Lyden af vat
Roskilde Festival with a twist. For godt eller værre.
"Det gælder om at stoppe, mens legen er god."
Anonym
"Det gælder om at stoppe, inden legen bliver god."
Undertegnede
"Man skal høre sandheden fra børn og fulde folk."
Anonym
"Man skal høre sandheden fra fulde børn og folk på skunk."
Martin "Mozart", Roskilde Festival 2005
Det første citat er åbenlyst ikke opfundet af en person med hang til skunk-joints kl. 14 en onsdag eftermiddag på en mark i Roskilde i selskab med 12 jyder og en agenda, hvis overordnede formål er at udøve alle aktiviteter, som ikke direkte ender ud i en permanent psykose, udpumpning eller den visse død. Og selv disse forbehold bliver ikke taget specielt seriøst på dette sted, hvor konsekvenser som regel først bliver identificeret efter at handlingerne er blevet udført.
Ethvert menneske som blot besidder et gran af afhængig personlighed og en appetit på Det Søde Liv ved, at det er komplet umuligt at stoppe midt i en leg, hvor der er galskab i alle retninger og hvor følelsen af at man vinder, uanset hvad man gør, er uundgåelig og appellerende. Den eneste relevante beslutningsproces man skal koncentrere sig om er, hvilke lege man skal involvere sig i til at starte med.
Og nok om det. Den virkelige udfordring her er at være i stand til at gennemføre disse lege og derefter prøve at finde hoved og hale i dem et godt stykke tid efter, at slutfløjtet har lydt. Man kan have nok så mange hjælpemidler, i form af diktafon, digitalkamera, videokamera og håndskrevne noter, men i sidste instans er den eneste metode, hvorved man kan nærme sig en rød tråd, at låse døren en lørdag aften, anrette et par flasker rødvin, en flaske gin, en flaske tonic, en røvfuld isterninger, to limefrugter, en Counting Crows cd og nok cigaretter til at kunne dække et rygebehov, som meget vel kan vise sig at strække sig til langt ud på morgenen.
Og her er vi så. Det kunne være så rart at berette om Roskilde Festivalen 2005 fra et kultur-og socialrealistisk perspektiv med en pointe, som selv Carsten Jensen ville onanere til, men så givtig er situationen ikke i disse tider, hvor man i stedet skal bekymre sig om, hvorvidt man skal holde døren permanent låst, efter at såkaldte eksperter påstår, at København er den næste by efter London på listen over hovedstæder, som muslimske ekstremister sover bedre om natten over at have bombet i myldretiden.
I en tid hvor væddemål mellem kollegaer om hvor bomberne kommer til at sprænge i hovedstaden fremfor hvorfor - og i en øvrigt en form for væddemål som jeg forudser, at de førende bookmakere kommer til at inkludere i deres program, lige så snart den nuværende verdensorden bliver opfattet så stuerent som 1.
Vrede Hævner. Alt herimellem, bl.a. de prisgivne liberale Europæere, kan indtil da tage stilling til, hvordan de vil forholde sig til ditto pest og kolera, inden de bliver pulveriseret af den ene årsag/part - eller den anden.
Der er nok tangenter at blive ledt ud på i en beretning om Roskilde Festival og der er ingen grund til at gøre situationen mere kompliceret ved at blande udenrigspolitik og verdens tilstand ind i billedet. I hvert fald ikke på nuværende tidspunkt.
At kunne samle godt 60.000 mennesker på en gigantisk mark, hvor den officielle festival-avis påstår, at fortrydelsespiller er den tredje mest indkøbte vare - efter solcreme og antihistaminer mod høfeber - er en situation, som for godt viser, at sex, stoffer og rock "n roll stadig lever i bedste ideologiske velgående og for værre viser, hvad det netop er: En efternøler-generation af beatniks og hippier, dagdrivere, flaskesamlere, folk drevet af nysgerrighed, musiknørder, hash-hoveder og enhver anden minoritet, som man kan opstøve i det skandinaviske samfund. Det er mennesker, som finder det naturligt at indtage halve salt-overdækkede avocadoer ved frugtboden kl 5 om morgenen, drikke 10 øl på tid kl. 11 om formiddagen og som mener, at head-fucking - at prøve at forcere sit hoved op i en fremmed kvindes underliv - falder uden for kategorien "utroskab".
Det er mennesker, som ved, at uanset hvor åndssvagt de end opfører sig, så er der en person lige ved siden af, som overgår en. Det er mennesker som - når alt kommer til alt - står blandt fremmede foran en overbefolket scene og suger musikken til sig, som var dommedag i morgen. Det er mennesker med en seriøs dagsorden, på et meget useriøst plan.
Og jeg har en stærk overbevisning om, at hvis man samlede de mest fanatiske repræsentanter fra Mellem-Amerika og Mellem-Østen, satte dem i stævne med 7 dages rock-musik, dårlige madvaner, endnu værre sanitære forhold, stort set ingen søvn og
Lyden af vat vil for mange mennesker være lige så værdiladet som et toilet-skyl. Men for en tilfældig jyde på skunk, som i en spørgerunde om personlige neuroser giver sit personlige besyv med, er dette ikke blot så seriøst, som det kan blive, men også meget sigende for problemet med Verdens Tilstand. En person som indrømmer, at han bliver drevet til vanvid ved lyden af vat, er en person jeg kan forholde mig til og han er milevidt mindre skræmmende end en person, som påstår at Gud er Almægtig.
For det er vel essensen ved en festival som Roskilde, modsat den ideologiske polarisering som foregår i disse seriøse tider. Ingen er almægtige. Ingen har ret. Og ingen har behov for at manifestere sig. Der er en uudtalt konsensus om, at vi er et fem-cifret antal mennesker samlet for at nyde hvad menneskeheden egentlig gør bedst: Udnytter sig selv, andre og enhver mulighed for et adrenalinrush på bekostning af hvad, der nu skulle byde sig. Det er ikke politisk, det er primalt og menneskeligt.
Essensen er ligetil og folk som tager sig selv for seriøst, forstår ikke hvad det drejer sig om og kommer aldrig til det.
Og lad os holde det til det, inden jeg bevæger mig ud på dybdepsykologiske områder, hvor jeg ikke kan bunde.
Endnu en Roskilde Festival er overstået, musikken har givet fornyet livsenergi til mennesker, som har haft desperat brug for den, og forhåbentlig kommer denne fabelagtige tradition til at gentage sig år efter år, indtil den samlede jordklode enten består af fanatiske nykristne eller muslimer, som finder det upassende at dyrke de passioner, som i virkeligheden blot bekræfter, at vi er mennesker.
Anonym
"Det gælder om at stoppe, inden legen bliver god."
Undertegnede
"Man skal høre sandheden fra børn og fulde folk."
Anonym
"Man skal høre sandheden fra fulde børn og folk på skunk."
Martin "Mozart", Roskilde Festival 2005
Det første citat er åbenlyst ikke opfundet af en person med hang til skunk-joints kl. 14 en onsdag eftermiddag på en mark i Roskilde i selskab med 12 jyder og en agenda, hvis overordnede formål er at udøve alle aktiviteter, som ikke direkte ender ud i en permanent psykose, udpumpning eller den visse død. Og selv disse forbehold bliver ikke taget specielt seriøst på dette sted, hvor konsekvenser som regel først bliver identificeret efter at handlingerne er blevet udført.
Ethvert menneske som blot besidder et gran af afhængig personlighed og en appetit på Det Søde Liv ved, at det er komplet umuligt at stoppe midt i en leg, hvor der er galskab i alle retninger og hvor følelsen af at man vinder, uanset hvad man gør, er uundgåelig og appellerende. Den eneste relevante beslutningsproces man skal koncentrere sig om er, hvilke lege man skal involvere sig i til at starte med.
Og nok om det. Den virkelige udfordring her er at være i stand til at gennemføre disse lege og derefter prøve at finde hoved og hale i dem et godt stykke tid efter, at slutfløjtet har lydt. Man kan have nok så mange hjælpemidler, i form af diktafon, digitalkamera, videokamera og håndskrevne noter, men i sidste instans er den eneste metode, hvorved man kan nærme sig en rød tråd, at låse døren en lørdag aften, anrette et par flasker rødvin, en flaske gin, en flaske tonic, en røvfuld isterninger, to limefrugter, en Counting Crows cd og nok cigaretter til at kunne dække et rygebehov, som meget vel kan vise sig at strække sig til langt ud på morgenen.
Og her er vi så. Det kunne være så rart at berette om Roskilde Festivalen 2005 fra et kultur-og socialrealistisk perspektiv med en pointe, som selv Carsten Jensen ville onanere til, men så givtig er situationen ikke i disse tider, hvor man i stedet skal bekymre sig om, hvorvidt man skal holde døren permanent låst, efter at såkaldte eksperter påstår, at København er den næste by efter London på listen over hovedstæder, som muslimske ekstremister sover bedre om natten over at have bombet i myldretiden.
I en tid hvor væddemål mellem kollegaer om hvor bomberne kommer til at sprænge i hovedstaden fremfor hvorfor - og i en øvrigt en form for væddemål som jeg forudser, at de førende bookmakere kommer til at inkludere i deres program, lige så snart den nuværende verdensorden bliver opfattet så stuerent som 1.
Vrede Hævner. Alt herimellem, bl.a. de prisgivne liberale Europæere, kan indtil da tage stilling til, hvordan de vil forholde sig til ditto pest og kolera, inden de bliver pulveriseret af den ene årsag/part - eller den anden.
Der er nok tangenter at blive ledt ud på i en beretning om Roskilde Festival og der er ingen grund til at gøre situationen mere kompliceret ved at blande udenrigspolitik og verdens tilstand ind i billedet. I hvert fald ikke på nuværende tidspunkt.
At kunne samle godt 60.000 mennesker på en gigantisk mark, hvor den officielle festival-avis påstår, at fortrydelsespiller er den tredje mest indkøbte vare - efter solcreme og antihistaminer mod høfeber - er en situation, som for godt viser, at sex, stoffer og rock "n roll stadig lever i bedste ideologiske velgående og for værre viser, hvad det netop er: En efternøler-generation af beatniks og hippier, dagdrivere, flaskesamlere, folk drevet af nysgerrighed, musiknørder, hash-hoveder og enhver anden minoritet, som man kan opstøve i det skandinaviske samfund. Det er mennesker, som finder det naturligt at indtage halve salt-overdækkede avocadoer ved frugtboden kl 5 om morgenen, drikke 10 øl på tid kl. 11 om formiddagen og som mener, at head-fucking - at prøve at forcere sit hoved op i en fremmed kvindes underliv - falder uden for kategorien "utroskab".
Det er mennesker, som ved, at uanset hvor åndssvagt de end opfører sig, så er der en person lige ved siden af, som overgår en. Det er mennesker som - når alt kommer til alt - står blandt fremmede foran en overbefolket scene og suger musikken til sig, som var dommedag i morgen. Det er mennesker med en seriøs dagsorden, på et meget useriøst plan.
Og jeg har en stærk overbevisning om, at hvis man samlede de mest fanatiske repræsentanter fra Mellem-Amerika og Mellem-Østen, satte dem i stævne med 7 dages rock-musik, dårlige madvaner, endnu værre sanitære forhold, stort set ingen søvn og
Lyden af vat vil for mange mennesker være lige så værdiladet som et toilet-skyl. Men for en tilfældig jyde på skunk, som i en spørgerunde om personlige neuroser giver sit personlige besyv med, er dette ikke blot så seriøst, som det kan blive, men også meget sigende for problemet med Verdens Tilstand. En person som indrømmer, at han bliver drevet til vanvid ved lyden af vat, er en person jeg kan forholde mig til og han er milevidt mindre skræmmende end en person, som påstår at Gud er Almægtig.
For det er vel essensen ved en festival som Roskilde, modsat den ideologiske polarisering som foregår i disse seriøse tider. Ingen er almægtige. Ingen har ret. Og ingen har behov for at manifestere sig. Der er en uudtalt konsensus om, at vi er et fem-cifret antal mennesker samlet for at nyde hvad menneskeheden egentlig gør bedst: Udnytter sig selv, andre og enhver mulighed for et adrenalinrush på bekostning af hvad, der nu skulle byde sig. Det er ikke politisk, det er primalt og menneskeligt.
Essensen er ligetil og folk som tager sig selv for seriøst, forstår ikke hvad det drejer sig om og kommer aldrig til det.
Og lad os holde det til det, inden jeg bevæger mig ud på dybdepsykologiske områder, hvor jeg ikke kan bunde.
Endnu en Roskilde Festival er overstået, musikken har givet fornyet livsenergi til mennesker, som har haft desperat brug for den, og forhåbentlig kommer denne fabelagtige tradition til at gentage sig år efter år, indtil den samlede jordklode enten består af fanatiske nykristne eller muslimer, som finder det upassende at dyrke de passioner, som i virkeligheden blot bekræfter, at vi er mennesker.
