Connery

Mad for to personer i 3 dage for en hund...

Slip for at skulle tørre bagdelen i gamle aviser, lav mad fra bunden for under en 20'er pr. dag.


Har du nogensinde været så presset, at du har måtte vente på de ugentlige reklamer, for at kunne tørre dig selv på toilettet – eller ledt i skraldespanden efter efterladte fødevarer, der måske kunne spises alligevel, efter en tur i mikroovnen for at fjerne de værste bakterier?


 

Hvis ja, så er nedenstående 3 retter måske noget for dig…

 

Udover at det er nogle meget klassiske retter, så er de også nemme og billige. Meningen er, at den kylling du koger i den første ret, grydestegt kylling, bliver brugt de to efterfølgende dage i kylling i karry og tarteletter med høns i asparges.

Nu vi er ved de asparges, vil jeg lige benytte lejligheden til at omtale et underligt fænomen der omhandler asparges og urin. Har du nogle gange i dit liv oplevet at din urin lugter virkelig underligt? Hvis ja, så er du sandsynligvis en af de 40% af danskerne, der har et gen, der kan nedbryde en syre der er i asparges - hvilket resulterer i en meget ildelugtende urin. Jeg oplever selv denne lugt, allerede ved en meget lille indtagelse af asparges.

Har det gjort dit liv svært, og har du brug for at dele denne følelse/oplevelse med andre - så kan du passende melde dig ind i facebook gruppen "Min urin lugter underlig, når jeg har spist Asparges...".

Du kan finde gruppen ved at klikke her...

 

Alle råvarer er købt i et discount supermarked, og de 100 kroner er udregnet efter den mængde du bruger i retterne – der vil af nogle af varerne være noget tilbage, som så kan indgå i andre fremtidige retter.

Indrømmet, det er ikke lige frem et kødorgie - men portionerne er store nok til at blive helt mæt og der er rigeligt med tilbehør og sovs :-)

 

I bunden af nogle af opskriverne har jeg skrevet alternative varer, som du måske har i forvejen, som kan tilføjes til retterne eller måske erstatte nogle af ingredienserne.

Der er en side til hver af opskrifterne, på side 4 finder du desuden en udførlig indkøbsliste.
ANNONCE
Mad for to personer i 3 dage for en hund...
Dag 1

Grydestegt kylling med hjemmelavet agurkesalat og brun sauce

 

1 stk. kylling på ca. 1200 til 1400 gram

25 g. smør

1 løg i grove stykker

½ pakke champignon skåret i 1/4 stykker

Salt

Peber

3 dl. vand

1 hønsebouillon terning

3 laurbærblade

 

1. Smelt smørret i en gryde, der er stor nok til kyllingen

2. Brun kyllingen på alle sider sammen med løg og champignon, når smørret ikke bruser mere. Det er nemmest at vende kyllingen med to gafler, den skal bare have lidt farve på alle sider.

3. Krydder kyllingen med salt og peber.

4. Tilsæt vand, bouillon og laurbærblade og lad det hele koge under låg i ca. 1 time.

 

TIP

Du kan give kyllingen mere smag ved at tilsætte flere grønsager/krydderurter under kogningen, f.eks. persille, porre, peberkorn i lage eller rodfrugter i grove stykker. Desuden kan vandet erstattes af rødvin. Vil du have saucen virkelig kraftig, kan du tilsætte en ½ dl whisky.
ANNONCE
Mad for to personer i 3 dage for en hund...
Agurkesalat

 

1 agurk

1 dl eddike

½ dl vand

2 spsk. sukker

Salt

Peber

 

 

 

1.  Riv agurken i helt tynde skiver, eller skær den i tynde skiver som jeg har gjort.

2. Hæld alle de øvrige ingredienser i en skål, og rør indtil sukkeret er opløst.

3. Læg agurkeskiverne i en skål og hæld eddike blandingen over.

4. Lad det hele trække mindst 20 minutter i køleskabet

 

TIP

Salaten bliver bedst, hvis den får lov at stå en times tid. Jeg synes den er lækker med lidt chiliflager og meget groft hakket peber. En anden klassisk ingrediens er fint hakket dild, det er jeg ikke fan af - havde en uheldig oplevelse med dildsnaps som ung.

Info

Løgene er bare til pynt, men smager også lækkert, hvis de ligger sammen med agurkerne i lagen.
ANNONCE
Kartofler

 

500 gram kartofler

1 tsk. salt

 

1. Skræld kartoflerne.

2. Læg dem i en gryde, og dæk dem med vand.

3. Tilsæt salt, og kog kartoflerne ca. 20 minutter

 

TIP

Kartoflerne skal koge kortere tid hvis det er nye kartofler, desuden kan man med fordel tilsætte frisk løvstikke under kogningen – det giver en fantastisk duft i køkkenet og lidt ekstra smag til kartoflerne.
ANNONCE
Mad for to personer i 3 dage for en hund...
Sauce

 

25 gram smør

2 spsk. mel

Væsken fra kyllingen, også kaldet fond.

1/4 liter fløde

Salt

Peber

Lidt sovsekulør

 

1.  Tjek at kyllingen har fået nok ved at stikke i den, der skal komme klar saft ud af den.

2. Læg kyllingen på et fad, og lad den køle af.

3. Si løg, champignon og laurbærblade fra. (Gem champignon sammen med fonden)

4. Tag 1 dl. af fonden fra, det skal bruges i de to efterfølgende retter.

5. Smelt smørret i en gryde, og lad det bruse af.

6. Tilsæt melet og pisk det jævnt med smørret.

7. Tilsæt fond og eventuelt lidt ekstra vand, hvis saucen bliver for tyk.

8. Tilsæt fløde og smag til med salt og peber.

9. Giv sovsen den kulør du ønsker, med kulør :-)

 

Info

For at have kylling til de to efterfølgende retter bruges under/overlår i denne ret.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce