Hvis du stadig vågner om natten med M3GANs mekaniske blik på nethinden, så er der gode nyheder. Eller dårlige, afhængigt af din puls. Blumhouse fejrer nemlig sit 15-års jubilæum ved at bringe den morderiske dukke M3GAN tilbage på det store lærred – og hun er ikke alene. Også Annabelle og Ma genopstår til én aften hver i foråret som en del af Blumhouse-kampagnen Halfway to Halloween.
Men det er ikke bare klassisk gys med popcorn og højttalere på overarbejde. Denne gang får publikum mulighed for at interagere med M3GAN live under filmen – direkte fra biografsædet.
Biograf med chatbot og anden skærm
Sammen med Meta lancerer Blumhouse et nyt teknologisk tiltag kaldet Movie Mate, hvor du via Instagram kan chatte med M3GAN, få trivia og bag-om-scenen-materiale, mens filmen ruller. Det fungerer ved, at man DM’er @M3GAN på Instagram, så længe man sidder i biografen under visningen. Altså: Gys og gadget på én gang.
Du får en slags “second screen”-oplevelse, hvor du – uden at forstyrre resten af salen – får adgang til eksklusivt indhold og klip, der var skåret væk fra biografversionen. Og det hele sker selvfølgelig som optakt til M3GAN 2.0, der lander i biograferne den 27. juni.
Halloween året rundt
Jason Blum selv er naturligvis ikke bleg for at spille ind med en kommentar i velkendt Blumhouse-stil:
“Vi spørger os selv hele tiden: Hvorfor kan det ikke være Halloween hver dag? Halfway to Halloween bringer os tættere på det, og i år gør vi det landsdækkende – med en helt ny M3GAN-oplevelse, som vi tror, publikum vil elske.”
Og det er ikke bare tech og chatbot. Udvalgte visninger vil også inkludere videohilsner fra instruktører og skuespillere, sneak peeks fra kommende projekter og måske endda et par live overraskelser – afhængig af hvilken by du sidder i.
Mon det kommer til Danmark?
Læs også: