Verden
Malte Ebert debuterer i Anders And – som coach for Bjørne-banden
I ny historie fra Andeby bliver Malte Næbert den desperate mentor for Bjørne-banden i kampen om en forsvunden diamant og en sangkonkurrence til søs
Dansk popstjerne og entertainer tidligere kendt som Gulddreng; Malte Ebert, får nu sin helt egen tegneseriefigur i Anders And & Co. – og rollen er ikke hvilken som helst.
I det kommende nummer dukker han nemlig op som “Malte Næbert”, en karakter med stor lighed til virkelighedens Ebert, der får til opgave at coache selveste Bjørne-banden i en sangkonkurrence.
Det hele sker i den nye historie Havets Øje, hvor de tre banditter har mistet en kostbar blå diamant under flugt – og misforståelser leder dem ind i talentkonkurrencen “Sange til Søs” på et luksuskrydstogt. Her må de satse alt på at vinde præmien tilbage… men de kan ikke synge.
Løsningen? At lade Malte Næbert – altså Eberts tegneserie-alter ego – forsøge at gøre dem til musikalske superstjerner.
”Jeg har læst virkelig mange Anders And-blade og Jumbobøger som barn – det var noget af det bedste, jeg vidste. Så at se mig selv som en karakter i det univers, jeg elskede så højt, er helt vildt stort! Det er både nostalgisk og absurd på den bedste måde. Og navnet ‘Malte Næbert’ er sgu ret godt fundet på. Hvis jeg som 10-årig havde fået dét blad i hænderne, havde jeg 100% tabt undernæbet og været pavestolt. Det her føles som at få et postkort fra barndommen – bare med mig selv på forsiden!”, siger Malte Ebert aka Malte Næbert
Malte Ebert slutter sig til en lille, eksklusiv klub af danskere, som har gæstespillet i Andeby-universet – blandt andre Rasmus Seebach, Caroline Wozniacki og Viktor Axelsen.
Anders And & Co. nr. 17 udkommer den 24. april 2025 i hele Danmark.
Læs også: