Motor
MG3: MG triller på markedet med deres første minibil i Danmark
MG3+ Hybrid er allerede klar til bestilling
Det "nye" MG Motors vej til de danske veje har været en interessant fortælling der startede med de gyngende SUV-hybrider og Plug-in'er, men blev for alvor interessant med den udstyrspakkede og prisbillige elbil MG4.
Nu har MG løftet sløret for deres næste bil til de danske veje – minibilen MG3 Hybrid+, der som navnet antyder ikke er en ren elbil, men en benzin-hybrid. Altså – en ikke plug-in hybrid, men med en pænt kraftig elmotor trods det.
MG Danmark konstaterer at brændstofsdrevne biler stadig udgør 50% af nybilssalget i Danmark og at man er klar til at tage del i den del af markedet med den nye mini-hybrid.
Hybrid-motoren er udstyret med en 100 kW elmotor og batterikapacitet på 1,83 kWh – mens den benzindrevne motor er en 1,5 liters benzin-svend med fire cylindre.
Sammenlagt giver det en brændstoføkonomi på op til 22,7 km/literen, mens den samlede effekt på 194 hestekræfter er et pænt power-output for en bil i Polo-klassen. Accelerationen fra 0-100 km/t er overstået på 8 sekunder.
Bilens standard udstyrspakke består af blandt andet automatgear, Apple Carplay/Android Auto, aircon, bakkamera, LED-lys og MG Pilot med adaptiv fartpilot og diverse sikkerhedsfunktioner.
Desuden kommer der også en Comfort- og en Luxury-udstyrsvariant – sidstnævnte tilføjer blandt andet 360-graders kamera, sædevarme, nøglefri adgang og blindvinkel-assist.
Det interessante i hybriden her er prisniveauet der starter fra 214.999 kroner, der placerer den i konkurrence med biler som VW Polo, Skoda Fabia og Toyota Yaris.
MG Danmark fortæller at man forventer at kunne lancere en MG3 med en almindelig benzinmotor til en startpris på 179.999 kroner omkring årsskiftet.