Medal of Honor: European Assault til PS2
Agenten William Holt erobrer et krigshærget Europa og en træt genre
Medal of Honor-serien blev sidst udvidet med spillene Pacific Assault og Rising Sun, hvor specielt sidstnævnte blev kritiseret for at være trivielt og værre endnu - alt for stringent og ensrettet. Denne kritik har EA-folkene taget til sig, og forsøger med European Assault at give genren et fornyende pust og markere sig blandt de mange andre WW2-shooters - det er lykkedes dem et langt stykke hen ad vejen.
Som set så ofte før i Medal of Honor-serien, har EA-teamet bag spillet allieret sig med alskens eksperter - alt fra historikere til våbeneksperter - for at skabe realistiske scener og give fortællingen om heltene fra 1940"erne en historisk dybde. Angrebet på St. Nazaire fandt sted i 1942, hvor briterne, i frygt for store tyske slagskibe som Bismarck og Tirpitz, så sig nødsaget til at ødelægge havnen ved St. Nazaire - koste hvad det ville.
Da de britiske admiraler ikke regnede med, at der ville være nogle overlevne, måtte de 5 ud af de oprindelige 378, der klarede skærene, selv rejse gennem det krigshærgede Europa og hjem til Storbritannien.
European Assault afbilder krigen på et tidspunkt, hvor de allierede var desperate i kampen for at standse det tredje riges ekspansion, og tager heltegerningerne og selvopofrelsen for fædrelandet til sig som et tema, der mærkes gennem hele spillet.
Gameplay
En af de store fornyelser for Medal of Honor-serien er, at man spiller som lederen af en lille håndfuld mænd, der sammen skal udforske banerne, dække hinanden og kæmpe sig vej gennem landskabet, i stedet for at man spiller en one man army, der pløjer gennem nazitropperne.
Spillets team-element går hånd i hånd med den anden store nyhed i spillet, de store, åbne og frie baner. Hvor man i mange andre WW2-shooters er tvunget til at følge en iscenesat vej gennem banerne, og andre muligheder er spærret af på alskens kreative måder, er banerne i European Assault store områder, hvor man selv skal finde den bedste vej frem til målet. I de fleste baner er der en god håndfuld muligheder, men ikke alle er lige gode for delingens helbred, så ofte - specielt på de højere sværhedsgrader - er man tvunget til at trække sig tilbage i dækning, se sig omkring og finde på en ny og forhåbentlig bedre lappeløsning.
Missionerne indeholder ud over de primære mål en række mindre opgaver, som at opspore og dræbe en sikkerhedsofficer eller angribe et nyt delmål. Man får disse nye opgaver låst op hen ad vejen i banerne, hvilket fungerer godt, da ens medsoldater og andre allierede tropper i området reagerer på det, når man via skrattende radio får noget nyt at lave. Disse opgaver kan man sagtens springe over, og stadig gennemføre banen, men de er underholdende at løse og giver spillet lidt længere levetid, da man selvfølgelig skal tilbage i banerne og løse alle opgaverne for at få guldmedaljerne.
Selvom gameplayet har fået et løft med de nye features, minder selve kampsystemet meget om de andre spil i Medal of Honor-serien. Da det er selve seriens kerne, kan man ikke sige, at der er sket den store udvikling i gameplayet, selvom der i European Assault dog bliver fokuseret mere på dækning, og banerne er større, flottere og mere varierede end hidtil set i serien.
Grafik og lyd
Hvor banerne og missionerne har fået et løft, ligner spillet grafik dog dem i de ældre Medal of Honor spil - og lever ikke op til standarden sat af first person shooter-spil som Far Cry og det nye Battlefield 2. Selv hvis man tager PS2-platformens hardwaremæssige begrænsninger i betragtning, er grafikken ikke spillets stærke side. Kræfterne er brugt på at gøre banerne store og åbne, ikke på figurerne, der set tæt på virker en anelse kantede og simple. Til gengæld kører spillet glidende, og loadingtiderne er til at holde ud.
Konklusion
European Assault er et friskt pust i en genre, hvor mange af titlernes gameplay ligner hinanden til ukendelighed. Med sine store, åbne baner, og de nye taktiske muligheder, der byder sig, idet man på de højere sværhedsgrader simpelthen er nødt til at bruge sin deling som hjælp til at gennemføre missionerne, fungerer over forventning.
Stemningen i spillet er rigtig god; fra de grynede sort-hvid videoer og kampmusikken til de opgivende råb om forstærkninger og lyden af de skrattende maskingeværer leveres en helhedsoplevelse, der kompenserer for den middelmådige grafik, og får spilleren til at glemme faktummet, at mange af kampene er set utallige gange før i de mange WW2-shooters på markedet i dag.
Spillet understøtter kun multiplayer i split-screen, hvor man kan spille op til 4 spillere, og desværre ikke online multiplayer, hvilket er en klar svaghed, og giver en ganske betragtelig nedskæring i levetiden for et first person shooter-spil i år 2005.
I de 11 missioner, der skal spilles på høje sværhedsgrader for ikke at få spillet til at virke som en relativt kort fornøjelse, giver European Assault den bedste WW2-action til dato på Playstation2-konsollen. For den erfarne spiller, der har nedlagt størstedelen af Medal of Honor- og Call of Duty-spillene, er spillet dog kun et actionbrag på en arbejdsdags længde, og ingen spilmæssig revolution, men spillet kan varmt anbefales til alle, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med WW2-shooters til PS2.
På trods af skønhedsfejl og den manglende understøttelse af online multiplayer, er European Assault er et godt og gennemført spil, der beviser, at der stadig er en fremtid i kampene om det sønderskudte Europa i midten af 1940"erne.
