Hvis du ikke allerede har læst den første del af min fortælling så kan du gøre det her.
Tilbage i den bulgarske Taxa:
Jeg nåede lige at være hjemme i Danmark i 2 dage efter mit ophold i Egypten, herefter skulle jeg af sted til Rumænien. Dagene gik med at drikke mælk, spise leverpostej og være sammen med min familie. Når man er væk, finder man virkelig ud af, hvilke små ting i hverdagen det er, man savner.
Da jeg fik beskeden om, at jeg skulle til Rumænien, var min første tanke; ‘Kan man det?’. Jeg anede intet om Rumænien – jeg vidste at der var noget med en diktator, Dracula og nogle Sigøjnere – men ferie?
Som I nok har regnet ud, så tog jeg imod udfordringen, og fandt mig selv endnu engang siddende på et fly på vej mod en ukendt destination.
Rumænien er virkeligt et spændende land, her er så mange forskellige ting at se. Vi har Sortehavskysten med alle turisterne, vi har sigøjnerlandsbyerne, vi har Karpaterne, vi har Transsylvanien, vi har storbyen Bukarest – alle disse eksotiske steder er min arbejdsplads, og jeg nyder det i fulde drag!
Jeg kunne holde et helt foredrag om hvor fantastisk, mærkeligt, frustrerende og smukt Rumænien er – ja faktisk gør jeg det en gang om ugen, vi kalder det bare velkomstmøde, dette vil jeg dog skåne jer for, og bede jer om at tro på mig når jeg siger, at her er skønt og jeg ville ønske I alle kunne være her sammen med mig lige nu!
På vej tilbage mod Rumænien i minibus
Jeg skrev tidligere, at jeg var på vej til Bulgarien. Grunden til dette var, at jeg efter 3 måneders ophold i Rumænien mister tilladelsen til at arbejde i landet. Derfor bliver jeg nødt til at krydse grænsen, så jeg kan få mig et nyt stempel til samlingen i passet.
Heldigvis for os ligger Sunny Beach kun 3 timers kørsel fra Mamaia, så hvad var mere oplagt end at tage et smut forbi partybyen og sige hej til vores kollegaer?
Efter at have været i Bulgarien er jeg blevet lidt mere glad for Rumænien. Sunny Beach har efter min mening mistet en del af sin charme og identitet. Her er skandinavere over alt, der er danske navne på skiltene, og man føler slet ikke, at man er i et andet land. Noget af det, jeg elsker så meget ved at rejse, er, når man får muligheden for at opleve nye traditioner og normer på både godt og ondt. Alt dette er Bulgarien blevet rippet for i et overflåd af turisme. Det eneste som for mit vedkommende taler for Bulgarien, er at der er så fandens meget fest og glade dage.
I Rumænien er livet roligt, vi har kun 200 gæster om ugen, så det er ikke de store problemer, vi oplever. Der har selvfølgelig været en masse mærkelige situationer. Vi har prøvet at miste en fuld nordmand i Bukarest, haft vilde byture på stripklubber, oversvømmelse, haft gæster som sover i receptionerne på hotellerne. Ja, jeg kunne blive ved. Af frygt for hvem der skulle læse dette, vil jeg ikke gå i detaljer med historierne, dem kan I få en anden gang – men mange mærkelige og skæve oplevelser har der været. Så i stedet for at hænge nogle ud vil jeg nøjes med at give lidt af mig selv.
I en minibus langt sortehavskysten
Vi har kun 3 ankomster tilbage, før sæsonen er slut hernede, og jeg fatter slet ikke, at det allerede er ved at være overstået. Jeg føler stadigvæk, at jeg er i et nyt og spændende land, og at her er masser af nye udfordringer. Bedst som man mener, at man kan sit land på rygraden, er det forbi.
Lige præcis denne tid på året er utroligt spændende for guider – det er nemlig nu vi skal finde ud af, hvad vi vil bruge vinteren på. For mit vedkommende er jeg lidt blank, jeg har en god mulighed for at komme til Kina og køre rundrejser eller tage til Thailand. Det er nogle vildt spændende lande, som jeg bare må opleve. Betina og Siri har arbejdet begge steder, og jeg har efterhånden hørt så mange fede historier derfra, at jeg bare må prøve det. Mit problem er bare, at jeg er tosset med at stå på ski i de Østrigske alper, og dette overlapper sæsonen i Østen. Lige nu har jeg for mange gode kort på hånden – og jeg aner ikke hvilke af dem, jeg skal spille. Alper eller Østen – eller måske dem begge?
Før jeg overhovedet når så langt, har jeg fået den glædelige nyhed, at jeg skal et smut forbi Sunny Beach og hjælpe dem med at lukke sæsonen, inden jeg skal af sted til… ja det må tiden så vise.
Jeg er både enormt spændt og skræmt ved tanken om Bulgarien. Jeg aner intet om landet, og tanken om at vi har omkring 6.000 gæster om ugen, gør mig svimmel. 6.000 festende gæster skal nok blive noget af en udfordring. Men som altid gælder det om at være positiv og åben over for nye udfordringer her i livet.
Når jeg tænker over hvor meget jeg efterhånden har oplevet som guide, bliver jeg utroligt glad for, at jeg valgte at tilbringe denne periode af mit liv i dette erhverv. Alle de oplevelser, minder og utrolige steder jeg har oplevet, ville jeg aldrig have prøvet uden. Hvis alt går efter den plan, som jeg ikke har, så kommer jeg til at have arbejdet hele 5 forskellige steder på bare et år – det er fantastisk!
Når jeg sådan er ude, kommer jeg selvfølgelig til at gøre mig nogle tanker om fremtiden. Jeg kan selvfølgelig ikke blive ved med at være guide for altid. Jeg vil stadigvæk gerne prøve lykken på Journalisthøjskolen, ja, der er så mange muligheder her i livet. Jeg tror, at min foreløbige konklusion på livet er, at det er noget, vi ikke rigtigt kan styre. Vi kan prøve at påvirke det i den retning, vi gerne vil have at det skal gå og så håbe på det bedste. For mit vedkommende aner jeg ikke, hvor jeg står i verden om bare et par måneder. Men det er altså sådan, jeg lever mit liv for tiden. Spørger I mig om 10 år, har jeg sikkert en anden mening – men nu er jeg jo så ung og har stadigvæk hele denne skønne, mærkelige, forunderlige, uopdagede verden for mine fødder.
Fortsættes; engang når jeg er et nyt sted i verden – indtil da må I have det rigtig skønt!
Varme solskins hilsner
Troels