære våben og en række forskellige Shells, som hver har deres egne evner og skill trees. Tiel fungerer eksempelvis som en hurtigere rogue-type, mens Eredrim er mere fokuseret på tunge angreb, pareringer og at bryde fjendernes stance.

Og så er der Proxima, der blandt andet kan rende rundt med et maskingevær.

Fordi hvorfor ikke?

Våbnene føles samtidig som egentlige muligheder frem for loot, man konstant smider væk. Startsverdet Iconoclast kan i princippet følge dig hele vejen gennem spillet, mens mere eksotiske muligheder inkluderer Axatana, der kombinerer dobbelte katanaer med en økse, og forskellige sidearms, som både bruges i kamp og til puzzles.

Det giver en fed lyst til at eksperimentere.

Problemet er bare, at spillets økonomi ikke altid er lige begejstret for samme idé.

Frihed med en lille regning

Opgraderingsmaterialer og valuta kan blive sparsomme, særligt når man når længere ind i spillet. Det betyder, at Mortal Shell 2 på den ene side præsenterer en buffet af spændende builds, men på den anden side står ved siden af tallerkenen og holder øje med, hvor meget man tager.

Man kan derfor hurtigt ende med at specialisere sig i et par Shells frem for at prøve det hele.

Det er ikke katastrofalt, og det giver naturligvis mere at lege med i New Game Plus, men det føles som en lidt mærkelig begrænsning i et spil, hvor en af de største styrker netop er alle mulighederne.

Der er også enkelte mindre skønhedsfejl. Fjender kan til tider nærmest blive magnetisk trukket hen imod spilleren under et angreb, enkelte områder kunne godt bruge flere checkpoints, og bugs samt små grafiske særheder dukker op undervejs.

Til gengæld er selve kampene tunge, tilfredsstillende og ofte overraskende fleksible.

Soulslike med sin egen smag

Det mest interessante ved Mortal Shell 2 er egentlig ikke, at Cold Symmetry har lavet en større efterfølger.

Det er, at studiet har turdet pille ved nogle af Soulslike-genrens næsten hellige regler.

Ingen stamina. Flere forskellige defensive systemer. Mulighed for at justere udfordringen gennem mekanikker inde i selve spillet. Dungeons med en snert af klassisk PC-leveldesign. Maskingeværer, håndholdte trebuchet-lignende våben og lutter midt mellem sværd, rustninger og kosmisk horror.

På papiret burde det være et rod.

I praksis giver det Mortal Shell 2 noget, mange Soulslikes kæmper med: en identitet, der ikke bare består af at være endnu et spil, hvor man ruller rundt om anklerne på en fire meter høj ridder.

Cold Symmetry har stadig nogle ujævne kanter, og balancen mellem friheden til at bygge karakterer og manglen på ressourcer kunne være bedre. Men Mortal Shell 2 føles samtidig som det spil, det oprindelige Mortal Shell forsøgte at være.

Bare større, mærkeligere, hurtigere og med forstærkeren skruet helt op.