Ludo...et taber spil!
Connery afslører hvorfor Ludo er et taberspil og hvordan du muligvis kan vinde, når du tvinges til at spille Ludo i campinghelvedet denne sommer.
Hvem fanden vælger at spille et spil, bare for at spille det? Der svarer jo næsten til at deltage for at tabe. Forestil dig at den tankegang vandt indpas i Formel 1. "Jamen jeg er bare med for lige at køre en lille tur". Hvis Hr. Montoya havde valgt at formulere sig sådan, så havde hans næste job, sikkert været som chauffør på en tour bus i en europæisk hovedstad.
Og bemærkningen "...for det gælder bare om at være med" får mig til at væmmes. Ganske vist skal man være glad for at være med, men det gælder jo ikke "bare" om at være med. Hele essensen i et spil, består jo i modspil for uden modspil er der ikke meget spil. Der er jo ikke meget fidus i at spille mur uden mur, vel? Der skal ligesom være nogen at spille imod og det er monster sygt at spille mod nogen der ikke spiller mod dig. Dermed ryger hele modspils-delen og dermed hele spillet.
Hvis ikke man går ind i det, med det formål at vinde, så har man allerede tabt, synes jeg.
Nu skal det ikke forstås således at jeg har noget imod at man taber, da det ligesom ligger i hele konceptet, så den kamel må man jo sluge, hvis det skulle komme på tale.
Et af de værste spil man kan deltage i er ludo. Her er det jo helt tilfældigt hvor mange gange man må rykke, hvor man lander og dermed også om man lander på en stjerne, globus eller bliver slået hjem. Taktik? Der er ikke meget man kan gøre, rent taktisk i et spil som ludo. Dog vil jeg her lige give lidt fif til et eventuelt, ufrivilligt-familie-camping-helvede, hvor ludo jo ofte anvendes som torturmiddel mod os, vindere!
Man kan primært gøre to ting i Ludo. Vælge at forsøge sig med at få en, måske to brikker igennem banen eller sende alle 4 ud. Den første vil jeg nok betegne som passiv og skulle man være så uheldig at blive slået hjem, så skal man jo starte helt forfra igen. Man løber en risiko, men sådan er der jo nogen der kan lide det.
Den anden metode med at sende hele skidtet af sted på en gang, den offensive taktik, forøger markant muligheden for at blive slået hjem, men den tildeler naturligvis også spilleren den mulighed, at lade enkelte brikker stå på en globus, for således at hæmme modstanderens bevægelighed, da man jo bliver slået hjem, hvis man lander på en globus der er besat.
Personlig har jeg haft held med begge taktikker, der er udarbejdet i Bende's køkken, i forbindelse med utallige Ludo spil med hendes autistiske søn Rene, som jeg underholder jævnligt mod betaling.
Hvorvidt mine sejre over Rene skal finde sin forklaring i mine taktiske overvejelser, skal jeg ikke kunne sige, men et eller andet må de jo tilskrives. Jeg må så også erkende at jeg ved enkelte lejligheder har tabt, men hvad fanden, det er jo kun et spil!
Og bemærkningen "...for det gælder bare om at være med" får mig til at væmmes. Ganske vist skal man være glad for at være med, men det gælder jo ikke "bare" om at være med. Hele essensen i et spil, består jo i modspil for uden modspil er der ikke meget spil. Der er jo ikke meget fidus i at spille mur uden mur, vel? Der skal ligesom være nogen at spille imod og det er monster sygt at spille mod nogen der ikke spiller mod dig. Dermed ryger hele modspils-delen og dermed hele spillet.
Hvis ikke man går ind i det, med det formål at vinde, så har man allerede tabt, synes jeg.
Nu skal det ikke forstås således at jeg har noget imod at man taber, da det ligesom ligger i hele konceptet, så den kamel må man jo sluge, hvis det skulle komme på tale.
Et af de værste spil man kan deltage i er ludo. Her er det jo helt tilfældigt hvor mange gange man må rykke, hvor man lander og dermed også om man lander på en stjerne, globus eller bliver slået hjem. Taktik? Der er ikke meget man kan gøre, rent taktisk i et spil som ludo. Dog vil jeg her lige give lidt fif til et eventuelt, ufrivilligt-familie-camping-helvede, hvor ludo jo ofte anvendes som torturmiddel mod os, vindere!
Man kan primært gøre to ting i Ludo. Vælge at forsøge sig med at få en, måske to brikker igennem banen eller sende alle 4 ud. Den første vil jeg nok betegne som passiv og skulle man være så uheldig at blive slået hjem, så skal man jo starte helt forfra igen. Man løber en risiko, men sådan er der jo nogen der kan lide det.
Den anden metode med at sende hele skidtet af sted på en gang, den offensive taktik, forøger markant muligheden for at blive slået hjem, men den tildeler naturligvis også spilleren den mulighed, at lade enkelte brikker stå på en globus, for således at hæmme modstanderens bevægelighed, da man jo bliver slået hjem, hvis man lander på en globus der er besat.
Personlig har jeg haft held med begge taktikker, der er udarbejdet i Bende's køkken, i forbindelse med utallige Ludo spil med hendes autistiske søn Rene, som jeg underholder jævnligt mod betaling.
Hvorvidt mine sejre over Rene skal finde sin forklaring i mine taktiske overvejelser, skal jeg ikke kunne sige, men et eller andet må de jo tilskrives. Jeg må så også erkende at jeg ved enkelte lejligheder har tabt, men hvad fanden, det er jo kun et spil!
