Klokken var 5:15 da mit vækkeur på hotelværelset ringede. Det var søndag d. 28. september og jeg lå i en stor seng på et stort hotel i det indre Berlin og stirrede tomt op i loftet. Tusind tanker og følelser farede igennem mig. Spænding, nervøsitet og en utrolig befriende følelse.
Nu var det ikke længere et uhåndgribeligt mål ude i horisonten men et håndgribeligt mål, som vil blive skudt i gang med et højt brag om mindre end 4 timer få kilometre fra hvor jeg nu lå. Det var endestationen på en lang rejse, der startede med seriøs træning for over 4 måneder tilbage. Det var nu tempoløbene på Cypern en måned tidligere i 42 graders varme skulle give resultat. Det var nu intervallerne i silende regnvejr på Århus Stadion og ugerne med 100km træning skulle betale sig tilbage.
Jeg rejste mig og smuttede en tur under bruseren. Aften før havde gået med at slappe af foran fjernsynet (hvor er der findes mange irriterende tyske underholdningsprogrammer i flimmerkassen en lørdag aften) og få lagt alt mit udstyr klar, så jeg ikke skulle tænke på det nu. Den store morgenmadsbuffet var gjort klar til os nede i restauranten, så vi løbere kunne få den nødvendige energi at løbe på. Mens jeg sad ved bordet gennemgik jeg nøje maratonløbet i mit hoved. Hvornår jeg skulle tage væske, hvilke mellemtider jeg skulle have og hvornår jeg skulle spise mine energibarer. Turen gik efterfølgende tilbage til hotelværelset, hvor de sidste småting skulle pakkes, så der efterfølgende kunne tjekkes ud.
Nervøsiteten og presset på mine skuldre begyndte så småt at melde sig i bussen på vej ind mod startområdet. Nervøsiteten for ikke at kunne leve op til venner og families forventninger. Det største pres på mine skuldre blev dog uden tvivl skabt af mine egne forventninger. Da jeg startede med træningen op til dette maraton var målet, at komme under de magiske 3 timer. Efter at have vundet et 10km motionsløb i starten af sommeren i ny personlig rekord i tiden 34:35min blev målet revideret, så det hed 2 timer og 55 min. Det nye mål kunne jeg have valgt, at holde for mig selv og derved ikke give omverden mulighed for at hæve forventningerne til mig yderligere. Det ville have været den nemme løsning. Jeg valgte og gøre det stik modsatte og derved lægge et yderligere pres på mig selv. Træningen over sommeren gik over al forventning og jeg fik tilmeldt mig Århus 1900’s halvmaraton i starten af august for at få en indikation af, hvor jeg lå henne formmæssigt. Med en tid på 1 time og 19 min., som rakte til en samlet 7. plads, skulle målet for sluttiden i Berlin endnu engang ændres. Målet hed nu 2 timer og 53 min.
Efter vi var blevet sat af bussen fik jeg indleveret mit overtrækstøj, håndklæde og toilettaske samt det tøj, som jeg skulle have på efter løbet. Stemningen omkring startområdet var helt euforisk og spændt. Det var tydeligt at mærke, at noget stort ventede lige rundt om hjørnet. Folk gik i deres egen lille verden og udførte små ritualer samt opvarmningsøvelser. Øvelser som højst sandsynlig ikke vil have indflydelse på deres præstation men som bare mekanisk blev udført.
Jeg stod nu tætpakket med en masse andre maratonløbere i C-startblokken med Brandenburg Tor i ryggen. Løbere i C-blokken havde forudgående anmeldt en sluttid på mellem 2:50 og 3 timer og jeg stod nu og tjekkede dem ud og vurdere om jeg vil nå målstregen før dem. Som en fodboldspiller, der vurderer sin direkte modspiller inden kampstart. Klokken blev 9:00 og startskuddet lød. Der var virkelig trængsel og en del løbere masede sig frem. De havde åbenbart ikke fattet, at deres nettotid først blev sat i gang når de krydsede startlinien og deres chip blev registreret af de elektroniske måtter. Jeg krydsede startlinien og satte mit stopur i gang.
Nu var kampen mod tiden gået i gang. En sluttid på 2 timer og 53 min. ville svare til et tempo på 4 min. og 6 sek. pr. km. Det var første gang jeg startede i C-gruppen og det var tydeligt at mærke, at løberne i denne gruppe var mere seriøse og lagde ud i et fornuftigt tempo. Det gjorde det nemmere at finde ind i et stabilt tempo efter meget kort tid. Jeg lod mig drive med strømmen op af den kæmpe boulevard.
Marathonløb er som at stå overfor en stor gut med tilbagetrukket arm, knyttet næve og et forbandet ondskabsfuldt blik i øjnene. Spørgsmålet er ikke om det vil blive smertefuldt men spørgsmålet er, hvornår smerten vil indtræde. For der er INGEN tvivl om at begge ting vil forårsage smerte. Et stabilt udgangstempo kunne uden tvivl være medvirkende til, at udsætte tidspunktet for hvornår denne smerte vil indtræde. De første 5km blev rundet i 20:38, hvilket passede godt ind i mit planlagte tempo. Vejret var perfekt og Berlin tog sig fantastik ud denne efterårsdag med den skarpe morgensol, som havde nemt ved at skære sig igennem alléernes store tynde trætoppene. Der var en utrolig opbakning fra tilskuerne, som uden tvivl vil være en stor hjælp længere fremme i løbet. Tiden på 10km var 41:17 og det stabile tempo fortsatte. Et par km senere skulle der tages væske for første gang, hvor løbets første flydende energibar skulle skylles ned. Det var noget sødt forbandet stads, som mest af alt smagte af sirup.
Jeg følte et stort overskud op mod en vigtig mellemtid ved halvmaraton. Et overskud der lod mig i stand til at betragte denne fantastiske metropol. Fra dens entusiastiske indbyggere, som heppede på livet løst, til de betagende bygninger og mægtige monumenter, der dannede rammen om dette fantastiske løb. Uret viste 1:26:47 da mellemtiden ved halvmaraton skulle aflæses. Jeg havde planlagt at sætte tempoet lidt op de sidste par km så det passede ganske udmærket med en sluttid på de 2:53. Mine ben havde det overraskende godt og det var ingen tvivl om, at de mange træningskilometre havde gjort det muligt at holde et stabilt tempo over en længere distance. Kort inden de 25km blev den næste energibar hevet frem fra den lille bukselomme. De svedige fingre gjorde det umuligt at rive indpakningen op så tænderne måtte i brug for at kunne få hældt det tyktflydende stads i halsen. I forhold til den første kunne effekten af denne energibar tydelig mærkes. Trætheden i især lårmusklerne blev delvist fjernet.
Omkring de 28-29km passerede vi en stor skole, som jeg kunne genkende fra de tidligere år. Jeg kunne tydelig huske, hvor presset jeg havde været de andre år, hvor denne skole blev passeret. Dengang havde mælkesyren meldt sin ankomst og havde gjort det svært at løfte benene tilstrækkelig nok til, at jeg kunne løbe med den optimale løbestil. I træningsperioden op til dette marathon havde jeg specifikt indlagt træningspas med mælkesyretræning, der skulle rykke grænsen for hvornår mælkesyren i mine muskler vil blive dannet. Målet med denne træning var opnået – min mælkesyregrænse var uden tvivl forbedret.
Fra 30- til 35km gik det overraskende godt og jeg løb de 5km på præcis 20min. Uret viste 2:23:25 da 35km mærket blev passeret. Jeg havde nu en lille halv time til, at løbe de sidste 7,2km på for, at kunne komme under de 2:53. Rent mentalt giver det et kæmpe overskud at overhale folk. Det er som at køre bil, hvor man først rigtig oplever følelsen af fart, når man overhaler en anden bil og ser den forsvinde bag sig.
Ved de 36km meldte smerten sin ankomst i muskler og led. Den store skaldede fyr førte sin arm igennem og hans hvide knoer ramte dit forsvarsløse ansigt med en enorm slagkraft. Musklerne gik fra at være ømme til at være smertefulde. Følelsen af pres på lår- og lægmusklen blev erstattet af en konstant og voldsom syrebaseret smerte, der bed og skar i hver enkelt muskelfiber. For satan hvor gjorde det ondt! Vejrtrækningen blev tungere og det dunkede hårdt inde bag brystkassen. Der kommer et tidspunkt hvor fantasien holder op og virkeligheden begynder. Dette tidspunkt var netop indtrådt. Nu begyndte maratonløbet virkeligt at begynde og de sidste kilometre skulle gennemføres på vilje. En vilje til at bide smerten i sig og holde den samme kadence.
Løbets tredje og sidste energibar blev flået op hældt i svælget. Jeg begyndte at fokusere og sætte små delmål. Jeg fokuserede på et lyskryds et par hundrede meter længere nede af vejen og trak mig langsomt hen mod det. Da det mål var nået blev sigtekornet indstillet på ny. Fokuseringen gjorde, at jeg lukkede alt ude og følte, at jeg løb med skyklapper. Lydene fra de mange tilskuere blev forvrænget og konturerne på de selvsamme tilskuer samt omgivelserne blev uskarpe.
Der var tyndet ud i mængden af løbere nu og det var tydeligt og se, at jeg ikke var den eneste som var midt i et smertehelvede. Krampetrækningerne hos andre løbere var et tydeligt bevis på denne smerte. Der føltes længere og længere mellem de enkelte kilometermærker og et kort stykke på brosten omkring de 38-39km gjorde ikke smerterne mindre. Hver enkelt ujævnhed forårsagede smerte op igennem kroppen. 40km mærket, og dermed sidste mellemtid inden mål, kunne skimtes længere fremme. Jeg havde inden løbet fået lavet et armbånd på en anerkendt løbeside, som havde genereret mine mellemtider for hver 5. kilometer ud fra en sluttid på 2:53. Efter dette bånd skulle min mellemtid efter 40km være 2:44. Da jeg kunne se at mit ur viste 2:43:51 vidste jeg, at de sidste 2,2km ville blive en gyser. Jeg ville ikke kunne holde mig selv ud, hvis jeg ikke kunne komme under de 2:53. Om tiden blev 2:53:07 eller 2:55 ville være fuldstændig lige meget. Enten når man sit mål eller så gør man ikke. Der findes ikke noget imellem.
Tænderne blev bidt ekstra meget sammen. De trætte og ømme føder landede på den store boulevard med start og mål omkring de 41km. Foran rejste mægtige Brandenburg Tor sig. Menneskemængden var enorm og de mange tilråb var helt fantastisk. Jeg kan ikke takke de mange tilskuere nok. Jeg håber de selv har prøvet at løbe løbet, så de på egen krop kan mærke hvor stor en betydning de har. Med få hundrede meter igen løb jeg under Brandenburg Tor og jeg kunne nu se det store målbanner, som strakte sig på tværs af boulevarden. Smerten var forfærdelig og de smadrede muskler gjorde det farligt at løbe, da finmotorikken mildt sagt ikke helt var i top. Jeg havde svært ved at koordinere musklerne og få et ordentligt afsæt på. Endelig blev målstregen nået og der lød en klar skinger bib-lyd da min chip blev registreret på de elektroniske måtter. For ikke at miste unødvendige sekunder havde jeg med vilje ikke kigget på mit ur de sidste par hundrede meter. Derfor var jeg også spændt på, om jeg var nået under de 2:53.
2:52:37. Målet var nået. Jeg havde vundet min kamp mod tiden og nået målstregen på under 2:53. Efter målstregen var krydset trak jeg min krop over imod et metalhegn, som jeg støttede mig op af. En tysk rødekors medarbejder tog fat i min skulder og spurgte om jeg var ok. Jeg får prustet, at ‘ich bin nur müde’. Smerten var ulidelig og mine ben falder så småt væk under mig, da jeg skubber mig selv væk fra hegnet. Den samme rødekors medarbejder samt en kollega griber fat i mig. De får øjenkontakt med mig og får hevet et plasticlagen om mig. Jeg frøs og klaprede tænder selv om temperaturen vel var omkring 25grader. Jeg blev lagt på en briks af de to medarbejdere og fik først lov til at humpe videre efter 10 minutters observering. Glæden over at have nået mit mål kunne tydeligt aflæsses i mit store smil. En glæde der kunne få tankerne væk fra smerten. En glæde der retfærdiggjorde denne smerte. Jeg ser på et skilt, at der er massage længere fremme. En massagebriks bliver heldigvis ledig i det samme øjeblik jeg når frem. En forfærdelig krampe i mine lægmuskler kommer pludseligt, da jeg er i gang med at svinge stængerne op på massagebriksen. Følelsen af et tørt stykke træ der knækker, spreder sig med øjeblikkelig virkning. Jeg skriger af fulde lunger. Mine lægmuskler vibrerer elektrisk som blev de udsat for elektrochok. De to massører ved øjeblikkeligt hvad der er galt og begynder hurtigt med den nødvendige behandling.
Efter et tiltrængt bad begiver jeg mig stille og roligt hen imod det aftalte tidspunkt, hvor rejseselskabets busser holder. Det er et stykke på en lille kilometer, hvor de mange vabler virkelig kan mærkes. Der er stadig et par timer til busserne kører nordpå. Tiden blev brugt på at drikke et par kolde pilsnere liggende på en græsplæne med en skinnende sol lige i ansigtet. Dette er for mig livskvalitet i dens reneste form.
Bussen trillede sidst på eftermiddagen ud på et nordgående Autobahn spor. Der blev lystigt snakket om, hvordan den enkelte havde oplevet løbet og hvor meget mad, der skulle bestilles når vi senere ville holde ind på McD til noget aftensmad. Her sad jeg så med smerter i stort set samtlige led uden mulighed for at strække benene. Disse gener vil være kortvarige. Det ville glæden ved at have nået mit mål ikke være. Mørket havde sænket sig og ud af ruden kunne man skimte lyskeglerne fra de modkørende biler. Radiohead kørte på Ipod’en og jeg lukkede øjnene for at slappe af mens Thom Yorke’s melankolske stemme forkælede ørerne. Jeg havde det fantastisk. Omkring kl. 2 nåede bussen Århus. Jeg hoppede op på min cyklede og trillede ned på den café, hvor jeg arbejder og deltog i den allerede igangværende personalefest.