Manden der inspirerede DiCaprios karakter i The Revenant
Mon Leo huskede Hugh Glass i sin takketale?
Så skete det. Endelig. Efter fire nomineringer uden held vandt Leonardo DiCaprio en Oscar for sin rolle i The Revenant. Vi har derfor taget et kig på historien og manden, der gjorde det hele muligt: Hugh Glass, der inspirerede DiCaprios karakter. Bag en fantastisk film er der ofte en fantastisk historie, og The Revenant er ingen undtagelse. Men hvem var manden, der overlevede et så voldsomt bjørneangreb og et svigt fra sine kammerater?
Ifølge Daily Mail var han søn af skotsk-irske forældre, som emigrerede til Pennsylvania fra Ulster. Som 40årig var Glass en del af en gruppe mænd, der i 1823 deltog i en ekspedition på den øverste strækning af Missouri River for at samle bæver skind.
På ekspeditionen var Glass en rigtig loner. Han insisterede på at campere væk fra resten af mændene og tog alene ud for at søge efter mad.
Og det var så her, han mødte bjørnen. Den bjørn, der maltrakterede Glass fuldstændig. Den bjørn, der med sit gab løftede Glass op i struben og smed ham på jorden igen. Den bjørn, der med sine 8 centimeter lange kløer lavede voldsomme kødsår og fuldstændig flænsede Glass’ hovedbund, ansigt, bryst, ene arm, hænder og ben. Da bjørnen endelig gjorde mine til at trække sig tilbage, forsøgte Glass at flygte, men bjørnen angreb igen og lavede dybe bid i hans skulder og ryg.
Til sidst lykkedes det Glass’ kammerater at dræbe bjørnen. Grundet Glass’ dybe sår i halsen var det umuligt for ham at tale, og han kunne heller ikke gå. Hans kammerater havde altså ikke særlig store forventninger til hans overlevelse, så de bandt stof om hans sår og blev hos ham natten over – overbeviste om, at de næste morgen ville finde ham død.
.. Men det gjorde de bare ikke. Ekspeditionens anfører Andrew Henry forsøgte at transportere Glass med videre i en båre, men han indså hurtigt, at det både ville sænke og farliggøre ekspeditionen. Henry efterlod derfor to mænd med Glass, som skulle blive ved ham, til han døde, for efterfølgende at begrave ham og indhente resten af flokken igen. Men efter fem dage var Glass imod alle forventninger stadig i live, og de to kammerater begyndte at frygte, at deres chance for at indhente resten af flokken var ved at løbe ud. For at sikre egen overlevelse efterlod de to mænd Glass nær et vandløb og stødte til resten af mændene og meddelte dem, at Glass nu var død og begravet.
Før de efterlod ham, havde de taget hans riffel, ammunition, kniv og hans udstyr til at tænde ild for ikke at komme i karambolage med resten af mændene over at efterlade så godt udstyr hos en død.
Så der lå Glass: Han kunne ikke gå, han havde ingen våben, intet udstyr, ingen mad – men selv det var ikke nok til at slå ham ihjel! Da de to mænd havde placeret ham nær et vandløb, kunne han nå vand og små bær fra en busk i nærheden. Et par dage senere vågnede han og så en klapperslange sove i nærheden, og han brugte en sten til at slå den ihjel. Med samme sten skar han slangen i så små stykker, at han lige netop kunne sluge dem på trods af sin forrevne hals.
Da Glass hverken kunne gå eller stå, frygtede han, at det ville være umuligt for ham at indhente sine kammerater, men han ville have hævn. Han pakkede sig selv ind i skindet fra den bjørn, der havde angrebet ham – hans kammerater havde flået bjørnen og brugt skindet som ligklæde. Derefter kravlende han den 635 kilometer lange vej mod en fransk pelshandels post.
Glass mødte en gruppe Sioux indianere, som hjalp ham videre, men dem blev han kun ved i to dage; han var fast besluttet på at få sin hævn.
Efter noget nær ufatteligt mange udfordringer indhentede han endelig resten af mændene. Hævnen var nær. Glass tilgav dog den ene af de mænd, der havde efterladt ham efter en undskyldning, men var stadig fast besluttet på at hævne sig over den anden og få sin riffel tilbage. Virkeligheden var dog en anden, da den ledende officer fortalte Glass, at det i henhold til amerikansk lovgivning var ulovligt at slå en menig soldat ihjel, hvorfor Glass ville blive hængt. Glass måtte nøjes med at få sin riffel tilbage, men han kunne dog ikke dy sig for en sidste trussel: Forlad aldrig hæren, hvis du har dit liv kært.
Glass' liv endte i 1833, da han blev angrebet af en gruppe indianere.
.. Men hans krop blev aldrig fundet.
Med alt det Glass har været igennem og overlevet, skulle det ikke overraske os, hvis han stadig var i live et eller andet sted.. You never know!
