Motor

Mercedes skal finde 37 milliarder – og det skal gå stærkt

Halvdelen af beløbet skal være lokaliseret allerede inden udgangen af 2025.

Mercedes skal finde 37 milliarder – og det skal gå stærkt
Mercedes-Benz Project Geländewagen Mercedes-Benz Project Gelaendewagen

Mens Porsche allerede har meldt om svære tider, er det nu Mercedes, der må tage den økonomiske reality-check.

Ifølge tyske Manager Magazin mangler bilmærket akut 37 milliarder kroner, som de skal finde inden 2027.

Og halvdelen af beløbet skal være lokaliseret allerede inden udgangen af 2025.

Helt konkret betyder det, at den tyske bilproducent står overfor en massiv spareplan, hvor der skal skæres i omkostningerne – men uden at trykke på den store fyringsknap.

En jobsikkerhedsaftale beskytter nemlig de fleste medarbejdere fra at blive fyret før 2029.

“Det er hårde tider”

Mercedes selv er ikke meget for at uddybe situationen.

En talsmand har kun udtalt, at der er tale om en “anspændt situation i bilindustrien generelt”, og at mærket kun kan forblive økonomisk solidt ved “bæredygtigt at øge vores effektivitet”.

Oversat fra bilproducent-lingo betyder det, at det er blevet rigtigt svært at tjene penge.

Den svensk-tyske direktør Ola Källenius forsikrer dog, at der ikke kommer en “plæneklipperløsning”, men at man i stedet “vender hver eneste sten og forbedrer strukturerne”.

Læser man mellem linjerne, betyder det sandsynligvis, at Mercedes hellere vil give pæne fratrædelsesordninger og droppe at genbesætte ledige stillinger, end de vil risikere strejker og dårlig PR.

Kinesiske kunder siger nej tak – og det gør ondt

Mercedes har allerede mærket smerten i økonomien.

I fjerde kvartal af 2024 oplevede mærket et overskudsfald på hele 6,7 procent sammenlignet med året før.

En af de største syndere? Det kinesiske marked.

De kinesiske købere, som ellers har været en guldgrube for luksusbiler, holder nu igen.

Om det skyldes økonomisk usikkerhed, større fokus på hjemmemarkeds-mærker eller en cocktail af begge dele, vides ikke. Men én ting er sikkert – det koster dyrt.

Så hvad gør man, når man pludselig mangler 37 milliarder kroner? Man skærer, sparer og satser på, at fremtiden bliver lidt lysere.

For Mercedes betyder det sandsynligvis færre modeller med eksotiske V8-motorer, endnu mere fokus på elbiler (om kunderne så vil have dem eller ej), og en strømlining af produktionsprocessen.