Motor
MG smelter fortiden sammen med fremtiden i ny konceptbil
Det gamle MG møder den elektriske drøm
MG anno 2021 betyder elbiler, men sådan har det ikke altid været – mærket går snart 100 år tilbage, og Morris Garages (MG) har gennem tiden været særdeles kendte for deres små åbne sportsvogne – en arv, som det mere moderne MG forsøger at løfte med en ny konceptbil, der præsenteres som en fremtidens sportsbil, ved Shanghai Motor Show senere i 2021.
Det er tydeligt at se, at SAIC har hentet designinspiration i de gamle MG-modeller, på den nye konceptbil der har fået navnet MG Cyberster.
Fronten byder på et klassisk MG look med runde forlygter og en tynd frontgrill – mens formgivningen i det hele taget ligner en klassisk roadster, der er blevet trukket frem til mere tidsvarende produktionsteknologier.
MG har en målsætning om at skabe en sportsbil, der har mulighed for en elektrisk rækkevidde på 800 kilometer – og en 0-100km/t acceleration indenfor 3 sekunder. Om det lykkedes dem – og hvordan den endelige konceptbil tager sig ud, finder vi ud af den 21. april, når bilen får premiere ved Shanghai Motor Show 2021.