-
MC tur til Bakken
Så var det endnu engang traditionen tro tid til en tur på Bakken.
Som traditionen byder det, mødtes alle endnu engang for samlet at køre mod bakken og og sætte streg under, at nu er sommeren endelig på vej igen
Så er det ved at være sommer igen. Vejret er stadigvæk koldt og blæsende, men det går den rigtige vej. Det er i det mindste ikke længere mørkt når man står op og går på arbejde, og mørkt igen når man kommer hjem.
At vinteren er ved at være ovre blev også lagt ekstra fast fredag d. 22. marts. Bakken åbnede, og det blev tid til en af de lækreste traditioner, jeg kan komme i tanke om.
2 gange om året bliver Nørrebrogade i København fyldt op med motorcykler af alle mulige forskellige slags og størrelser. Der er mennesker af alle støbninger lige fra de største skaldede fyre til de mindste børn iført læderdragter der matcher deres forældres. Alle er lige denne dag, så det er ligemeget om du har den mindste cykel eller om du er den stolte ejer af den største Harley, for alle er der af den samme grund, for at være med til at åbne bakken og hermed også pointere, at nu er sommeren og motorcykel sæsonen ved at være klar igen. Det handler om en følelse af frihed, om at mærke vinden. Det er en livsstil.
Min veninde Maria og jeg pakkede os godt ind og tog, som vi plejer når bakken enten åbner eller lukker, afsted mod Nørrebrogade. Allerede længe før man når når Nørrebro er trafikken præget af hvilken dag det er, for man kan ikke køre rundt om et hjørne uden at man møder andre der på deres cykler er på vej samme sted hen.
Før turen startede klokken 19:00, var der massere af tid til at få set nogle af de forskellige cykler der var stillet op. Og det var ikke så lidt. Fra Nørrebro station og hele vejen ned til runddelen var der fyldt op med cykler, så der var nok at se på. Vejret var også lige som det skulle være. Man kan jo ikke komme udenom at det er en småkold fornemmelse her sidst i marts, men solen skinnede, og der var ingen regn før senere på aftenen, hvor det begyndte at smådryppe en smule.
Man skal nok være en smule vildt med fart og benzin, før man kan forstå følelsen og hvordan det er, når alle tænder deres motorer på samme tid. Luften fyldes af en duft af benzin, og et brøl fylder gaden. Det er simpelthen noget der ikke kan forklares, for det skal uden tvivl opleves. Og der er mange der vælger at tage ind og se dette optog af motorcykler køre mod bakken hvert år. Der står mennesker over alt, hele vejen fra Nørrebro station og op af Strandvejen. Men det må også være noget af et syn når hundrede og hundrede motorcykler kommer kørende i samlet flok.
Denne dag skal opleves, om man selv kører eller ej, så er det en skønfornemmelse. Og det slår helt sikkert alle de forskellige MC messer der er i de forskellige haller rundt omkring i det danske land. For på denne dag er alle cykler man kan forestille sig der. Jeg kan kun foreslå at tage et smut forbi Nørrebrogade næste gang, og opleve det selv.
Se billeder fra tidligere ture til bakken i artiklens galleri, eller læs om den nyeste Harley Davidson V-ROD.
Den frækkeste Harley