Marathon i Berlin
Marathon fra ende til anden af Daniel Nielsen...
Klokken var 5:15 da mit vækkeur på hotelværelset ringede. Det var søndag d. 28. september og jeg lå i en stor seng på et stort hotel i det indre Berlin og stirrede tomt op i loftet. Tusind tanker og følelser farede igennem mig. Spænding, nervøsitet og en utrolig befriende følelse.
Nu var det ikke længere et uhåndgribeligt mål ude i horisonten men et håndgribeligt mål, som vil blive skudt i gang med et højt brag om mindre end 4 timer få kilometre fra hvor jeg nu lå. Det var endestationen på en lang rejse, der startede med seriøs træning for over 4 måneder tilbage. Det var nu tempoløbene på Cypern en måned tidligere i 42 graders varme skulle give resultat. Det var nu intervallerne i silende regnvejr på Århus Stadion og ugerne med 100km træning skulle betale sig tilbage.
Jeg rejste mig og smuttede en tur under bruseren. Aften før havde gået med at slappe af foran fjernsynet (hvor er der findes mange irriterende tyske underholdningsprogrammer i flimmerkassen en lørdag aften) og få lagt alt mit udstyr klar, så jeg ikke skulle tænke på det nu. Den store morgenmadsbuffet var gjort klar til os nede i restauranten, så vi løbere kunne få den nødvendige energi at løbe på. Mens jeg sad ved bordet gennemgik jeg nøje maratonløbet i mit hoved. Hvornår jeg skulle tage væske, hvilke mellemtider jeg skulle have og hvornår jeg skulle spise mine energibarer. Turen gik efterfølgende tilbage til hotelværelset, hvor de sidste småting skulle pakkes, så der efterfølgende kunne tjekkes ud.
Nervøsiteten og presset på mine skuldre begyndte så småt at melde sig i bussen på vej ind mod startområdet. Nervøsiteten for ikke at kunne leve op til venner og families forventninger. Det største pres på mine skuldre blev dog uden tvivl skabt af mine egne forventninger. Da jeg startede med træningen op til dette maraton var målet, at komme under de magiske 3 timer. Efter at have vundet et 10km motionsløb i starten af sommeren i ny personlig rekord i tiden 34:35min blev målet revideret, så det hed 2 timer og 55 min. Det nye mål kunne jeg have valgt, at holde for mig selv og derved ikke give omverden mulighed for at hæve forventningerne til mig yderligere. Det ville have været den nemme løsning. Jeg valgte og gøre det stik modsatte og derved lægge et yderligere pres på mig selv. Træningen over sommeren gik over al forventning og jeg fik tilmeldt mig Århus 1900's halvmaraton i starten af august for at få en indikation af, hvor jeg lå henne formmæssigt. Med en tid på 1 time og 19 min., som rakte til en samlet 7. plads, skulle målet for sluttiden i Berlin endnu engang ændres. Målet hed nu 2 timer og 53 min.
Efter vi var blevet sat af bussen fik jeg indleveret mit overtrækstøj, håndklæde og toilettaske samt det tøj, som jeg skulle have på efter løbet. Stemningen omkring startområdet var helt euforisk og spændt. Det var tydeligt at mærke, at noget stort ventede lige rundt om hjørnet. Folk gik i deres egen lille verden og udførte små ritualer samt opvarmningsøvelser. Øvelser som højst sandsynlig ikke vil have indflydelse på deres præstation men som bare mekanisk blev udført.
Jeg stod nu tætpakket med en masse andre maratonløbere i C-startblokken med Brandenburg Tor i ryggen. Løbere i C-blokken havde forudgående anmeldt en sluttid på mellem 2:50 og 3 timer og jeg stod nu og tjekkede dem ud og vurdere om jeg vil nå målstregen før dem. Som en fodboldspiller, der vurderer sin direkte modspiller inden kampstart. Klokken blev 9:00 og startskuddet lød. Der var virkelig trængsel og en del løbere masede sig frem. De havde åbenbart ikke fattet, at deres nettotid først blev sat i gang når de krydsede startlinien og deres chip blev registreret af de elektroniske måtter. Jeg krydsede startlinien og satte mit stopur i gang.
Nu var det ikke længere et uhåndgribeligt mål ude i horisonten men et håndgribeligt mål, som vil blive skudt i gang med et højt brag om mindre end 4 timer få kilometre fra hvor jeg nu lå. Det var endestationen på en lang rejse, der startede med seriøs træning for over 4 måneder tilbage. Det var nu tempoløbene på Cypern en måned tidligere i 42 graders varme skulle give resultat. Det var nu intervallerne i silende regnvejr på Århus Stadion og ugerne med 100km træning skulle betale sig tilbage.
Jeg rejste mig og smuttede en tur under bruseren. Aften før havde gået med at slappe af foran fjernsynet (hvor er der findes mange irriterende tyske underholdningsprogrammer i flimmerkassen en lørdag aften) og få lagt alt mit udstyr klar, så jeg ikke skulle tænke på det nu. Den store morgenmadsbuffet var gjort klar til os nede i restauranten, så vi løbere kunne få den nødvendige energi at løbe på. Mens jeg sad ved bordet gennemgik jeg nøje maratonløbet i mit hoved. Hvornår jeg skulle tage væske, hvilke mellemtider jeg skulle have og hvornår jeg skulle spise mine energibarer. Turen gik efterfølgende tilbage til hotelværelset, hvor de sidste småting skulle pakkes, så der efterfølgende kunne tjekkes ud.
Nervøsiteten og presset på mine skuldre begyndte så småt at melde sig i bussen på vej ind mod startområdet. Nervøsiteten for ikke at kunne leve op til venner og families forventninger. Det største pres på mine skuldre blev dog uden tvivl skabt af mine egne forventninger. Da jeg startede med træningen op til dette maraton var målet, at komme under de magiske 3 timer. Efter at have vundet et 10km motionsløb i starten af sommeren i ny personlig rekord i tiden 34:35min blev målet revideret, så det hed 2 timer og 55 min. Det nye mål kunne jeg have valgt, at holde for mig selv og derved ikke give omverden mulighed for at hæve forventningerne til mig yderligere. Det ville have været den nemme løsning. Jeg valgte og gøre det stik modsatte og derved lægge et yderligere pres på mig selv. Træningen over sommeren gik over al forventning og jeg fik tilmeldt mig Århus 1900's halvmaraton i starten af august for at få en indikation af, hvor jeg lå henne formmæssigt. Med en tid på 1 time og 19 min., som rakte til en samlet 7. plads, skulle målet for sluttiden i Berlin endnu engang ændres. Målet hed nu 2 timer og 53 min.
Efter vi var blevet sat af bussen fik jeg indleveret mit overtrækstøj, håndklæde og toilettaske samt det tøj, som jeg skulle have på efter løbet. Stemningen omkring startområdet var helt euforisk og spændt. Det var tydeligt at mærke, at noget stort ventede lige rundt om hjørnet. Folk gik i deres egen lille verden og udførte små ritualer samt opvarmningsøvelser. Øvelser som højst sandsynlig ikke vil have indflydelse på deres præstation men som bare mekanisk blev udført.
Jeg stod nu tætpakket med en masse andre maratonløbere i C-startblokken med Brandenburg Tor i ryggen. Løbere i C-blokken havde forudgående anmeldt en sluttid på mellem 2:50 og 3 timer og jeg stod nu og tjekkede dem ud og vurdere om jeg vil nå målstregen før dem. Som en fodboldspiller, der vurderer sin direkte modspiller inden kampstart. Klokken blev 9:00 og startskuddet lød. Der var virkelig trængsel og en del løbere masede sig frem. De havde åbenbart ikke fattet, at deres nettotid først blev sat i gang når de krydsede startlinien og deres chip blev registreret af de elektroniske måtter. Jeg krydsede startlinien og satte mit stopur i gang.
