Connery

Millionær af Tommy Jaud

Simon Peters er nok den største kraftidiot, som jeg nogensinde er støt på, men alligevel formår han til sidst at vinde sympati og et par smil på læben.

4 ud af 6 stjerner
Millionær af Tommy Jaud

Lad mig sige det kort, normalt læser jeg kun biografier, politiske og filosofiske værker af den ene og den anden slags og så selvfølgelig Connery.dk. ”Millionær” må siges at være meget anderledes.

Simon Peters er alle kundeservice-medarbejderes mareridt. Han mener selv, han brokker sig for at gøre verden til et bedre sted - hvis ingen brokker sig, bliver produkterne jo aldrig bedre. Desværre kan Simon ikke skelne mellem produktklager og dét at klage, fordi han har brug for noget gratis shampoo.

Simon er simpelthen så provokerende, at jeg personligt havde afbestilt hans kontanthjælp og sparket ham ud af sin lejlighed, hvis jeg havde haft muligheden for det - men han formår alligevel at vinde min sympati.

Simons lejlighed er iøvrigt en farce for sig selv. Han bor i en gammel etageejendom, og da lejligheden over ham bliver renoveret og lejet ud til en rig bimbo, kører det helt af skinnerne. Simon beslutter sig for at skrabe 10 millioner sammen, købe ejendommen og smide kællingen ud. Lettere sagt end gjort når man er på kontanthjælp, evig pessimist og har mistet fodfæstet på et eller andet tidspunkt nede af vejen.

Jeg havde nok forventet at grine mere, og havde fra anmeldelser af Tommy Jauds tidligere bog ”Kraftidiot” forstået, at det virkelig var i comedy-genren vi bevæger os. Men Millionær er så meget mere end en comedy-roman. Den er et bud på virkeligheden for en kontanthjælps-modtager, som har mistet jobbet hos TDC, ikke har nogen kæreste og som ikke rigtig føler han slår til – hverken overfor vennerne eller sig selv.

Jeg synes faktisk det er en god skildring af det sorte hul, som velfærdssamfundet risikerer at trække arbejdsduelige folk ned i, simpelthen ved at gøre hverdagen og selv-ynk for nemt med en pose penge og et klap på skulderen.

Man kan sagtens knytte mange flere samfundsbetragtelige sætninger på situationen, men det vil jeg næsten lade dig selv gøre, hvis du får læst bogen.

Bonusinfo:

Bogen er oprindelig skrevet på tysk, men er oversat og fordansket af Per Heide. Det betyder at Simon Peters valser rundt i Københavnske gader og stræder. Det betyder også at personer, hændelser i nyheder og medier er forfriskende up-to date til nutidens 2010, og det gør faktisk bogen lidt sjovere at læse.

Alt i alt en ganske fin lille historie, som kan kværnes på et par aftener eller på skiferien, og en bog som giver både stof til eftertanke og ikke mindst en stærk lyst til at finde Simon og gøre et eller andet grotesk ved ham.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce