Mikro-crossover: Toyota Aygo X
Fremtidens Aygo er inspireret af SUV-klassen
Mikrobilerne har gennem de sidste par år haft et lille pusterum, hvor danskerne er begyndt at købe mere ind i de stadig populære kompakte crossover-modeller - mindre biler med et SUV-inspireret udtryk og en højere førerposition.
Og mens mikrobilerne indtil nu, har holdt sig til et hatchback-agtigt design, er Toyota nu på banen med en crossover i mikroklassen - arvtageren fra den populære Toyota Aygo hedder Toyota Aygo X. X'et udtales Cross, og det er da også en udtryksfuld lille bil, som japanerne har sat sammen.
Aygo X har et ret specielt udtryk, der får bilen til at se mere frisk ud end en klassisk Aygo - noget som Toyota har fået i stand ved at bygge den nye Aygo på samme platform som deres Yaris - det betyder at hjulene er hamret nærmest helt ud i hjørnerne på bilen - og det gør gode ting for bilens venderadius (4.7), der skal nemlig kun 9.4 meter til at vende den helt rundt.
Den lånte Yaris-platform giver også mere plads i Aygo X i forhold til Aygo. Bilen er 3.7 meter lang - 24 centimeter længere, og akselafstanden er øget med 9 centimeter. Den let forvoksede mikrobil har både bedre plads i kabinen og i bagagerummet.
Toyota har tænkt Aygo X som en smart bybil, og det udtrykkes også i motorprogrammet, der blot byder på en variant: En tre-cylindret 1-liter benzinmotor med 72 hk, der giver den 940 kilo tunge bil et forventet brændstofforbrug på 21.3 km/l.
Løftet af den lille bil sker også på selve hjulene - mikro-crossoveren siger bye-bye til mikroklassens 14" standard, og kommer med 17" hjul som det mindste - og vil i flere af pakkeudgaverne være udstyret med 18" hjul - og det vil uden tvivl give en mærkbar ændring i følelsen af, at køre mikrobil.
Mange muligheder for opgraderinger
Toyota har ret meget at byde på i standardmodellen, men ingen ny bil uden spændende og eftertragtede opgraderingsmuligheder, og her er Aygo X leveringsdygtig i blandt andet stoffoldetag, en skræddersyet JBL lydpakke med fire højttalere og subwoofer, Multimediesystem med over-the-air opdateringer, LED-lyspakke og andet lir.
Sikkerhed som standard
Aygo X kommer med Toyotas Safety Sense-sikkerhedspakke i alle udgaver af bilen, den omfatter: Automatisk nødbremse med fodgængergenkendelse og cyklistgenkendelse, vognbaneassistent med aktiv styring og adaptiv fartpilot.
Cross erstatter Aygo
Toyota Aygo X er arvtageren til Aygo, der er på vej på pension - derfor overtager Aygo X pladsen som Toyotas mest "økonomisk tilgængelige" bil. Priserne er dog endnu ikke meldt ud - men forvent at se Toyota Aygo X i Danmark i løbet af 2022.