Verden
Milliardær vender Trump ryggen: “Vi står foran en økonomisk atomvinter”
Bill Ackman er en af verdens mest kendte investorer og tidligere Trump-tilhænger.
Mens verdens aktiemarkeder styrtbløder, advarer milliardæren og hedgefond-chefen Bill Ackman om, at Donald Trumps nye globale toldpolitik er ved at udløse en “økonomisk atomvinter”.
Toldsatser og tillid på vej i frit fald
FTSE 100, indekset for Storbritanniens største børsnoterede virksomheder, dykkede omkring 5% mandag morgen, kort efter børsens åbning.
Det samme billede gentog sig i resten af verden: Tyske DAX faldt med 6,5%, franske CAC 40 med 5,3%, og i Asien smadrede Nikkei 225 ned med 6,3%, mens Hang Seng i Hongkong røg hele 9,8% ned.
Årsagen er en bølge af toldsatser fra Det Hvide Hus.
Trump afviste selv kritikken, da han søndag talte til pressen ombord på Air Force One.
Han kaldte det for “medicin for at løse noget”.
Men Bill Ackman, en af verdens mest kendte investorer og tidligere Trump-tilhænger, ser det anderledes.
Smadre al tillid til USA
Ackman langer hårdt ud og siger, at præsidenten har udløst en “global økonomisk krig” mod både allierede og fjender.
Ifølge ham er konsekvenserne alvorlige: manglende investeringer, kollapsende tillid og en økonomi, hvor virksomheder ikke tør planlægge fremad.
Han spørger retorisk: “Hvilken direktør og hvilken bestyrelse vil træffe store, langsigtede beslutninger midt i en økonomisk atomkrig? Jeg kender ikke én, der vil gøre det.”
Ackman mener, at Trump burde tage en 90-dages pause, sætte sig til forhandlingsbordet og finde en løsning i stedet for at eskalere situationen.
Ifølge ham kunne det føre til billioninvesteringer i USA – hvis ikke det hele allerede er brændt ned, vel at mærke.
Det er ikke kun de store, der lider
Han advarer også om, at det ikke kun er de store selskaber, der risikerer tæv. Små og mellemstore virksomheder samt iværksættere vil opleve “meget større smerte”.
Når toldsatserne eksploderer over natten, er det næsten umuligt at sende de højere omkostninger videre til forbrugerne og mange virksomheder er i forvejen tungt belånt.
“Business er et tillidsspil. Og præsidenten er ved at miste tilliden fra erhvervsledere verden over,” siger han.
Ifølge Ackman vil konsekvenserne ramme millioner af amerikanere, især lavindkomstforbrugere, der i forvejen kæmper.
“Det her er ikke det, vi stemte på,” afslutter han.