Minder fra Interrail
Interrail har i mange år været vor tids svar på en dannelsesrejse. Her kommer en sandfærdig beretning fra det noget uvirkelige liv.
Jeg havde tidligere benyttet denne rejseform og fandt det både bekvemt og økonomisk rentabelt at gøre det på det måde. Knap så eksotisk som en kamelkaravane ad Silkevejen og Kaptajn Cook søgte, af åbenlyse årsager, ikke længere unge, eventyrlystne besætningsmedlemmer til sine opdagelsesrejser, så alene af den grund, faldt valget af befordringsmiddel på tog. Og i mangel af den oprindelige Hr. Cook, måtte jeg i stedet tage til takke med Thomas Cook (de sælger rejsechecks).
Det var snart nat. Dagen havde budt på mange oplevelser, men den altoverskyggende begivenhed, om end lidt kortvarig, udspillede sig på en banegård i Sydfrankrig. Hvilken banegård står lidt hen i det uvisse, men det kommer sig nu heller ikke så nøje.
Det der således kommer sig så nøje (?) er at jeg skulle til Perpignan, tæt ved grænsen til Spanien.Jeg kiggede på oversigten over togafgange og fandt ud af at toget mod Perpignan afgik fra perron 9 (neuf på fransk.).
Det var jo tres bien, så jeg hankede op i rygsækken og gik ned til førnævnte perron. Undervejs måtte jeg standse op. Ikke på grund af vægten fra min rygsæk, men fordi der over højtaleren lød noget i stil med: "Madames es monsieurs, bla bla bla, le tren pour bla bla bla et Perpignan bla bla le voiture et eller andet tal!".
Det forekom mig som en vigtig besked, så alle bønner og glade tanker blev lynhurtigt sendt tilbage til min fransklærerinde Fr. Uhrenholdt, i håb en guddommelig indgriben efterfulgt af en oversættelse. Jeg fik da med lidt besvær oversat det til at nogle vogne kørte til "bla bla bla" (ikke interessant) mens andre kørte til Perpignan (interessant).
Idet jeg ikke havde de store interesser i at komme til "bla bla bla" måtte jeg jo få klarlagt hvilke togvogne kørte til Perpignan. Der var forholdsvis langt til perron neuf, så jeg havde god tid til at få øvet mit spørgsmål til eventuelle hjælpsomme repræsentanter fra det franske jernbanevæsen.
Her var jeg heldig. Ved siden af toget stod ikke bare en, men to repræsentanter. Om de var hjælpsomme ville tiden vise. Jeg gentog indøvede sætning i hovedet. Lød det ok? Oui, for pokker. Jeg fik jo 9. Eller var det 8?
Det ved Thomas, for han fik mere end mig! Dog kun en enkelt karakter. 8 er jo fint. Klar med spørgsmålet, smil, selvtillid, 9 (altså karakter, ikke perron, jo også perron): "øh (flot start, Peter!) pardonnez moi, le tren pour Perpignan???? , spørgende udtryk over hele ansigtet, smil.
Det var snart nat. Dagen havde budt på mange oplevelser, men den altoverskyggende begivenhed, om end lidt kortvarig, udspillede sig på en banegård i Sydfrankrig. Hvilken banegård står lidt hen i det uvisse, men det kommer sig nu heller ikke så nøje.
Det der således kommer sig så nøje (?) er at jeg skulle til Perpignan, tæt ved grænsen til Spanien.Jeg kiggede på oversigten over togafgange og fandt ud af at toget mod Perpignan afgik fra perron 9 (neuf på fransk.).
Det var jo tres bien, så jeg hankede op i rygsækken og gik ned til førnævnte perron. Undervejs måtte jeg standse op. Ikke på grund af vægten fra min rygsæk, men fordi der over højtaleren lød noget i stil med: "Madames es monsieurs, bla bla bla, le tren pour bla bla bla et Perpignan bla bla le voiture et eller andet tal!".
Det forekom mig som en vigtig besked, så alle bønner og glade tanker blev lynhurtigt sendt tilbage til min fransklærerinde Fr. Uhrenholdt, i håb en guddommelig indgriben efterfulgt af en oversættelse. Jeg fik da med lidt besvær oversat det til at nogle vogne kørte til "bla bla bla" (ikke interessant) mens andre kørte til Perpignan (interessant).
Idet jeg ikke havde de store interesser i at komme til "bla bla bla" måtte jeg jo få klarlagt hvilke togvogne kørte til Perpignan. Der var forholdsvis langt til perron neuf, så jeg havde god tid til at få øvet mit spørgsmål til eventuelle hjælpsomme repræsentanter fra det franske jernbanevæsen.
Her var jeg heldig. Ved siden af toget stod ikke bare en, men to repræsentanter. Om de var hjælpsomme ville tiden vise. Jeg gentog indøvede sætning i hovedet. Lød det ok? Oui, for pokker. Jeg fik jo 9. Eller var det 8?
Det ved Thomas, for han fik mere end mig! Dog kun en enkelt karakter. 8 er jo fint. Klar med spørgsmålet, smil, selvtillid, 9 (altså karakter, ikke perron, jo også perron): "øh (flot start, Peter!) pardonnez moi, le tren pour Perpignan???? , spørgende udtryk over hele ansigtet, smil.
De var hjælpsomme, nikkede bekræftende og mumlede noget der i mine ører mindede om "oui". Utroligt servicemindet folk, det franske. Det stoppede dog ikke her, hjælpsomheden, da den ene tilføjede " C'est le voiture (et tal højere en 11)" Det var da service på et højt plan, så jeg satte kursen mod bagenden af togstammen og fandt til mine store overraskelse vogn 17 (jeps, det var mere end 11) der var bemalet med store sorte bogstaver der dannede navnet "Perpigna". Det sidste N forsvandt tilsyneladende i en åben dør, men chancen for at toget af den grund skulle køre til en eventuel by kaldet Perpigna var minimal, vurderede jeg.
Nå, det var jo snart nat! Ind i tog, find dobbeltsæde, sove! Det var mine prioriteter. Livet som rejsende er nu dejligt simpelt. Desværre havde to af mine kommende medrejsende andre prioriteter, der dog havde mange sammenfaldende punkter med mine.
Det eneste punkt hvor man kan sige at vi havde modstridende interesser, var under punktet: sove! På den anden side af gangen, satte to unge koreanere sig ned og begyndte at snakke. På koreansk, vel at mærke. Ikke underligt da de nu engang kom fra Korea.
Det ville sikkert påkalde sig mere opmærksomhed hvis de to unge koreanere havde talt finsk. Det var nu ikke sproget der gav mig kilde til irritation, men bare det faktum at de knævrede. Sådan lyder det faktisk altid, når folk af orientalsk sprogstamme vælger at ytre sig, men derfor kan de jo sikkert godt sige noget fornuftigt. Bare ikke lige nu. Det eneste orientalske jeg pt. kunne komme i tanke om, var "Mordet i Orientekspressen".
Nå, det var jo snart nat! Ind i tog, find dobbeltsæde, sove! Det var mine prioriteter. Livet som rejsende er nu dejligt simpelt. Desværre havde to af mine kommende medrejsende andre prioriteter, der dog havde mange sammenfaldende punkter med mine.
Det eneste punkt hvor man kan sige at vi havde modstridende interesser, var under punktet: sove! På den anden side af gangen, satte to unge koreanere sig ned og begyndte at snakke. På koreansk, vel at mærke. Ikke underligt da de nu engang kom fra Korea.
Det ville sikkert påkalde sig mere opmærksomhed hvis de to unge koreanere havde talt finsk. Det var nu ikke sproget der gav mig kilde til irritation, men bare det faktum at de knævrede. Sådan lyder det faktisk altid, når folk af orientalsk sprogstamme vælger at ytre sig, men derfor kan de jo sikkert godt sige noget fornuftigt. Bare ikke lige nu. Det eneste orientalske jeg pt. kunne komme i tanke om, var "Mordet i Orientekspressen".
"Sjkusmii" Underligt, tænkte jeg. Det passede slet ikke ind i min drøm om... "Sjkusmii!" Der var det sgu igen!! Kan de franskmænd da ikke lave tog uden ubehagelige mislyde? "Hrm!! ES SKU SJMI!" Jeg åbnede et øje. Det højre. Det kunne jo være falsk alarm, så ingen grund til at frådse med de åbne øjne.
Overfor mig sad en af de unge koreanere, smilende og meget opsat på at starte en samtale. "Yes?" svarede jeg, i den tro at han havde henvendt sig til mig på engelsk. "This train go to Barcelona!" " I know", svarede jeg igen!
Der fulgte en kort pause, krydret med lidt knævren på noget der ikke var finsk. "Does this train go to Barcelona?". "Yes". Hermed var der åbnet for samtalen. En samtale der strakte sig over en længere periode, men hvor slutresultatet klokken 02:19, var at den ene koreaner lænede sig over midtergangen og rakte mig et stykke papir, hvorpå der stod. "Kim Li Su, 645-99-5632 Seoul" ,efterfulgt af: "when you come Korea, you call me on telephone. I home in september. You visit and I show you Seoul. Ok?"
Overfor mig sad en af de unge koreanere, smilende og meget opsat på at starte en samtale. "Yes?" svarede jeg, i den tro at han havde henvendt sig til mig på engelsk. "This train go to Barcelona!" " I know", svarede jeg igen!
Der fulgte en kort pause, krydret med lidt knævren på noget der ikke var finsk. "Does this train go to Barcelona?". "Yes". Hermed var der åbnet for samtalen. En samtale der strakte sig over en længere periode, men hvor slutresultatet klokken 02:19, var at den ene koreaner lænede sig over midtergangen og rakte mig et stykke papir, hvorpå der stod. "Kim Li Su, 645-99-5632 Seoul" ,efterfulgt af: "when you come Korea, you call me on telephone. I home in september. You visit and I show you Seoul. Ok?"
Hvad svarer man? Jeg havde nu ikke lige tænkt mig at lægge vejen omkring Seoul. Det jeg på daværende tidspunkt kunne strække mig til, var en smuttur omkring San Marino.
"Tak skal du ha'. Hvis jeg kommer til Seoul omkring september så ringer jeg helt sikkert! "
Sove!
"Tak skal du ha'. Hvis jeg kommer til Seoul omkring september så ringer jeg helt sikkert! "
Sove!
