Mit første marathon - Del 3
Gæsteskribenten fortæller om sit første marathon.
Jeg får ham forklaret, at det nok skal gå, og lunter stille væk, selv om han er af den opfattelse, at jeg nok bør gå ud.
Hvordan fanden skal jeg klare mig igennem de sidste 12km? Hvis jeg skal nå Brandenburger Tor er jeg nødt til at finde ind i et tempo. Et meget langsomt tempo. I starten bliver jeg nødt til at bruge mine arme, til at løfte mine ben, så jeg får en ordentlig knæhøjde på mine skridt. Jeg bliver overhalet af mange, der har været bedre til at disponere deres kræfter. Det er et nederlag.
Jeg finder ind i et stabilt tempo, og finder sammen med en høj ranglet fyr, som også ser ud til at have det meget svært. Klapsalverne fra tilskuerne er nu blevet til støj, og deres skikkelser i vejkanten er blevet til slørede konturer. Kan de for helvede ikke holde deres kæft?! Jeg hader at vise mine fejl, og på det her tidspunkt af løbet, hvor feltet er så tyndt, er der ingen steder jeg kan gemme sig. Jeg står til offentligt skue.
Jeg overvejer flere gange at gå ud af løbet. Jeg kan fake en skade, og ingen vil kunne klandre mig for det. Det er mit første maraton, så familie og venner vil stadig være stolte af mig. Men det vil jeg ikke, jeg vil simpelthen ikke kunne se mig selv i øjnene. Jeg vil skamme mig over mig selv. 'Jeg er min værste kritiker'.
Det er ikke kun fysisk hårdt, men så sandelig også psykisk, for i modsætningen til en holdsport, er der ikke nogen, som du kan skifte ud med her. Der er ingen træner du kan spørge til råds. Ingen medspillere der kommer hen til dig og siger, at nu tager du dig godt nok sammen. Der er kun dig selv.
Længere fremme kan jeg ane 35km. skiltet. Tiden viser 2.35.30. Jeg havde brugt over 25 minutter på de sidste 5km. Hvor løber jeg dog langsomt! Den høje fyr begynder at trække fra mig, jeg prøver ihærdigt at holde den samme skridtlængde, men smerten i mine trædepudder og lægmuskler gør, at jeg ikke kan få det ordentlige afsæt, som det kræver. Jeg er nede og gå flere gange. Efter at have drukket energidrik ved væskedepoterne kan jeg mærke, at jeg i et kort øjeblik får et lille fysisk overskud.
Ruten foregår på en stor boulevard, og jeg prøver at holde mig ude i højre side, så jeg kan få lidt skygge. Flere gange bilder jeg mig ind, at jeg må have overset et kilometer skilt. Jeg tænker et par måneder tilbage, hvor jeg løb på bane. 1km svarer til 2,5omgange, og jeg lå hele tiden med den parameter inde i hovedet. Nu må da der snart være gået 2,5omgange, men jeg bliver gang på gang skuffet.
Ved de 38km. kan man pludselig høre speakeren og tilskuerne fra startområdet. Lyden kommer til venstre for én, mens vi fortsætter ligeud. Det er virkelig noget, som giver mig et skub i den rigtige retning. Nu virker det hele ikke så uoverskueligt mere. Om lidt vil jeg ikke nøjes med at høre det, jeg vil også kunne se det.
Der er kommet virkelig mange tilskuere til, og de bærer simpelthen os løbere frem mod målstregen. Det må være sådan Tour de France rytterne har det, når de forcerer et stejlt bjerg, og man ser hvordan tilskuerne først træder til side i sidste sekund. Efter et par skarpe sving omkring de 39. og de 40. km. kan jeg nu se Brandenburger Tor. Det giver et ufatteligt kick, både fysisk og psykisk. Jeg får virkelig kræfter, som jeg ikke anede jeg havde. Kræfter som alverdens sportsdrikke og energibarer ikke kan give mig. Jeg sætter tempoet stille op, og lægger mig helt ude i venstre side. Jeg løber så tæt på afspærringen så muligt, så jeg kan mærke tilskuerne helt tæt på. Det er det hele værd. Alle de sure træningstimer op til er ikke spildt. Og til folk der spørger, hvorfor jeg gider at betale for en tur til Tyskland, hvor man skal ned og smadre sig selv, er svaret lige her. Udmattelsen, larmen, smerten, følelsen af at være en del af noget stort, følelsen af at have udrettet noget. Hver for sig, havde oplevelsen ikke været så stor, men i et vanvittigt inferno, udgør de indtryk og følelser sammen fundamentet for en fantastisk oplevelse.
Vi løber under Brandenburger Tor ved præcis 42km. og jeg kan nu se de kæmpe bannere, hvor der med store bogstaver står "ZIEL". Nu skal jeg bare hen over de røde måtter, så jeg kan få registreret min sluttid. Jeg løber i mål med armene over hovedet, og får stoppet min egen tid. 3.13.45. Hvor er det dog bare stort. Jeg kommer under den tid, som jeg havde sat mig for, da jeg begyndte og træne.
Vi bliver hurtigt sendt videre af officials, så vi ikke står i vejen for de næste, der krydser målstregen.
Smerten begyndte og tage over, efter at have stået stille i et par minutter. Det kroppens måde at brokke sig over, at jeg står stille.
Hvordan fanden skal jeg klare mig igennem de sidste 12km? Hvis jeg skal nå Brandenburger Tor er jeg nødt til at finde ind i et tempo. Et meget langsomt tempo. I starten bliver jeg nødt til at bruge mine arme, til at løfte mine ben, så jeg får en ordentlig knæhøjde på mine skridt. Jeg bliver overhalet af mange, der har været bedre til at disponere deres kræfter. Det er et nederlag.
Jeg finder ind i et stabilt tempo, og finder sammen med en høj ranglet fyr, som også ser ud til at have det meget svært. Klapsalverne fra tilskuerne er nu blevet til støj, og deres skikkelser i vejkanten er blevet til slørede konturer. Kan de for helvede ikke holde deres kæft?! Jeg hader at vise mine fejl, og på det her tidspunkt af løbet, hvor feltet er så tyndt, er der ingen steder jeg kan gemme sig. Jeg står til offentligt skue.
Jeg overvejer flere gange at gå ud af løbet. Jeg kan fake en skade, og ingen vil kunne klandre mig for det. Det er mit første maraton, så familie og venner vil stadig være stolte af mig. Men det vil jeg ikke, jeg vil simpelthen ikke kunne se mig selv i øjnene. Jeg vil skamme mig over mig selv. 'Jeg er min værste kritiker'.
Det er ikke kun fysisk hårdt, men så sandelig også psykisk, for i modsætningen til en holdsport, er der ikke nogen, som du kan skifte ud med her. Der er ingen træner du kan spørge til råds. Ingen medspillere der kommer hen til dig og siger, at nu tager du dig godt nok sammen. Der er kun dig selv.
Længere fremme kan jeg ane 35km. skiltet. Tiden viser 2.35.30. Jeg havde brugt over 25 minutter på de sidste 5km. Hvor løber jeg dog langsomt! Den høje fyr begynder at trække fra mig, jeg prøver ihærdigt at holde den samme skridtlængde, men smerten i mine trædepudder og lægmuskler gør, at jeg ikke kan få det ordentlige afsæt, som det kræver. Jeg er nede og gå flere gange. Efter at have drukket energidrik ved væskedepoterne kan jeg mærke, at jeg i et kort øjeblik får et lille fysisk overskud.
Ruten foregår på en stor boulevard, og jeg prøver at holde mig ude i højre side, så jeg kan få lidt skygge. Flere gange bilder jeg mig ind, at jeg må have overset et kilometer skilt. Jeg tænker et par måneder tilbage, hvor jeg løb på bane. 1km svarer til 2,5omgange, og jeg lå hele tiden med den parameter inde i hovedet. Nu må da der snart være gået 2,5omgange, men jeg bliver gang på gang skuffet.
Ved de 38km. kan man pludselig høre speakeren og tilskuerne fra startområdet. Lyden kommer til venstre for én, mens vi fortsætter ligeud. Det er virkelig noget, som giver mig et skub i den rigtige retning. Nu virker det hele ikke så uoverskueligt mere. Om lidt vil jeg ikke nøjes med at høre det, jeg vil også kunne se det.
Der er kommet virkelig mange tilskuere til, og de bærer simpelthen os løbere frem mod målstregen. Det må være sådan Tour de France rytterne har det, når de forcerer et stejlt bjerg, og man ser hvordan tilskuerne først træder til side i sidste sekund. Efter et par skarpe sving omkring de 39. og de 40. km. kan jeg nu se Brandenburger Tor. Det giver et ufatteligt kick, både fysisk og psykisk. Jeg får virkelig kræfter, som jeg ikke anede jeg havde. Kræfter som alverdens sportsdrikke og energibarer ikke kan give mig. Jeg sætter tempoet stille op, og lægger mig helt ude i venstre side. Jeg løber så tæt på afspærringen så muligt, så jeg kan mærke tilskuerne helt tæt på. Det er det hele værd. Alle de sure træningstimer op til er ikke spildt. Og til folk der spørger, hvorfor jeg gider at betale for en tur til Tyskland, hvor man skal ned og smadre sig selv, er svaret lige her. Udmattelsen, larmen, smerten, følelsen af at være en del af noget stort, følelsen af at have udrettet noget. Hver for sig, havde oplevelsen ikke været så stor, men i et vanvittigt inferno, udgør de indtryk og følelser sammen fundamentet for en fantastisk oplevelse.
Vi løber under Brandenburger Tor ved præcis 42km. og jeg kan nu se de kæmpe bannere, hvor der med store bogstaver står "ZIEL". Nu skal jeg bare hen over de røde måtter, så jeg kan få registreret min sluttid. Jeg løber i mål med armene over hovedet, og får stoppet min egen tid. 3.13.45. Hvor er det dog bare stort. Jeg kommer under den tid, som jeg havde sat mig for, da jeg begyndte og træne.
Vi bliver hurtigt sendt videre af officials, så vi ikke står i vejen for de næste, der krydser målstregen.
Smerten begyndte og tage over, efter at have stået stille i et par minutter. Det kroppens måde at brokke sig over, at jeg står stille.
Jeg får en medalje, og får taget det billede, der skal forevige det her fantastiske løb. Det billede der skal vise, at jeg har været her. Bagefter lægger jeg mig på et lille græsareal til venstre for målområdet. Det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg får alvorlige kramper i begge mine lægmuskler samtidig med, at jeg begynder at fryse voldsomt. Jeg registrerer, at klokken er omkring halv et.
Jeg vågner ved, at jeg ligger og kigger op i en rød presenning i et samarittelt. Jeg får støttet mig op på albuerne, og ser, at der er mange der, som mig, ligger på en båre. Klokken er nu 13.13. Jeg har været væk i små tre kvarter. Fuck hvor er det en skummel følelse. Der kommer en Røde Kors-medhjælper hen til mig, der giver mig et æble og lidt at drikke. Jeg ligger der i et stykke tid, inden han mener det er forsvarligt at lade mig gå. Alle løberne får uddelt et plastikomslag til at slå om sig, for at holde på varmen. Jeg har virkelig brug for mit. De næste par timer går med at slappe af, få massage, snakke med de andre jeg fulgtes herned med, og få et tiltrængt bad.
Klokken halv fem kørte bussen hjemad. Jeg har aldrig oplevet en bustur, hvor der har været så stille. En time efter holder vi ind på en McD, hvor det er tid til aftensmad. Omkring klokken halv to om natten, ruller bussen ind på parkeringspladsen ved musikhuset i Århus. Jeg kommer ikke i skole mandag, og er ikke i stand til at gå bare nogenlunde ordentligt, før en uge efter.
Nu når jeg ser tilbage, er jeg glad for, at jeg tog den beslutning i sommers. Jeg er blevet bidt af den her fantastiske sport, og er pt. i gang med at træne op til Hamborg Maraton, som ligger sidst i april. Ruten er lidt hårdere end i Berlin, men håber på en sluttid under 3.05
Jeg vågner ved, at jeg ligger og kigger op i en rød presenning i et samarittelt. Jeg får støttet mig op på albuerne, og ser, at der er mange der, som mig, ligger på en båre. Klokken er nu 13.13. Jeg har været væk i små tre kvarter. Fuck hvor er det en skummel følelse. Der kommer en Røde Kors-medhjælper hen til mig, der giver mig et æble og lidt at drikke. Jeg ligger der i et stykke tid, inden han mener det er forsvarligt at lade mig gå. Alle løberne får uddelt et plastikomslag til at slå om sig, for at holde på varmen. Jeg har virkelig brug for mit. De næste par timer går med at slappe af, få massage, snakke med de andre jeg fulgtes herned med, og få et tiltrængt bad.
Klokken halv fem kørte bussen hjemad. Jeg har aldrig oplevet en bustur, hvor der har været så stille. En time efter holder vi ind på en McD, hvor det er tid til aftensmad. Omkring klokken halv to om natten, ruller bussen ind på parkeringspladsen ved musikhuset i Århus. Jeg kommer ikke i skole mandag, og er ikke i stand til at gå bare nogenlunde ordentligt, før en uge efter.
Nu når jeg ser tilbage, er jeg glad for, at jeg tog den beslutning i sommers. Jeg er blevet bidt af den her fantastiske sport, og er pt. i gang med at træne op til Hamborg Maraton, som ligger sidst i april. Ruten er lidt hårdere end i Berlin, men håber på en sluttid under 3.05
