Mit liv som guide - Del 1
En lille hilsen fra den store verden.
Jeg sidder i en Bulgarsk taxi, mine to kollegaer Siri og Betina sidder ved siden af mig og forsøger at få lidt søvn. Med min computer i skødet prøver jeg at skabe mig et overblik over alle de ting, som jeg har oplevet det sidste halve år - det er umuligt!
Mit mål er Sunny Beach i Bulgarien - men inden jeg når så langt er der sket en masse ting!
Jeg tror, at sidste gang jeg skrev, var mens jeg arbejdede som skiguide i Østrig. Tiden er gået virkelig hurtigt, det er ikke altid lige nemt at finde tid til at tage sig sammen og skrive de her tekster. Men nu er det vist ved at være på tide, at jeg giver lidt lyd fra mig igen - og i skal da heller ikke snydes for lidt røverhistorier, så her kommer der altså en lille hilsen fra mig igen.
Da jeg var færdig med de Østrigske alper, gik turen hjem til Danmark, hvor jeg endnu engang blev mødt af det gode velkendte danske flade landskab. Tiden i Danmark skulle egentligt bare overstås, når man først arbejder i udlandet bliver det hurtigt meget kedeligt at være i Danmark - alt er så velkendt og normalt. Her er ingen mærkelige mennesker, ingen skøre turister, ingen overvældende natur eller vilde oplevelser.
Mens jeg var i Østrig havde jeg været så heldig at få job hos Apollo, så da jeg kom hjem behøvede jeg ikke at bruge min tid på at finde ud af, hvad jeg dog skulle bruge min sommer på. Den måneds tid jeg var hjemme, gik med at besøge venner og tage lidt arbejde - for man tjener jo ikke ligefrem kassen ved at være guide - så det forsømte måtte forsøges at blive indhentet.
Egentligt var det meningen, at jeg skulle rejse til Rumænien efter mit ophold i Østrig - men inden da nåede der lige at ske lidt ændringer...
Tilbageblik: (følgende tanker er skrevet på et fly på vej til Egypten)
Netop som jeg skriver denne beretning, sidder jeg på flyet på vej til Sharm El-Sheik i Egypten. For under et døgn siden sprang der 3 terrorbomber kun 90 km væk fra min destination.
For 3 dage siden blev jeg tilbudt at tage ned til Egypten for at hjælpe 5 svenske guider med at lukke sæsonen - hygge lidt om dem, om man vil. Alt var idyl, og jeg så virkelig frem til disse 3 uger, som skulle gå som smurt. Lave bådudflugter, holde lidt træffetid og ellers bare hygge om gæsterne og få de øvrige guider i 'good spirit', sæsonens ende var lige om hjørnet.
Situationen syntes nu at være en helt anden. I nyhederne er der ekstra udsendelser, min mor skælver ved tanken om, at jeg igen rejser. Venner skriver og spørger, om jeg har tænkt mig at rejse. Jeg prøver at tage det roligt, ikke lade mig påvirke - hvad kan der ske? I morgen kan jeg blive kørt ned af en sprutbilist eller dø af et slagtilfælde, hvem ved måske bliver jeg ramt af lynet? Hvorfor skulle der sprænge en bombe i min baghave?
Ude i lufthavnen kører kameraerne, mikrofonerne er tændt og lyset fra kameraet skinner mig i panden. En journalist fra radioavisen spørger mig, hvilke tanker og forbeholdsregler jeg har gjort mig, inden jeg tager af sted. Det er her det slår mig! Jeg har faktisk ikke gjort mig de store tanker inden afrejsen, alt er gået så hurtigt. Hvad sker der egentligt, når jeg kommer derned? Ned på den anden side af kloden, langt, langt væk fra andedammen, væk alt hvad jeg kender. Alt bliver igen nyt og anderledes tænker jeg for mig selv.
Jeg er både skræmt og enormt spændt. Det er nu den store prøve kommer. Jeg aner ikke hvad det er jeg bliver mødt med, når jeg ankommer. Tanken om, at alle disse mennesker som jeg sidder sammen med i flyet om få timer vil finde ud af at jeg ikke blot er en turist som dem, men en guide som de kan have tillid til og stole på, er lidt mærkeligt. Her er alle slags mennesker. En børnefamilie, et ungt kærestepar, en mor og en datter. Helt almindelige, ordinære danskere og svenskere, ligesom mig. Og der er mange af dem, flyet er næsten helt fyldt op - folk er åbenbart ikke så skræmte alligevel. Snart er de i mine hænder - disse modige og uimponerede mennesker, og tanken om at jeg stort set ved lige så lidt som dem om hvad der skal ske, er lidt mærkelig. Jeg håber, at mine kollegaer har arbejdet hele natten...
Jeg har en mærkelig fornemmelse i maven ved tanken om, at en katastrofe, så langt væk fra Danmark, kan føltes så tæt på. Når terror slår ned, rammer det ikke kun de lokale. Det rammer turisterne, det rammer de lokales økonomi, og det rammer vores frygt for at rejse ud i verden. Ja, faktisk rammer det hele verden. Men de skal ikke få ramt på mig. Jeg nægter at lade mig skræmme og blive væk. Jeg nægter at lade terrorismen sejre. De skal ikke få deres vilje - Egypten here i come!
Mit mål er Sunny Beach i Bulgarien - men inden jeg når så langt er der sket en masse ting!
Jeg tror, at sidste gang jeg skrev, var mens jeg arbejdede som skiguide i Østrig. Tiden er gået virkelig hurtigt, det er ikke altid lige nemt at finde tid til at tage sig sammen og skrive de her tekster. Men nu er det vist ved at være på tide, at jeg giver lidt lyd fra mig igen - og i skal da heller ikke snydes for lidt røverhistorier, så her kommer der altså en lille hilsen fra mig igen.
Da jeg var færdig med de Østrigske alper, gik turen hjem til Danmark, hvor jeg endnu engang blev mødt af det gode velkendte danske flade landskab. Tiden i Danmark skulle egentligt bare overstås, når man først arbejder i udlandet bliver det hurtigt meget kedeligt at være i Danmark - alt er så velkendt og normalt. Her er ingen mærkelige mennesker, ingen skøre turister, ingen overvældende natur eller vilde oplevelser.
Mens jeg var i Østrig havde jeg været så heldig at få job hos Apollo, så da jeg kom hjem behøvede jeg ikke at bruge min tid på at finde ud af, hvad jeg dog skulle bruge min sommer på. Den måneds tid jeg var hjemme, gik med at besøge venner og tage lidt arbejde - for man tjener jo ikke ligefrem kassen ved at være guide - så det forsømte måtte forsøges at blive indhentet.
Egentligt var det meningen, at jeg skulle rejse til Rumænien efter mit ophold i Østrig - men inden da nåede der lige at ske lidt ændringer...
Tilbageblik: (følgende tanker er skrevet på et fly på vej til Egypten)
Netop som jeg skriver denne beretning, sidder jeg på flyet på vej til Sharm El-Sheik i Egypten. For under et døgn siden sprang der 3 terrorbomber kun 90 km væk fra min destination.
For 3 dage siden blev jeg tilbudt at tage ned til Egypten for at hjælpe 5 svenske guider med at lukke sæsonen - hygge lidt om dem, om man vil. Alt var idyl, og jeg så virkelig frem til disse 3 uger, som skulle gå som smurt. Lave bådudflugter, holde lidt træffetid og ellers bare hygge om gæsterne og få de øvrige guider i 'good spirit', sæsonens ende var lige om hjørnet.
Situationen syntes nu at være en helt anden. I nyhederne er der ekstra udsendelser, min mor skælver ved tanken om, at jeg igen rejser. Venner skriver og spørger, om jeg har tænkt mig at rejse. Jeg prøver at tage det roligt, ikke lade mig påvirke - hvad kan der ske? I morgen kan jeg blive kørt ned af en sprutbilist eller dø af et slagtilfælde, hvem ved måske bliver jeg ramt af lynet? Hvorfor skulle der sprænge en bombe i min baghave?
Ude i lufthavnen kører kameraerne, mikrofonerne er tændt og lyset fra kameraet skinner mig i panden. En journalist fra radioavisen spørger mig, hvilke tanker og forbeholdsregler jeg har gjort mig, inden jeg tager af sted. Det er her det slår mig! Jeg har faktisk ikke gjort mig de store tanker inden afrejsen, alt er gået så hurtigt. Hvad sker der egentligt, når jeg kommer derned? Ned på den anden side af kloden, langt, langt væk fra andedammen, væk alt hvad jeg kender. Alt bliver igen nyt og anderledes tænker jeg for mig selv.
Jeg er både skræmt og enormt spændt. Det er nu den store prøve kommer. Jeg aner ikke hvad det er jeg bliver mødt med, når jeg ankommer. Tanken om, at alle disse mennesker som jeg sidder sammen med i flyet om få timer vil finde ud af at jeg ikke blot er en turist som dem, men en guide som de kan have tillid til og stole på, er lidt mærkeligt. Her er alle slags mennesker. En børnefamilie, et ungt kærestepar, en mor og en datter. Helt almindelige, ordinære danskere og svenskere, ligesom mig. Og der er mange af dem, flyet er næsten helt fyldt op - folk er åbenbart ikke så skræmte alligevel. Snart er de i mine hænder - disse modige og uimponerede mennesker, og tanken om at jeg stort set ved lige så lidt som dem om hvad der skal ske, er lidt mærkelig. Jeg håber, at mine kollegaer har arbejdet hele natten...
Jeg har en mærkelig fornemmelse i maven ved tanken om, at en katastrofe, så langt væk fra Danmark, kan føltes så tæt på. Når terror slår ned, rammer det ikke kun de lokale. Det rammer turisterne, det rammer de lokales økonomi, og det rammer vores frygt for at rejse ud i verden. Ja, faktisk rammer det hele verden. Men de skal ikke få ramt på mig. Jeg nægter at lade mig skræmme og blive væk. Jeg nægter at lade terrorismen sejre. De skal ikke få deres vilje - Egypten here i come!
Destination: CPH
Så sidder jeg endnu engang på flyet og skriver en artikel. Denne gang vil jeg berette om alle de mange forskellige indtryk jeg fik efter mit ophold i Egypten, efter terrorbomberne i Dahab.
Som guide får man utroligt mange oplevelser og erfaringer med i bagagen. De sidste 3 uger har jeg fået fyldt min rejsetaske med et utal af disse. Allerede den første dag blev jeg bombarderet med nye indtryk. Nye lugte, nye mennesker - nye mærkelige mennesker, ja, et helt nyt land og kultur.
Hvad med de her bomber?
Bomberne som sprang i Dahab har faktisk ikke påvirket Sharm specielt meget. Der er selvfølgelig høj sikkerhed overalt og folk snakker i krogene, om hvad der er sket. Vi må erkende, at vi mennesker ikke længere bliver så påvirket af den slags, som vi måske ville blive tidligere.
Kigger man ned på strandpromenaden, ser byen upåvirket ud. Her ligger folk med alverdens nationaliteter og nyder godt af Egyptens varme solstråler og storslåede koral- og fiskeliv under vandet.
Mine kollegaer havde selvfølgelig haft travlt med at tale med gæster og informere om, hvad der var sket. Hvilket også blev en af mine store opgaver. Faktisk blev jeg fra første dag bare kastet meget hurtigt ud i det hele - der var ikke tid til at falde til.
På min 2. dag i Sharm fandt jeg mig selv stående foran 100 forventningsfyldte gæster og holde velkomstmøde, om et sted som var mindst lige så fremmed for mig som for dem. Det har været i dette gear, hele mit ophold har forløbet. Hele tiden nye udfordringer - hver dag.
Kloge mennesker siger, at det tager 3 uger at falde til et nyt sted. Jeg må give disse mennesker ret. Efter blot 3 uger, som er gået utroligt hurtigt, er jeg begyndt at vænne mig til Egypten. Menneskerne hernede er herlige og kulturen... den vænner man sig til.
Fortsættes...
