Mit første Marathon Del 1
Gæsteskribenten fortæller om sin første marathon.
Berlin Marathon passede fint ind i min kalender, da den lå på den anden side, af min lange sommerferie, så der var god tid til, at få en masse kilometer i benene. Jeg bestilte med det samme turen...nu var der ingen vej tilbage.
Den første del af træningen var uden et program, hvorimod de sidste 12 ugers træning fulgte et stramt skema, som er lavet til debutanter, der vil have en sluttid på omkring 3 timer og 15 min. Det program var som syet til mig, da det netop var mit mål, at komme under de 3 timer og 15 min.
Jeg havde det svært med, at skulle til at løbe så langsomt til træning. Det var ikke noget jeg var vant til. Jeg plejede og give mig fuldt ud til træning, men jeg skulle stort set ikke, nå min maxpuls i hele træningsforløbet.
Træningen forløb uden de store problemer, og to uger inden Berlin Marathon, løb jeg en halvmarathon på 1 time og 25min. Det lovede virkelig godt.
Klokken var 7:45 lørdag den 24. september 2005, da den store dobbeltdækker svingede ind på parkeringspladsen ved Musikhuset i Århus. Nu var løbet ikke noget, der længere lå ude i fremtiden. Det var lige nu og her. Nu skulle de mange kilometer ude på Brabrandstien give gevinst. De skulle føres ud i livet.
Efter at have vinket farvel til familien, gik turen ned gennem Jylland, med opsamlingssteder i Horsens, Skanderborg, Vejle, Kolding, og Padborg.
Lige inden middag var vi nået til grænsen, og vi holdte ind, for at handle ved Poetzh. Der blev ikke kørt bajere og sprut igennem kasselinien, men derimod energidrik, chokolade, kiks, müslibarer, og andre ting med et højt indhold af kulhydrater. Det var første gang i mange år, at jeg har handlet ved grænsen uden at købe bajere. Underligt.
Pulsur, mellemtider, træning, løbesko, indtagelse af væske, var nogle af de ting der blev diskuteret, mens bussen stille bevægede sig ned igennem Tyskland. Det var virkelig nørdet. En person udefra vil virkelig ryste på hovedet.
Lidt over fem var vi i Berlin, men vi var sørme ikke de eneste. Alle indfaldsvejene var fuldstændig stoppet. Det var det rene kaos. Vi skulle ud til Messehallerne, som lå i den anden ende af Berlin, hvor vi skulle hente vores løbenumre, og de elektroniske chips, der skulle registrere vores tid. Det var et kolossalt område, men det gik faktisk smertefrit med, at få udleveret startnummer og andre praktiske ting. Nu gik turen hjem til hotellet.
Vi blev indkvarteret på et virkeligt fornemt hotel, og efter at have pakket lidt ud, var det en forløsning, at få benene strakt ud, i den store seng. I forbindelse med det store arrangement havde hotellet lavet deres menu om, så der var pasta ad libitum for 15 Euro. De penge var virkelig lagt godt ud. Aldrig har spaghetti og kødsovs smagt så godt. Tilbage på hotelværelset lagde jeg alt mit tøj klar, så jeg ikke skulle tænke på det næste morgen.
Klokken 5:20 ringede mit vækkeur. Nu var dagen endelig kommet. Efter et hurtigt bad, trak jeg i mit løbetøj, og gik ned og fik morgenmad. Der blev spist rigeligt, så depoterne blev fyldt helt op. De skulle hurtigt blive tømt igen. Vi kom ikke tilbage på hotellet efter løbet, så der blev tjekket ud. Hotellet lå et kvarters kørsel fra startområdet, så vi ankom der til omkring halv otte.
Den første del af træningen var uden et program, hvorimod de sidste 12 ugers træning fulgte et stramt skema, som er lavet til debutanter, der vil have en sluttid på omkring 3 timer og 15 min. Det program var som syet til mig, da det netop var mit mål, at komme under de 3 timer og 15 min.
Jeg havde det svært med, at skulle til at løbe så langsomt til træning. Det var ikke noget jeg var vant til. Jeg plejede og give mig fuldt ud til træning, men jeg skulle stort set ikke, nå min maxpuls i hele træningsforløbet.
Træningen forløb uden de store problemer, og to uger inden Berlin Marathon, løb jeg en halvmarathon på 1 time og 25min. Det lovede virkelig godt.
Klokken var 7:45 lørdag den 24. september 2005, da den store dobbeltdækker svingede ind på parkeringspladsen ved Musikhuset i Århus. Nu var løbet ikke noget, der længere lå ude i fremtiden. Det var lige nu og her. Nu skulle de mange kilometer ude på Brabrandstien give gevinst. De skulle føres ud i livet.
Efter at have vinket farvel til familien, gik turen ned gennem Jylland, med opsamlingssteder i Horsens, Skanderborg, Vejle, Kolding, og Padborg.
Lige inden middag var vi nået til grænsen, og vi holdte ind, for at handle ved Poetzh. Der blev ikke kørt bajere og sprut igennem kasselinien, men derimod energidrik, chokolade, kiks, müslibarer, og andre ting med et højt indhold af kulhydrater. Det var første gang i mange år, at jeg har handlet ved grænsen uden at købe bajere. Underligt.
Pulsur, mellemtider, træning, løbesko, indtagelse af væske, var nogle af de ting der blev diskuteret, mens bussen stille bevægede sig ned igennem Tyskland. Det var virkelig nørdet. En person udefra vil virkelig ryste på hovedet.
Lidt over fem var vi i Berlin, men vi var sørme ikke de eneste. Alle indfaldsvejene var fuldstændig stoppet. Det var det rene kaos. Vi skulle ud til Messehallerne, som lå i den anden ende af Berlin, hvor vi skulle hente vores løbenumre, og de elektroniske chips, der skulle registrere vores tid. Det var et kolossalt område, men det gik faktisk smertefrit med, at få udleveret startnummer og andre praktiske ting. Nu gik turen hjem til hotellet.
Vi blev indkvarteret på et virkeligt fornemt hotel, og efter at have pakket lidt ud, var det en forløsning, at få benene strakt ud, i den store seng. I forbindelse med det store arrangement havde hotellet lavet deres menu om, så der var pasta ad libitum for 15 Euro. De penge var virkelig lagt godt ud. Aldrig har spaghetti og kødsovs smagt så godt. Tilbage på hotelværelset lagde jeg alt mit tøj klar, så jeg ikke skulle tænke på det næste morgen.
Klokken 5:20 ringede mit vækkeur. Nu var dagen endelig kommet. Efter et hurtigt bad, trak jeg i mit løbetøj, og gik ned og fik morgenmad. Der blev spist rigeligt, så depoterne blev fyldt helt op. De skulle hurtigt blive tømt igen. Vi kom ikke tilbage på hotellet efter løbet, så der blev tjekket ud. Hotellet lå et kvarters kørsel fra startområdet, så vi ankom der til omkring halv otte.
Vejrguderne var med os. Det kæmpe grønne område foran Brandenburger Tor, lå badet i sollys. I takt med, at solen kravlede længere op på den skyfrie himmel, strømmede der flere løbere til området. Det summede af spænding og nervøsitet. Folk gik og tjekkede hinanden ud. Andre stod og hoppede på stedet, selv om de godt vidste, at det ikke vil betyde noget, når løbet blev skudt i gang. Det hele var en del af den psykiske opvarmning.
Efter at have afleveret overtrækstøjet, fandt jeg min gruppe. Da det var mit første Marathon skulle jeg stå i bagerste gruppe. Gruppe H. Da jeg fandt mig til rette, var klokken 8:30. På den bredde sekssporede Straße des 17. Juni, stod der nu knap 40.000 løbere, og ventede på at blive sendt af sted. Bag os rejste mægtige Brandenburger Tor sig, og en kilometer fremme var rundkørslen med den store guldstatue af den vågende engel Viktoria. Monumenter der har haft stor historisk betydning. Selv 40.000 løbere var små i det perspektiv. Nå tilbage til det, det hele handlede om. Nu skulle benene tale.
Præcis kl. 9:00 blev den første gruppe sendt af sted. For at kunne starte i A-gruppen skal du påvise en tid på mindre end 2 timer og 29 min., så det var ikke Hr. og Fru. Jensen man skulle finde der. Hvornår skal jeg af sted? Jeg kunne simpelthen ikke vente med, at løbe ned af den kæmpe boulevard, som var spærret for trafik. Det var noget lidt andet, end den 2 meter cykelsti jeg til dagligt trænede på. Klokken 9:15 kom forløsningen endelig. Vi blev sendt frem til den røde startmåtte, der skulle registrere vores tid, via chippen. Endelig.
Glæd dig til - "Mit første Marathon Del II - her på Connery.
Efter at have afleveret overtrækstøjet, fandt jeg min gruppe. Da det var mit første Marathon skulle jeg stå i bagerste gruppe. Gruppe H. Da jeg fandt mig til rette, var klokken 8:30. På den bredde sekssporede Straße des 17. Juni, stod der nu knap 40.000 løbere, og ventede på at blive sendt af sted. Bag os rejste mægtige Brandenburger Tor sig, og en kilometer fremme var rundkørslen med den store guldstatue af den vågende engel Viktoria. Monumenter der har haft stor historisk betydning. Selv 40.000 løbere var små i det perspektiv. Nå tilbage til det, det hele handlede om. Nu skulle benene tale.
Præcis kl. 9:00 blev den første gruppe sendt af sted. For at kunne starte i A-gruppen skal du påvise en tid på mindre end 2 timer og 29 min., så det var ikke Hr. og Fru. Jensen man skulle finde der. Hvornår skal jeg af sted? Jeg kunne simpelthen ikke vente med, at løbe ned af den kæmpe boulevard, som var spærret for trafik. Det var noget lidt andet, end den 2 meter cykelsti jeg til dagligt trænede på. Klokken 9:15 kom forløsningen endelig. Vi blev sendt frem til den røde startmåtte, der skulle registrere vores tid, via chippen. Endelig.
Glæd dig til - "Mit første Marathon Del II - her på Connery.
