McLaren W1 forsøger at være to superbiler i én – men rammer den plet?

McLaren W1 er ikke bare mærkets nyeste hyperbil. Den er også den mest avancerede gadebil, fabrikken nogensinde har bygget. Med 1.258 hestekræfter, aktiv aerodynamik og en hybrid drivlinje er ambitionerne enorme, men efter de første internationale prøvekørsler står ét spørgsmål tilbage: Kan én bil virkelig være både kompromisløs baneracer og komfortabel gadebil?

Journalister har netop haft mulighed for at opleve W1 både på Mugello-banen i Italien og på de snoede landeveje gennem Toscana. Resultatet er en bil med ekstreme evner, men også en identitet, der deler vandene.

Banen er W1’s naturlige hjemmebane

Der hersker ingen tvivl om, hvor McLaren W1 imponerer mest. På racerbanen leverer den præstationer, som matcher bilens voldsomme specifikationer.

Hybridsystemet yder op til 1.258 hestekræfter, mens kulfiberchassiset og den lave vægt giver et effektforhold på hele 899 hestekræfter pr. ton. Men det er især aerodynamikken, der stjæler opmærksomheden.

Den aktive frontsplitter ændrer automatisk position afhængigt af hastighed og køresituation, mens den enorme bagvinge konstant justerer både højde og vinkel for at skabe maksimal downforce. Når bilen sættes i Race Mode på en racerbane, aktiveres systemerne automatisk via GPS, så bilen udnytter sit fulde potentiale.

Ved maksimal belastning genererer W1 omkring 1.000 kilo downforce. Det svarer til vægten af en hel Mazda MX-5, der presser bilen ned mod asfalten.

BOOST-knappen gør en forskel

Bilens maksimale effekt er ikke konstant tilgængelig. For at få adgang til alle 1.258 hestekræfter skal bilen være sat i både Race Mode og Sprint-indstillingen.

Alternativt kan føreren aktivere en særlig BOOST-knap på rattet, som frigiver den ekstra elektriske effekt i korte perioder. Det giver et markant ekstra skub, selv når bilen allerede bevæger sig med meget høje hastigheder på langsiden.

Det er en løsning, der leder tankerne hen på Formel 1-bilernes energisystemer og gør accelerationerne endnu mere dramatiske.

Komfort eller kompromis?

På offentlig vej viser W1 en anden side af sin personlighed. Den nye mågevingedør giver bilen et spektakulært udtryk, mens kabinen er fyldt med synligt kulfiber og racing-inspirerede detaljer.

Motoren er en ny 4,0-liters dobbeltturbo V8, som alene yder 928 hestekræfter i Sport Mode og snurrer helt op til 9.200 omdrejninger. Lydbilledet består af turbosusen, blow-off-ventiler og en aggressiv V8-lyd, der understreger bilens karakter.

Alligevel er det netop de mere civiliserede egenskaber, der deler meningene. McLaren har udstyret W1 med Comfort Mode, blødere undervogn og en ren elektrisk kørefunktion. Teknologien fungerer, men spørgsmålet er, om den overhovedet hører hjemme i en hyperbil til flere millioner.

For nogle vil det gøre bilen mere anvendelig. For andre udvander det den kompromisløse oplevelse, som tidligere McLaren-modeller har været kendt for.

Arvtageren til F1 og P1

McLaren W1 overtager rollen som mærkets nye flagskib efter de ikoniske F1 og P1. F1 redefinerede superbilssegmentet i 1990’erne med rekordhastigheder og en centralt placeret førerplads, mens P1 var en af de tre biler, der skabte den berømte “Holy Trinity” sammen med Ferrari LaFerrari og Porsche 918 Spyder.

W1 bygger videre på den arv, men med en anden filosofi. Hvor F1 havde topfarten som mål, og P1 jagtede maksimal downforce, forsøger W1 at kombinere begge verdener med en bil, der både kan levere ekstreme omgangstider og fungere på almindelige veje.

Det gør den til en teknologisk imponerende hyperbil, men også til en model, der balancerer mellem to forskellige personligheder. Netop den balance bliver sandsynligvis det mest diskuterede ved McLarens nye topmodel.