Marybell Katastrophy & The National Bank, Åbningsaften Spot 2007
To bands med klare kvaliteter greb åbningsopgaven vidt forskelligt an.
Første band på plakaten og Spot Festivallens absolut første musikalske indslag blev leveret af århusianske Marybell Katastrophy. Til lejligheden havde gruppen givet sit show en usædvanligt teatralsk form gennem udklædning, dramatiske scenerekvisitter og et stort anlagt surrealistisk visuelt show, der koncerten igennem kørte på storskærm i baggrunden. Marybell Katasprophy spiller eksperimental rock med episke undertoner; ikke helt ulig Under Byen og Björk men mindre underspillet end førstnævnte og mindre løssluppen end sidstnævnte. Musikalsk er gruppens udtryk fyldt med detaljer og passede med sine foruroligende skift mellem minimalisme og støj glimrende til en siddende koncert i Musikhuset.
I forsanger Marie Højlund har Marybell Katastrophy en stor stemme, som ikke lod sig mærke med at spille foran Musikhusets Store Sal; fyldt som den var med en skøn blanding af branchefolk og almindelige festivalgængere. Generelt passede gruppens stort iscenesatte show fint til et stort spillested og glimrende til Musihusets flotte sal. Den musikalske variation var stor hvilket sikrede at man ikke et øjeblik kedede sig under koncerten. Til gengæld var der ikke nogen dele af koncerten, der for alvor bed sig fast i undertegnedes bevidsthed og dannede grundlag for en virkelig mindeværdig aften. Marybell Katastrophy har rigtig meget at byde på, men musikken mangler et løft i selvstændighed, før den bliver helt uforglemmelig. (4 stjerner).
Efter en 20 minutters pause var det norske The National Banks tur til at gå på scenen med et show, der i sin "back to basics"-tilgang adskilte sig markant fra Marybell Katastrophy. Her var ingen fancy udklædning, ingen visuelle shows og kun en stillestående idyllisk naturbaggrund på storskærmen. Det var øjeblikketligt slående, at The National Bank spiller virkelig fed indie-rock, og lige så slående at den var dybt malplaceret til en siddende koncert i Musikhuset. Musikken ville have gjort sig langt bedre på en mere traditionel rock-koncertsal, hvor man som publikum havde mulighed for at bevæge sig til musikken.
Thomas Dybdahl er en erfaren og dybt betagende forsanger, der formår at vække lytteren indefra og ud. I et til tider massivt lydbillede var det ikke altid hans karakteristiske indlevelse kom til sin fulde ret, men det kan umuligt i sig selv være et stort problem, når bandets spiller så inciterende rock, som det er tilfældet med The National Bank. Ikke desto mindre - og måske på grund af det uheldigt valgte koncertsted - strålede musikken generelt klarest i de afdæmpede passager, hvor kombinationen af inderlighed og det højstemte var til at føle. Det gjorde koncerten som helhed til en lettere ujævn affære, der hele vejen igennem holdt et højt niveau, men som kun i perioder virkelig strålede. Jeg glæder mig til at opleve The National Bank under mere gunstige omstændigheder. (4,5 stjerne).
I forsanger Marie Højlund har Marybell Katastrophy en stor stemme, som ikke lod sig mærke med at spille foran Musikhusets Store Sal; fyldt som den var med en skøn blanding af branchefolk og almindelige festivalgængere. Generelt passede gruppens stort iscenesatte show fint til et stort spillested og glimrende til Musihusets flotte sal. Den musikalske variation var stor hvilket sikrede at man ikke et øjeblik kedede sig under koncerten. Til gengæld var der ikke nogen dele af koncerten, der for alvor bed sig fast i undertegnedes bevidsthed og dannede grundlag for en virkelig mindeværdig aften. Marybell Katastrophy har rigtig meget at byde på, men musikken mangler et løft i selvstændighed, før den bliver helt uforglemmelig. (4 stjerner).
Efter en 20 minutters pause var det norske The National Banks tur til at gå på scenen med et show, der i sin "back to basics"-tilgang adskilte sig markant fra Marybell Katastrophy. Her var ingen fancy udklædning, ingen visuelle shows og kun en stillestående idyllisk naturbaggrund på storskærmen. Det var øjeblikketligt slående, at The National Bank spiller virkelig fed indie-rock, og lige så slående at den var dybt malplaceret til en siddende koncert i Musikhuset. Musikken ville have gjort sig langt bedre på en mere traditionel rock-koncertsal, hvor man som publikum havde mulighed for at bevæge sig til musikken.
Thomas Dybdahl er en erfaren og dybt betagende forsanger, der formår at vække lytteren indefra og ud. I et til tider massivt lydbillede var det ikke altid hans karakteristiske indlevelse kom til sin fulde ret, men det kan umuligt i sig selv være et stort problem, når bandets spiller så inciterende rock, som det er tilfældet med The National Bank. Ikke desto mindre - og måske på grund af det uheldigt valgte koncertsted - strålede musikken generelt klarest i de afdæmpede passager, hvor kombinationen af inderlighed og det højstemte var til at føle. Det gjorde koncerten som helhed til en lettere ujævn affære, der hele vejen igennem holdt et højt niveau, men som kun i perioder virkelig strålede. Jeg glæder mig til at opleve The National Bank under mere gunstige omstændigheder. (4,5 stjerne).
