Har du nogensinde været så presset, at du har måtte vente på de ugentlige reklamer, for at kunne tørre dig selv på toilettet – eller ledt i skraldespanden efter efterladte fødevarer, der måske kunne spises alligevel, efter en tur i mikroovnen for at fjerne de værste bakterier?
Hvis ja, så er nedenstående 3 retter måske noget for dig…
Udover at det er nogle meget klassiske retter, så er de også nemme og billige. Meningen er, at den kylling du koger i den første ret, grydestegt kylling, bliver brugt de to efterfølgende dage i kylling i karry og tarteletter med høns i asparges.
Nu vi er ved de asparges, vil jeg lige benytte lejligheden til at omtale et underligt fænomen der omhandler asparges og urin. Har du nogle gange i dit liv oplevet at din urin lugter virkelig underligt? Hvis ja, så er du sandsynligvis en af de 40% af danskerne, der har et gen, der kan nedbryde en syre der er i asparges – hvilket resulterer i en meget ildelugtende urin. Jeg oplever selv denne lugt, allerede ved en meget lille indtagelse af asparges.
Har det gjort dit liv svært, og har du brug for at dele denne følelse/oplevelse med andre – så kan du passende melde dig ind i facebook gruppen "Min urin lugter underlig, når jeg har spist Asparges…".
Du kan finde gruppen ved at klikke her…
Alle råvarer er købt i et discount supermarked, og de 100 kroner er udregnet efter den mængde du bruger i retterne – der vil af nogle af varerne være noget tilbage, som så kan indgå i andre fremtidige retter.
Indrømmet, det er ikke lige frem et kødorgie – men portionerne er store nok til at blive helt mæt og der er rigeligt med tilbehør og sovs 🙂
I bunden af nogle af opskriverne har jeg skrevet alternative varer, som du måske har i forvejen, som kan tilføjes til retterne eller måske erstatte nogle af ingredienserne.
Der er en side til hver af opskrifterne, på side 4 finder du desuden en udførlig indkøbsliste.
Dag 1
Grydestegt kylling med hjemmelavet agurkesalat og brun sauce
1 stk. kylling på ca. 1200 til 1400 gram
25 g. smør
1 løg i grove stykker
½ pakke champignon skåret i 1/4 stykker
Salt
Peber
3 dl. vand
1 hønsebouillon terning
3 laurbærblade
1. Smelt smørret i en gryde, der er stor nok til kyllingen
2. Brun kyllingen på alle sider sammen med løg og champignon, når smørret ikke bruser mere. Det er nemmest at vende kyllingen med to gafler, den skal bare have lidt farve på alle sider.
3. Krydder kyllingen med salt og peber.
4. Tilsæt vand, bouillon og laurbærblade og lad det hele koge under låg i ca. 1 time.
TIP
Du kan give kyllingen mere smag ved at tilsætte flere grønsager/krydderurter under kogningen, f.eks. persille, porre, peberkorn i lage eller rodfrugter i grove stykker. Desuden kan vandet erstattes af rødvin. Vil du have saucen virkelig kraftig, kan du tilsætte en ½ dl whisky.
Agurkesalat
1 agurk
1 dl eddike
½ dl vand
2 spsk. sukker
Salt
1. Riv agurken i helt tynde skiver, eller skær den i tynde skiver som jeg har gjort.
2. Hæld alle de øvrige ingredienser i en skål, og rør indtil sukkeret er opløst.
3. Læg agurkeskiverne i en skål og hæld eddike blandingen over.
4. Lad det hele trække mindst 20 minutter i køleskabet
TIP
Salaten bliver bedst, hvis den får lov at stå en times tid. Jeg synes den er lækker med lidt chiliflager og meget groft hakket peber. En anden klassisk ingrediens er fint hakket dild, det er jeg ikke fan af – havde en uheldig oplevelse med dildsnaps som ung.
Info
Løgene er bare til pynt, men smager også lækkert, hvis de ligger sammen med agurkerne i lagen.
Kartofler
500 gram kartofler
1 tsk. salt
1. Skræld kartoflerne.
2. Læg dem i en gryde, og dæk dem med vand.
3. Tilsæt salt, og kog kartoflerne ca. 20 minutter
TIP
Kartoflerne skal koge kortere tid hvis det er nye kartofler, desuden kan man med fordel tilsætte frisk løvstikke under kogningen – det giver en fantastisk duft i køkkenet og lidt ekstra smag til kartoflerne.
Sauce
25 gram smør
2 spsk. mel
Væsken fra kyllingen, også kaldet fond.
1/4 liter fløde
Salt
Peber
Lidt sovsekulør
1. Tjek at kyllingen har fået nok ved at stikke i den, der skal komme klar saft ud af den.
2. Læg kyllingen på et fad, og lad den køle af.
3. Si løg, champignon og laurbærblade fra. (Gem champignon sammen med fonden)
4. Tag 1 dl. af fonden fra, det skal bruges i de to efterfølgende retter.
5. Smelt smørret i en gryde, og lad det bruse af.
6. Tilsæt melet og pisk det jævnt med smørret.
7. Tilsæt fond og eventuelt lidt ekstra vand, hvis saucen bliver for tyk.
8. Tilsæt fløde og smag til med salt og peber.
9. Giv sovsen den kulør du ønsker, med kulør 🙂
Info
For at have kylling til de to efterfølgende retter bruges under/overlår i denne ret.
Kylling i Karry
25 gram smør
1 fint hakket løg
6-8 stk. champignon i ¼ stykker
1 æble i helt små stykker
1 rød peber i strimler
1 spsk. karry
1 dåse kokosmælk 400 ml.
1 hønsebouillon terning
¼ dl vand
½ dl hønsefond fra kyllingen
Kyllingekød i tern (halvdelen af det resterende)
Ris
1. Smelt smørret i en gryde, og lad det bruse af.
2. Steg løg sammen med champignon, til løgene er klare.
3. Tilsæt æbler og karry, og lad det stege med nogle minutter.
4. Tilsæt kokosmælk, bouillon, vand og fond – og lad det hele koge ca. 10 minutter.
5. Tilsæt kylling og varm det hele igennem.
6. Serveres sammen med kogte ris.
TIP
Æbler kan erstattes af mangochutney, det giver en mere raffineret og kraftig smag. Desuden kan der tilsættes små rejer, frisk chili, ananas i tern og mini majs i små stykker.
Det kan godt betale sig at bruge lidt tid på at finde en god karry, der er virkelig stor forskel. Karryen jeg har brugt i denne ret, var med i et 3 for 10 kroners marked – og er en smule tam. Hvis du har karrypasta kan den sagtens erstatte pulveret.
Tarteletter med høns i asparges
25 gram smør
2 spsk. mel
2 dåser aspargessnitter
½ dl hønsefond fra kyllingen
1/4 liter fløde
1 pakke tarteletter
1. Smelt smørret i en gryde og lad det bruse af.
2. Tilsæt melet, og pisk det jævnt med smørret.
3. Tilsæt vandet fra aspargessnitterne, fond og eventuelt lidt ekstra vand, hvis saucen bliver for tyk.
4. Tilsæt fløde og varm saucen igennem.
5. Tilsæt asparges og kylling, og smag til med salt og peber.
6. Varm tarteletterne i ovnen, og fyld dem med saucen.
TIP
Jeg foretrækker luksus tarteletter, der er lavet af butterdej, men jeg brugte de billige i denne opskrift for ikke at overskride de 100 kroner. Alternativt kan du selv lave dem at butterdej, det er også billigt.
Skal det være rigtig lækkert, kan aspargessnitterne erstattes af frisk kogte asparges.
På side 4 finder du en udskriftsvenlig indkøbsliste.
Bon Appetit!
Kød
1 stk. kylling på ca. 1200 til 1400 gram
Mælkeprodukter
1 pakke smør
½ liter fløde
Grønsager/frugt
2 løg
1 pakke champignon
1 agurk
500 gram kartofler
1 æble
1 rød peber
Krydderier
Salt
Peber
3 laurbærblade
Sukker (2 spsk.)
Sovse kulør
Karry
Diverse
2 hønsebouillon terning
1 dl eddike
1 dåse kokosmælk 400ml
2 dåser aspargessnitter
1 pakke tarteletter
Mel (4 spsk.)
Ris (4 dl)