Louis Ferrante - historien om en mafioso [Månedens Mand]

Ex-gangsteren Louis Ferrante har på egen hånd oplevet den fascinerende side af organiseret kriminalitet med en fortid hos Gambino-mafiaen fra USA. Efter ikke mindre end 8 år bag tremmer fik han øjnene op for problemet, og formåede at foretage en radikal forandring i sin livsstil. Nu er han en succesfuld krimi- og forretningsforfatter og er om nogle få dage aktuel på DISCOVERY CHANNEL i sit nye program, Inside The Gangsters Code – Et program hvor han rejser ud til forskellige bandemiljøer og infiltrerer organisationen.

Programmet giver mulighed for at få et unikt indblik i en verden af organiseret kriminalitet, og den rå, barske verden bliver leveret uden censur. Kort sagt, et vaskeægte mandeprogram! Seriens første episode udspiller sig i El Salvador, hvor Ferrante kigger nærmere på banderne, MS-13 og 18th Street.

Premieren på programmet løber af stablen d. 31. marts kl. 22.00!

Vi har været så heldige at få en spændende snak med manden under sit korte ophold i Danmark, og her kan du læse hele interviewet:

Hvordan kom du ind i den kriminelle livstil og hvad fristede dig til at blive medlem af en mafia-familie?

Det hele startede med nogle bilrøverier bare for sjovs skyld, da jeg var ca. 12-13 år, hvor vi kørte rundt i gaderne og efterlod bilerne bagefter. På et tidspunkt begyndte vi at sælge dele fra bilen som f.eks. batterier og radioanlæg til folk omkring i nabolaget – man kunne stort set sælge det til enhver, bortset fra sin egen familie – selvom nogle af os havde nogle onkler med knapt så rent mel i posen. Derefter blev det mere avanceret, og vi fik en aftale med en automekaniker, som begyndte at give mig bestillinger, hvorefter jeg gik ud og stjal mig frem til de dele, som de ønskede.

Hele forretningen blev mere professionel, da jeg begyndte at hyre folk til at gøre det beskidte arbejde – i stedet for at jeg skulle stjæle én bil hver gang og få pengene for det, var det endnu bedre, hvis jeg fik ti tyve til at stjæle for mig og tjene ti gange så meget. Derefter fik jeg min egen ’chop-shop’(et sted hvor biler bliver skilt ad i dele, og derefter solgt) og jeg begyndte at stjæle lastbiler og større bildele, indtil mafiaen fik færten af min succes i den kriminelle verden.

Det fortsatte i lang tid og jeg fik mit eget hold – jeg var i mine 20’ere, mens de var omkring de 40 år, men grunden til at de lyttede til mig, var fordi jeg kom frem med en plan – de kunne stole på mig og der var penge i det – så længe der er penge i det for folk, så er der ingen problemer.

Hvordan formåede du så at komme ud af branchen, da du blev løsladt? Ofte hører man om episoder, hvor personernes fortid ikke kan lægges bag dem.

Jeg gjorde det, mens jeg var bag tremmer. Jeg tænkte, at den bedste løsning var at konfrontere mine ’kollegaer’, som også sad i samme båd, og fortalte dem om mine følelser omkring at skifte branche – Hvis de havde et problem med det, kunne vi afgøre det nu og her. Jeg var ikke bange for nogen, og det er jeg heller ikke nu. Nu har jeg lagt volden bag mig, men dengang var jeg ikke blot voldelig, men også frygtløs. Jeg var meget voldelig, og havde ikke noget problem med at slå nogen eller stikke nogen ned – derfor havde jeg ikke noget problem med at fortælle, hvordan jeg havde det. Jeg gav ikke udtryk for, at jeg satte spørgsmålstegn ved moralen og integriteten ved hele denne kriminelle organisation – det ville de ikke have forstået og ville helt sikkert blive stødt over det. I stedet fortalte jeg, hvordan hele problematikken med stikkere og syndebukke drev systemet i bund – stikkerne kommer hjem og vi lider i fængsel, og for mig var det ren idioti. Systemet lod og simpelthen ikke vinde.

Jeg gjorde det klart, at hvis jeg skulle få en livstidsdom, så ville jeg dø i fængslet, men hvis jeg nogensinde kom ud, så ville jeg bare gerne gå mine egne veje. Jeg led ligeså meget som de gjorde, jeg var ikke en stikker og hvordan skulle de kunne modsige denne tanke, når de var i samme bås?

De ønskede mig held og lykke, hvis jeg kom ud fra fængslet og jeg tilbød min hjælp, mens jeg stadig befandt mig bag tremmer. Jeg overholdt gangster-kodekset og hvad jeg plejede at tro på, så hvis de kom i klammerier, havde jeg deres ryg og var klar til at kæmpe – men hvis jeg selv havde et problem, så løste jeg det på egen hånd og stod derfor ikke i gæld til nogen.

Hvordan fandt du på ideen med at rejse rundt til forskellige bander i et tv-program?

Folkene bag Discovery Channel kom op med den originale idé, hvorefter jeg præsenterede mig selv og min historie, og da de længe havde haft tankerne sat på et fængsels-show, passede jeg perfekt ind i deres program. Mine erfaringer fra nærmest alle forskellige fængsler gav mig en utrolig unik indfaldsvinkel til seriens alvor. Jeg kunne dissekere fængslets mange lag og havde stor erfaring med miljøet, omgivelserne og hele atmosfæren.

Hvad var din mest ekstreme oplevelse?

Tænker du på tv-programmet eller i min fængselstid?

Lad os starte med i programmerne.

Uden tvivl synet af døde mennesker. Man opdager pludselig hvor hurtigt livet kan forsvinde, specielt i bandelivet – og under mit ophold i Filippinerne stødte vi uden videre på to lig under optagelserne, hvilket var meget sindsoprivende. Jeg interviewede en af bandelederne i fængslet og spurgte, om han ville vise mig deres våbenlager, men han afviste, at der skulle være noget som helst, der blot lignede skydevåben – Jeg vidste selvfølgelig godt, at det var en løgn, men jeg måtte nøjes med blot at snakke om dem. Han sagde at de nærmest havde alt undtagen atomvåben, hvilket overraskede mig. Og blot én dag efter mit interview blev en af de interviewede bandledere skudt ned af en håndpistol. For nogle måneder siden blev der desuden smidt en håndgranat inde mit i fængslet, og for mig er det chokerende at tænke på, hvordan de har formået at få disse våben inden for tremmerne. Jeg har været vant til knive, machetes og andre redskaber, men jeg havde aldrig før i mit liv set skydevåben indenfor muren.

Hvad var så det mest ekstreme du har oplevet i fængslet?

Da jeg blev sendt til maximum-security fængslet, United States Penitentiary i Lewisburg, Pennsylvania i 1998, skete der på den allerførste dag noget, som jeg aldrig glemmer. Det ariske broderskab hakkede to sorte muslimer til døde med machetes, hvilket gjorde det klart for mig, at jeg virkelig befandt mig i et skidt miljø. Derefter fik jeg en machete i hånden og fik at vide, at jeg skulle forsvare mig selv. Men jeg tænkte; jeg er ikke en sort muslim eller en del af det ariske broderskab, så hvad har jeg at frygte? Muslimerne skulle selvfølgelig gøre gengæld for ikke at tabe ansigt, men hvis de ikke kunne få fat i den ariske klike, så tog de det næstbedste – en hvid person, om det så var en italiener, amerikaner eller noget i den stil, det var lige meget.

Så jeg levede med at skulle kigge mig over skulderen hele tiden, selvom jeg egentlig ikke havde noget som helst med det at gøre – men heldigvis overlevede jeg og slap ud af fængslet i live. Det var virkelig en øjenåbner, men jeg er glad for at det skete på førstedagen, da fængslet ellers kan lulle dig i en slags dvaletilstand – du har brug for at være på vagt hele tiden, og det utroligt vigtigt at have øjne i nakken. Selvom det muligvis virker tilforladeligt bobler problemerne og eskaleringerne under overfladen 24/7.

Da jeg befandt mig i Lewisburg, var der et bestemt område udenfor spisesalen, hvor der ofte var tumult og ballade. En af dagene gik jeg stille og roligt forbi, hvorefter man pludselig overraskes af en person foran sig, som har fået en kniv stukket igennem skulderen – kniven stak ud af kroppen, simpelthen. Det eneste der går igennem ens tanker, er at komme væk hurtigst muligt – ikke blot af frygt for fare, men fordi lokalet hurtigt bliver isoleret fra alle andre i ca. ti timer, hvor man bliver udspurgt omkring hændelsen. Der er man så nødt til at benægte alt, så man ikke bliver det næste offer.

Gangster-møde i det fillippinske fængsel:

Hvordan påvirkede dine oplevelser i de forskellige bandemiljøer dit perspektiv på gangster-livet?

Jeg så med det samme at bandelivet er det samme, ligegyldigt hvor du befinder dig henne i verden. Showet viser hvordan banderne fungerer på samme måde, men at mennesker er forskellige. Menneskets natur er den samme, så ligegyldig om du kommer fra København eller New York, vil du stadig have den samme opfattelse af en gangster og bandemiljøet. Der var ikke noget der gjorde synet på mafiaen værre eller bedre, jeg blev blot bekræftet i, at gangstermiljøet følger det samme hierarki og struktur overalt i verden.

Tager du afstand til dit tidligere liv eller lærer fra det?

Alt hvad jeg har opnået indtil nu med mine bøger og mit nye show, er blevet muligt takket være min mørke fortid. Jeg har lært en masse fra det og selvom tiden har været hård, har den givet mig denne rette indfaldsvinkel til at kunne formidle denne side af verden til folk. Jeg har haft den rette indsigt i mafia-miljøet og mine erfaringer har givet mig et trick i ærmet i forhold til virksomhedsviden og forretningssans.

Var du nervøs for at rejse ud til de forskellige bander?

Nej overhovedet ikke – jeg har tilbragt næsten 20 år i gangstermiljøet, så det er mere naturligt for mig at befinde mig i den omgangskreds end at befinde mig i dette rum lige nu – ikke at jeg føler mig utilpas, men jeg har bare nemmere ved at falde ind i gangstermiljøet. Så derfor har jeg slet ikke frygtet at rejse ud til folk, men det har i stedet været utroligt interessant.

Et sidste spørgsmål. Hvad er din yndlings gangsterfilm?

Haha, det var et godt spørgsmål. Jeg var medvirkende i en dokumentar omkring Godfather-filmene, og da jeg kun havde set små brudstykker af dem som barn, begyndte jeg at se etteren og toeren – jeg kunne simpelthen ikke klare mig igennem 3’eren, haha. Jeg fik mulighed for at kommentere på værket med Francis Ford Coppola, Al Pacino og James Caan og synet på filmens realistiske måde at portrættere gangstermiljøet bragte minder frem i mig. Min favorit må uden tvivl være The Godfather.

Tak for din tid! Vi ønsker dig held og lykke i fremtiden og ser frem til at se dit nye show på Discovery Channel!

Så blev du snuppet af politiet og afsonede 8 år i et maximum-security fængsel. Hvad inspirerede dig til at ændre din livsstil bag tremmerne?

Jeg havde mulighed for at tænke mig om under de isolerede omgivelser, og jeg begyndte at spekulere over mit liv. Jeg husker tydeligt en episode med vagtchefen, som kaldte mig et ’dyr’ og fortalte mig, at jeg blot var et dyr her i denne fængsels-zoo sammen med andre bæster. Det ramte mig hårdt, og jeg begyndte at revurdere min livsstil – jeg begyndte at læse bøger i fængslet, og jeg havde faktisk aldrig førhen læst en bog i mit liv!

Jeg kunne sagtens læse og havde faktisk gennemført high-school, da min mor gerne så, at jeg fik en uddannelse og kom frem i livet. Det var dog ikke foregået på reel vis, da jeg snød mig igennem hele skoletiden – Jeg fik mine venner til at lave mine afleveringer, bograpporter og andre lektier mod betaling, og en af mine gode venner skrev endda den givne eksamens svar på sine håndflader, som han så vendte bagover ryggen, så jeg kunne se dem, uden at læreren fik øje på det.

Så her sad jeg i fængslet og læste, læste og læste, indtil jeg forøgede mit ordforråd og langsomt blev bedre og hurtigere til at læse bøger. Det endte med, at jeg nærmest læste en bog om dagen og mine evner til at forstå indholdet blev gradvist bedre. Folk begyndte at lægge mærke til mig og jeg blev til en, hvad skal man sige, Sigmund Freud af vores tidsalder – folk tænkte: hey, han læser dagen lang, så han må være klog – og folk begyndte at komme ind i min celle og øse deres problemer til mig, som jeg så kunne diskutere med dem.

Fotograf: Christian Grüner – http://www.christiangruner.com
Location: Hotel Tivoli
Redaktør: Rasmus Krarup
Kontaktperson: PR-manager for Discovery Networks Europe, Rikke Laursen.