Motor

Mercedes-Benz giver S-Klassen et teknologisk nyk op mod 2027

Nu bliver det vildt.

Mercedes-Benz har altid brugt S-Klassen som en slags rullende laboratorie. Det er her, mærket tester ny teknologi, nye systemer og nye idéer, før de langsomt siver ned i E-Klasse, C-Klasse og resten af programmet. Med opdateringen frem mod 2027 har tyskerne dog taget et markant større skridt end normalt og kalder selv faceliftet det mest omfattende i modellens historie.

Over halvdelen af bilens omkring 2.700 komponenter er blevet opdateret. Udvendigt ligner det stadig en klassisk S-Klasse med lange linjer, bred front og tydelig luksusprofil, men fokus er i høj grad rykket fra det visuelle til det digitale. Under overfladen gemmer der sig nemlig et helt nyt softwarefundament, der ændrer måden bilen fungerer på i hverdagen.

MB.OS gør bilen softwaredefineret

Kernen i opdateringen er MB.OS, Mercedes’ egen softwareplatform. Systemet fungerer som bilens digitale rygrad og forbinder alt fra infotainment og stemmestyring til undervogn, lys og førerassistenter. Det hele drives af en væskekølet computer, som reelt gør S-Klassen til en softwaredefineret bil, hvor nye funktioner og forbedringer kan tilføjes løbende via over-the-air-opdateringer.

Inde i kabinen er det svært at overse MBUX Superscreen. En stor 14,4 tommer central skærm suppleres af separate displays til både fører og passager, mens bagsædepassagerer får deres egne skærme og aftagelige fjernbetjeninger. Kabinen læner sig mere mod business lounge end klassisk bilinteriør, og integration af Google Maps, AI-baseret stemmestyring samt mulighed for Zoom- og Teams-møder gør det tydeligt, hvem bilen er tiltænkt.

Komforten er stadig et kernepunkt. Opvarmede sikkerhedsseler, digitalt styrede luftdyser, avanceret luftfiltrering og valg mellem Airmatic og E-Active Body Control sørger for, at bilen bevarer den flydende køreoplevelse, S-Klassen er kendt for.

Opdaterede motorer med fokus på overskud

Motorprogrammet får også et løft. S580 byder på en opdateret 4,0-liters V8 med flad krumtapaksel, 530 hestekræfter og 48-volts mild-hybrid-teknik. Det giver masser af overskud uden at forvandle bilen til en rendyrket performance-sedan.

S500 med rækkesekser får mere moment og en midlertidig overboost-funktion, mens plug-in-hybriden S580e kombinerer seks cylindre med en kraftigere elmotor og forbedret elektrisk rækkevidde. Bagakselsstyring på op til 10 grader og intelligent dæmpning er standard og skal få den store luksussedan til at føles mere adræt, end størrelsen antyder.

S-Klassens rolle i Mercedes-universet

S-Klassen har gennem årtier været Mercedes’ teknologiske flagskib. ABS-bremser, airbags og adaptive undervogne debuterede her længe før, de blev hverdagsteknologi. Selvom Mercedes har forsøgt at skabe en elektrisk parallel med EQS, viser 2027-opdateringen, at den klassiske luksussedan stadig spiller en central rolle.

I stedet for at genopfinde konceptet holder Mercedes fast i det velkendte ydre og bruger S-Klassen til at definere fremtidens luksus, hvor software, komfort og digital integration fylder mere end nogensinde. Resultatet er et teknologisk pejlemærke for resten af modelprogrammet, pakket ind i diskret design, oplyst grill og et interiør, der føles mere digitalt end traditionelt.