Connery

Martin Markvardsen: Whisky skal tages højtideligt på den afslappede måde

En snak med Global Brand Ambassador hos Highland Park.

Hvis du kender lidt til whiskyindustrien i Skotland, så har du uden tvivl stødt på navnet Martin Markvardsen fra tid til anden.

Han er en vaskeægte rockstjerne inden for skotsk whisky, hvor han som Global Brand Ambassador for Highland Park har været med til både at sætte det ikoniske destilleri såvel som single malt på alles læber over en lang årrække.

Vi har taget en snak med ham på vores rundtur på Orkneyøerne for at høre nærmere om hans historie!

ANNONCE
Foto: Søren Solkær/Highland Park - Martin Markvardsen: Whisky skal tages højtideligt på den afslappede måde Foto: Søren Solkær/Highland Park

Whisky-nysgerrighed

Martin har haft en række forskellige jobs, inden han kastede sig ud i det ædle whiskyunivers.

Han er udlært maler, kørt med kildevand og har været en del af Søværnets militærpoliti, inden han prøvede kræfter med Frømandskorpset, som han dog måtte hoppe fra på grund af dårlig ryg.

'Under en øvelse i Skotland med militærpolitiet havde Martin og hans kollegaer et par dages fri, hvor han besøgte et destilleri.

Han havde egentlig ikke den store interesse i smagen af whisky eller selve whiskydelen generelt, før han trådte ind på et destilleri.

Men her blev han fascineret af historien om smuglerne i gamle dage og hvor stolte folkene bag whiskyen var af deres produkt.

Magien opstod hos besøget ved Glenkinchie i Edinburgh.

“Jeg er den lidt nørdede type. Når jeg først får interesse for noget, så vil jeg bare vide alt om det.”

Interessen satte sig i Martin, da han kom hjem til Danmark igen - men der var ikke meget hjælp at hente i den tid.

Det tidspunkt, hvor han fik interessen, var der kun nogle få specialbutikker, som havde mere end fire whiskyer på hylden på det danske marked - og det de havde på hylden ville måske være gode single malts som Glenfiddich, Bowmore og Laphroaig.

Ikke det store udvalg i single malts, men mest bare blended whisky.

Og der var ydermere kun to eller tre whiskybøger som var udgivet Danmark.

Der var ikke meget viden at komme efter - så han fandt ud af, at hvis han ville fordybe sig i det her og vide mere om den ædle whisky, så var der ingen anden udvej end at drage tilbage til Skotland.

Når han havde orlov og ferie fra militærpolitiet, tog han til Skotland og bankede på hos de forskellige destillerier.

Her begyndte han at få en fod indenfor, indtil han valgte at tage sin Brewing and Distilling-uddannelse. Det udviklede sig og han afholdt sin første smagning i 1990. I 2000 deltog han i en konkurrence, der hed Masters of Malt i Skotland, som handlede om whiskyviden og blindsmagning - han endte med at vinde konkurrencen, og der begyndte tingene at tage fart.

Han blev brugt hyppigt til at lave smagninger og præsentere forskellige whiskyer - og her fik han øjnene op for Highland Park.

“Hver gang jeg skulle afholde en smagning, sørgede jeg for at få en Highland Park 18-års med - det blev meget hurtigt min favorit.”

Han blev indkøber for World of Whiskys nye lufthavn, og der begyndte han at få kontakt med forskellige destillerier, som gerne ville have deres produkter i lufthavnen.

Han var med til at åbne Whisky House som en del af Holte Vinlager, og derefter flyttede han til Skotland for at arbejde på Craigellachie hotel, hvor han otte måneder forinden havde arbejdet på Islay, hvor han var del af produktionen bl.a.Bruichladdich, Laphroaig og Bowmore.

På hotellet prøvede han en ny side af branchen, hvor han kunne være whisky manager. Her stod han bag ved baren og uddelte sin ekspertise til gæster og besøgende, som gerne ville vide mere om whiskyuniverset.

ANNONCE
Foto: Søren Solkær/Highland Park - Martin Markvardsen: Whisky skal tages højtideligt på den afslappede måde Foto: Søren Solkær/Highland Park

Et livslangt kærlighedsforhold til Highland Park

En dag kom en gruppe folk til smagning hos Martin på hotellet, som i al hemmelighed var fra Edrington - og her strålede hans passion for Highland Park så meget igennem, at han derfra blev han headhuntet af Edrington, som i første omgang gjorde ham til Nordisk Brand Ambassador for Highland Park.

Derefter blev han Global Brand Ambassador.

“Jeg havde det som en ung dreng, der blev spurgt, om han ville komme og spille fodbold for Liverpool. For en lille tyk dansker fra Falster er det sgu gået meget godt.”

Han havde så stor kærlighed for Highland Park, at Malt of the Month på hotellet rent faktisk endte med at blive Highland Park 18-års hele 12 måneder i træk!

I dag kan han bryste sig af at være Masters of the Quaich, som er den højeste anerkendelse indenfor Skotsk whisky og bliver uddelt til en som har bidraget til den skotske whisky-industri i højeste grad.

I konkurrencen Icons of Whisky, hvor man hylder forskellige titler indenfor whisky-industrien er Martin den eneste i verden, som har vundet titlen to gange i Brand Ambassador-kategorien - og det er altså Oscar-uddelingen indenfor whisky-branchen.

Kigger han tilbage på sin karriere, er der en oplevelse, der står som noget af det, der har sat største indtryk - hverken prestigiøse titler eller udmærkelser i faget kan måle sig med den tur, hvor han sejlede over Nordsøen fra Gøteborg til Orkneyøerne for at lancere en whisky i 2014.

Det var en blanding af nervøsitet omkring lanceringen og modtagelsen og så det vilde vejr og historien omkring det at formidle en whisky med så meget historie.

“Nerverne sad uden på tøjet - vi kom ud i et gigantisk stormvejr på vores rejse, som blev et slags symbol på hele vores rejse med den whisky. Men det var bare nogle oplevelser, man ikke ville kunne få ved et andet erhverv.”

For ham er det hele rejsen, der har gjort indtryk - han føler sig stolte over de ting, som han har opnået på sin personlige rejse, men hele eventyret med whiskyen, historien og det praktiske har vundet hans hjerte. Og især årets lancering af Highland Parks ældste whisky til dato, Highland Park 54 års, og hele processen omkring tilblivelsen af denne, giver ham en klump i halsen.

 Dels fordi det er en stor ting for destilleriet at kunne hive sådan en sag frem fra 1968, men samtidig også, fordi det blev den sidste whisky med brand director Jason Craig ved roret, som desværre døde af kræft i en alder af 51 år.

“Jeg var 1 år, da denne whisky blev lagt på fadet. Det er stort.”

Prissedlen følger også trop. Vi snakker 225 flasker på verdensplan med en flaskepris på 339.000 kroner. Og hvis du spørger Martin, så er selve prisen sat af investorerne og hypen, og ikke selve smagen.

“Som investering vil man aldrig kunne komme til at miste sine penge på sådan en flaske - spørgsmålet er bare, om det giver mening at drikke en whisky til så mange penge.”

Det er oplevelsen og historien, du betaler for.

“Til at drikke og nyde er vi oppe i nogle priser, hvor jeg synes, det er ved at tage overhånd. Vi er helt enige om, at den 54-årige smager bedre - men er det en forskel, der er 100 gange større? Det er heller ikke det, du betaler for. Du betaler for at drikke noget, der er unikt.”

Martin værner om den gamle tradition om whisky, der startede tilbage omkring 1494 - formålet, har og vil altid være, at man skal have en god stund over en whisky og drikke den.

“Whisky skal tages højtideligt på den afslappede måde. Det skal altid være nydelse frem for alt - og ikke et sted, hvor du føler, du skal leve op til noget. ”

Og hvis du spørger Martin om hans mening omkring, hvordan du skal drikke den?

Så er svaret ganske simpelt:

“Man skal finde ud af, hvad man har det bedst med. Du skal drikke din whisky, som du har lyst. Hvis det fungerer for dig med vand eller isterning - så skal du gøre det. Det handler om at finde en måde, whisky fungerer for dig.”

Og om den nye flaske:

“Jeg vil håbe, at alle 225 flasker af vores 54-årige whisky åbner den og nyder den.”

ANNONCE
Foto: Søren Solkær/Highland Park - Martin Markvardsen: Whisky skal tages højtideligt på den afslappede måde Foto: Søren Solkær/Highland Park

Hjertet banker for Highland Park

Highland Park har været igennem en turbulent rejse de seneste mange år.

Martin kigger tilbage til en periode før Corona, hvor de var nået et mætningspunkt.

De sendte den ene special edition på gaden efter den anden.

Det blev for meget.

“Brandet gik fra at være respekteret til lidt mere mainstream. Corona gav os en tvunget tid til at kigge tilbage og finde ud af, hvad vi skal for fremtiden.”

En af de første ting, han snakkede med den daværende brand director Jason Craig var netop, at tiden var kommet til at sætte en stopper for alle de udgivelser.

“Jeg gik ind til Jason og turde som en af de første at sige det direkte - ‘vi har simpelthen for mange special-udgivelser’. Jeg kan huske, at han tog en dyb indånding og sagde: Endelig var der en, der sagde det.”

Det var starten på, at de skulle gøre deres core range bedre og kigge nærmere på, om de kunne sætte nogle af de ældre ting i spil, som de havde i gemmerne.

Og nu er de igen en af de mest respekterede brands på den skotske whisky-scene.

Martin har ikke på nuværende tidspunkt om at gå skridtet videre og måske blive Master Blender eller lignende - lige nu er han et godt sted i sit liv.

“Jeg laver det, jeg gerne vil. Folk spørger af og til, om jeg gerne vil videre i karrieren. Men jeg foretrækker at rejse rundt i verden og sprede glæden ved Highland Park.”

Han elsker friheden og muligheden for at kunne rejse rundt og dele sin viden om destilleriet - noget, han ikke ville kunne gøre, hvis han havde et blend, der stod og ventede på ham i kælderen på Highland Park.

“Jeg kunne ikke se mig selv lavet noget andet. Jeg er den ambassadør i verden, der har været længst hos det samme brand.”

Han ser sig selv som ret loyal - og han er ikke bleg for at understrege, at han fra tid til anden er blevet tilbudt samme job hos andre brands med en langt højere løn.

Men han kan bare ikke se sig selv ved noget andet end Highland Park. Han kunne ikke se sig selv hos et andet brand, hvor han pludselig skulle tale for, at det skulle være bedre end Highland Park.

“Jeg har så store følelser for Highland Park, så er det svært for mig at være skuespiller og være på scenen, hvor jeg taler om at andre brands skulle være bedre end Highland Park. Inderst inde er mit hjerte et helt andet sted.”

Vi siger tak for din tid og glæder os til at se, hvad Highland Park tryller de næste mange år!

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce