Gaming
Medal of Honor: Warfighter [Anmeldelse]
EA forsøger endnu engang at genoplive MoH-serien, men lykkes det?
GENRE: FPS
PLATFORM: Xbox 360, PC, PS3
UDVIKLER: Danger Close Games
UDGIVER: EA
ONLINE: Ja
UDGIVELSESDATO: 25. oktober
I mine øjne er der ikke produceret et godt Medal of Honor (MoH) spil siden 2002. Dengang hed det Allied Assault og foregik under 2. verdenskrig.
Nu skriver vi 2012. Det er to år siden, EA genoplivede MoH-serien med spillet Medal of Honor og nu udkommer så MoH: Warfighter. Spillet kredser om forskellige spec. ops-enheder og lader dig tage styringen med forskellige individer – set før (hold øje med denne sætning, den kommer I til at se igen).
Historien drejer sig mest om den amerikanske soldat, Preacher, og minder mest af alt om en dårligt sammensat sæbeopera. 2100 Happiness er mere overbevisende. Ommer, EA.
MoH: Warfighter bidrager ikke med noget nyt til FPS-genren. Det ville måske også være lidt meget at forvente, men man har jo lov til at håbe. Singleplayer-kampagnen tager et sted mellem fire-seks timer at gennemføre og er så hårdt scripted, at man nærmest føler sig til overs eller i vejen, når kampene brager derudaf.
Vælger du at gøre noget, spillet ikke råder dig til, ender det for det meste galt. Alle kampene minder om hinanden og generelt er spillet uhyre repetitivt – lidt ligesom at skyde ænder i Tivoli. Dog skal Danger Close Games have ros for den intuitive styring og mulighed for at "titte" op over objekter og læne sig til venstre og høre – det fungerer faktisk ret godt.
Danger Close Games forsøger at bringe lidt nyt ind, når man skal storme et lokale. Her får du forskellige valgmuligheder præsenteret, men desværre gør det ikke rigtig nogen forskel. Dine allierede står stadig og venter på, du udrydder fjenderne og til sidst bliver også disse sekvenser kedelige.
Multiplayerdelen er utrolig team-orienteret og konkurrencepræget og fungerer egentlig ganske udmærket. Der ændres lidt i de gængse spilmodes, hvilket er et klart plus, men i bund og grund er der stadig bedre alternativer derude – og så til billigere penge på nuværende tidspunkt.
Vælger du at installere spillet (af to omgange, hvis vi snakker Xbox 360 – no go, EA!), får du en utrolig realistisk grafik. CGI-sekvenserne er flotte, men er nærmest for realistiske. Preachers kone er underligt frastødende og hans unge ligner en på 40. Meget underligt.
Lyden er meget standard. Har du nogle gode højtalere, er det bare at skrue godt op – så får du lidt bulder for pengene.
Warfighter gør få ting godt, og dommen er derfor ret klar: Køb det, hvis du keder dig utrolig meget (og på forunderlig vis ikke ønsker at afprøve Assassin's Creed III, 007 Legends, Halo 4 eller andre nye, bedre titler) eller er utrolig brand-loyal.
Spillet bidrager ikke med megen nytænkning, er utrolig scripted og føles som én lang gentagelse.
EA beviser endnu en gang, hvorfor man ikke bør malke en serie i den grad, de er igang med.
Warfighter multiplayer trailer
http://www.youtube.com/watch?v=7aiLV4VW8FU
Spilanmeldelsen bliver leveret i samarbejde med OnePlay.com, som står for at levere spil til vores anmelder. Med OnePlay.com kan du leje dine spil billigt på nettet. Du beholder spillet, til du er færdig med at spille. Derefter sender du spillet portofrit tilbage. Når OnePlay modtager spillet retur, sender de dig et nyt.
Det er en nem måde, at prøve mange forskellige spil, uden at investere for mange penge i dem selv. Der er desuden ingen bøder og gebyrer. Læs mere om OnePlay.com og oprettelse her.