Viral

“Mexicansk Batman” jagter motorcykeltyve: Taper dem fast med gaffa til lygtepæle

En mystisk selvtægtsmand har skabt stor opmærksomhed i den mexicanske delstat Jalisco, hvor han ifølge lokale medier går målrettet efter personer, der mistænkes for at stå bag en bølge af motorcykeltyverier.

Den ukendte mand har fået øgenavnet “Batman”, fordi han opsporer de formodede tyve, overmander dem og efterfølgende binder dem fast til lygtepæle med tape.

Men selv om flere har hyldet den usædvanlige indsats på sociale medier, ser politiet helt anderledes på sagen.

Ifølge The Sun begyndte hændelserne den 13. juni i byen Lagos de Moreno. Her blev en ung mand fundet bundet til en lygtepæl.

I dagene efter blev yderligere fire mænd fundet under lignende omstændigheder.

De formodede motorcykeltyve havde alle fået munden tapet til, og ordet “ratero” – spansk for “tyv” – var skrevet i ansigtet på dem.

Som en ekstra signatur havde gerningsmanden tegnet knurhår på deres ansigter. I flere tilfælde blev de angiveligt stjålne motorcykler fundet i nærheden af de bundne mænd.

Politiet understreger dog, at sagen ikke handler om en folkehelt, men om alvorlig selvtægt.

Myndighederne betragter de bundne mænd som ofre i sagen, uanset om de senere måtte vise sig at have begået kriminalitet. Flere af dem havde synlige skader efter vold.

Efterforskerne arbejder nu på at identificere den person, der står bag overfaldene. Ifølge lokale myndigheder er to køretøjer blevet sat i forbindelse med angrebene, og de indgår nu i efterforskningen.

De mænd, der blev fundet bundet til lygtepælene, er siden blevet løsladt og har modtaget behandling for deres skader.

Sagen har skabt debat i Mexico, hvor stigende kriminalitet flere steder har fået borgere til at tage loven i egen hånd.

Myndighederne fastholder dog, at selvtægt ikke er en løsning, og understreger, at personer, der udøver vold eller frihedsberøver andre, selv risikerer at blive retsforfulgt – uanset motivet.