Moi Caprice, Ridehuset, Spot 2007
Velspillet koncert uden de store højdepunkter.
Det var med store forventninger, at jeg troppede op på Ridehuset, for atter engang at lade mig indsvøbe i københavnske Moi Caprice's mørkt klingende drømmepop. Det intelligente artrock-band har, med sine nu over ti år på bagen, fået manifesteret sig godt og grundigt som et fremragende live-act, med deres veludviklede sans for detaljer og forsanger Michael Møllers karismatiske fremtoning. Moi Caprice er i mange henseender blevet omtalt som et af hovednavnene på årets Spot-festival, og publikum var da også mødt talstærkt op til koncerten.
Michael Møller er med sin markante udstråling bandets absolutte midtpunkt. Med sin store vokale spændevidde, og sin sans for at iscenesætte sig selv, må han siges at være blandt de mest interessante personligheder indenfor dansk rockmusik i dag. Han har Morrissey's krukkede attitude, Brett Andersons androgyne falsetstemme, og samtidig sit eget unikke præg. I begyndelsen af koncerten lod han vente på sig i et par takter, inden han scenevandt spadserede hen foran sin mikrofon, og i løbet af koncerten fastholdt han publikums opmærksomhed med sin drengede charme og sin veludviklede sans for humor. Dog syntes han ikke at være helt så meget i sit es, som han har været ved tidligere lejligheder.
Koncerten forløb uden de store op- og nedture. Musikken var vellydende og velspillet, og der blev spillet et bredt udvalg af hits fra samtlige af bandets fire albums. Publikum var med hele vejen igennem, men det var som om, at koncerten ikke rigtig opnåede noget højdepunkt. Michael Møller croonede sig gennem den ene melankolske popperle efter den anden, men han virkede en smule rutinepræget, og præsterede langt fra noget banebrydende. Desuden burde et band af Moi Caprice's kaliber ikke nedsætte sig til næsten udelukkende at spille kendte singlehits. Altså kan jeg, omend det piner mig, kun give tre stjerner for dette indslag.
Michael Møller er med sin markante udstråling bandets absolutte midtpunkt. Med sin store vokale spændevidde, og sin sans for at iscenesætte sig selv, må han siges at være blandt de mest interessante personligheder indenfor dansk rockmusik i dag. Han har Morrissey's krukkede attitude, Brett Andersons androgyne falsetstemme, og samtidig sit eget unikke præg. I begyndelsen af koncerten lod han vente på sig i et par takter, inden han scenevandt spadserede hen foran sin mikrofon, og i løbet af koncerten fastholdt han publikums opmærksomhed med sin drengede charme og sin veludviklede sans for humor. Dog syntes han ikke at være helt så meget i sit es, som han har været ved tidligere lejligheder.
Koncerten forløb uden de store op- og nedture. Musikken var vellydende og velspillet, og der blev spillet et bredt udvalg af hits fra samtlige af bandets fire albums. Publikum var med hele vejen igennem, men det var som om, at koncerten ikke rigtig opnåede noget højdepunkt. Michael Møller croonede sig gennem den ene melankolske popperle efter den anden, men han virkede en smule rutinepræget, og præsterede langt fra noget banebrydende. Desuden burde et band af Moi Caprice's kaliber ikke nedsætte sig til næsten udelukkende at spille kendte singlehits. Altså kan jeg, omend det piner mig, kun give tre stjerner for dette indslag.
